Jeg tudbrølede bag hjelmen, mens jeg langsomt kørte hen ad villavejen. Det samme gjorde min mor, mens min far vinkede stille og kiggede efter mig med en alvorstung mine.
Usikkerheden og tvivlen nagede dybt i mit 20-årige sind, og jeg havde allermest lyst til at fortryde. Jeg kunne jo reelt bare vende om igen, blive i hverdagen, og blot tage på arbejde i stedet for. Og dermed forblive i de trygge rammer.
Hvis jeg blev hjemme, kunne jeg også være sikker på, at weekenden ville byde på både sjov med gutterne og en flirt med de skønne lokale piger. For ikke at tale om bajere, tømmermænd og pomfritter på grillbaren. Hyggeligt, velkendt og trygt.
Men jeg havde gang i noget helt, helt andet.
Et rejseeventyr begynder
Det var egentlig ret vildt, det jeg var sprunget ud i. I hvert fald når man tænker på, at min hidtidige rejseerfaring var en 5-dages bustur til Harzen. Så usikkerheden var vel egentlig forståelig nok.
Jeg havde sagt mit arbejde op, skiftet olie på min Yamaha XT550 og smidt teltet bagpå. Irrationelt men kompromisløst fulgte jeg en mærkelig indre trang til eventyr, og kørte således bare afsted. Uden slutdestination, uden rute og uden planlagt varighed.
Jeg drejede væk fra villavejen med de karakteristiske 70’er huse og tog en dyb indånding. NU var jeg endelig alene.
Alene på vej mod et eller andet, som jeg ikke kunne beskrive med ord, men kun sætte handling bag.
Tårerne tørrede ud, og der kom et smil på læben. Det hele var nøjagtigt, som jeg havde tænkt, det skulle være. Jeg fandt Yamaha’ens 5. gear og trillede mod syd.
Jo jo, det var skam et ægte rejseeventyr, der begyndte på den solbeskinnede onsdag morgen tilbage i september måned 1988.
Den allerførste gang
Et par dage senere blev Alperne turens første åbenbaring både naturmæssigt og også mentalt. Jeg tror, det var de storslåede landskaber, der fik mig til at indse, hvor håbløs en novice jeg havde været indtil da.
For nok kunne jeg finde ud af at begå mig på kroen derhjemme og i frokoststuen på arbejdet. Og ja, nok var jeg både stor i munden og stor i slaget. Der var tjek på det hele, og ikke en udfordring var for uoverkommelig.
Men pludselig stod jeg der på toppen af verden og kiggede ned ad serpentinervejen. Aldrig havde jeg set noget lignende, og aldrig havde jeg følt mig så lille.
Mon ikke det var en sund ydmyghed, der sneg sig ind under huden. Og måske også en god del respekt for, at der altså fandtes en langt mere drastisk natur, end jeg troede. Og det kunne åbenbart godt imponere en 20-årig gut fra Jylland på en Yamaha XT550.
Dem man møder
Ugerne gik, og jeg kørte gennem Norditalien, Sydfrankrig og nærmede mig Spanien. På en tankstation i Pyrenæerne faldt jeg i snak med en midaldrende mand på en Honda Goldwing.
Han tilbød mig en tjans på familiens store sejlbåd, der lå i en skøn nordspansk ferieby. Hans kone og børn ville komme ugen efter, men prammen på 42 fod skulle rengøres og finjusteres inden da.
Det var et sats at takke ja. For hans hensigter kunne have været nogle andre, og han kunne reelt have smidt mig over bord på åbent hav, hvis det var det, han ville.
Men det endte med en fantastisk oplevelse, og selvfølgelig ville han mig ikke noget ondt.
På resten af turen fik jeg flere nye bekendtskaber. Og hver gang blev jeg bekræftet på samme måde:
Man kan som udgangspunkt sagtens tro på det gode hos andre mennesker, og man kan også godt stole på sit instinkt for, hvornår noget føles rigtigt eller forkert.
Og det faktum holder i øvrigt stadig.
Længere mod syd
Videre gik det sydpå. Ned gennem Spanien og ind i Portugal. Helt ud til den sydvestlige spids ved Sagres.
Antallet af korktræer og vilde atlanterhavsbølger blæste mig omkuld. Men jeg havde mod på mere eventyr.
En lang færgetur fra Cadiz i Sydspanien bragte mig til De Kanariske Øer, og jeg fik oplevet de mest fantastiske veje og udsigter på Gran Canaria.
Danskere på chartertur var forundret over at se en motorcykel med dansk nummerplade, og jeg morede mig over det paradoksale i, at de var på ferietur – men at jeg var på en rejse.
Pengene slap op efter 4 måneder, og da havde jeg også fået nok. Eller rettere, jeg havde fået meget mere, end jeg havde drømt om: En tro på mig selv, og en tro på de mennesker, jeg mødte.
Jeg var færdig, og kunne ikke mere. Savnede vennerne og dagligdagen. Det var slut. Jeg tog en bus hjem fra Malaga, og Yamaha’en kom hjem på ladet af en lastbil.
At rejse solo på motorcykel
Hver gang jeg tager afsted på mine solo motorcykelture, får jeg samme følelse som dengang i 1988. Uvisheden og tvivlen kan stadig nage et kort sekund, men jeg er hurtigt overbevist om alt det gode, der venter.
Jeg nyder friheden til at stoppe op, når det passer mig. Fordybe mig i en stemning på en lokal cafe, eller søge samtalen med dem, man måtte møde.
Ligegyldige detaljer bliver pludselig meningsfyldte elementer til at forstå lidt af, hvordan livet leves der, hvor man stopper for natten. Og det behøver altså ikke være ude midt i Sahara eller i en jungle i Guatemala.
Når det lykkes at opleve netop det, er rejsens sande formål opfyldt. Og så kan man stille drage videre mod næste destination.
Lidt klogere og en smule mere indsigtsfuld, end da man ankom.
PS: Følg W MOTO ved at indtaste din email herunder – eller følg med på Facebook. Du finder siden her