Jamen – hvad ER det dog, der er sket med mig?
Hvordan er det kommet snigende, at komforten nu lige pludselig betyder så meget for mig, når jeg kører motorcykel?
Altså, jeg har da helt og aldeles frivilligt – og uden tvang – valgt at sidde UDENFOR på motorcyklen i sol, vind, regn og rusk. Og hvis det er et problem, skulle jeg så ikke have købt en ny bil i stedet for?
Ak ak, er det virkelig sådan, at bare fordi jeg nu er først i 50’erne, så kan det ikke blive komfortabelt nok? Herregud, Jakob. Du er da vist ved at blive gammel.
Og jeg græmmes, men jeg indrømmer det:
Det første ekstraudstyr jeg købte til min Yamaha XT1200 Super Ténéré var gud-hjælpemig et højt kåbeglas.
Vindafvisere gør forskellen
Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg har forsøgt mig med diverse tiltag, der til sidst gav mig god læ bag styret på Triumph’en. Især var jeg glad for at slippe af med turbulensen omkring hjelmen.
For der er nok ikke noget værre, end at måtte tage en pause fordi hovedet buldrer rundt. Det bør jo være bagdelen, sult eller kaffetørst, der sætter grænsen for, hvor længe der skal gå mellem pauserne.
Jeg fandt frem til, at vindafvisere var det der skulle til, for at få den urene luft væk fra den øverste del af kroppen. Wind Management blev det kaldt af firmaet bag de meget simple plexiglasstykker. Men det er nu slet ingen videnskab.
Så da jeg bestilte den fabriksnye Yamaha Super Ténéré, besluttede jeg, at jeg ville forsøge mig med de vindafvisere, som Yamaha tilbyder. De skulle så fungere i samarbejde med den standard vindskærm, som fulgte med maskinen ved levering.
Endnu engang måtte jeg konstatere, at den teknologi bare virker. Mit hoved var egentlig i forholdsvis ro under kørslen. Men der var dog stadig et problem.
Fartvinden ramte mig lige over visiret. Tydeligt, mærkbart og irriterende.
Højt og grimt
Så jagten gik ind på at finde et højere kåbeglas. Heldigvis er en Super Ténéré en gammel kending hos diverse udbydere af alskens ekstraudstyr. Så der var noget af vælge imellem.
Forholdsvis hurtigt stod det klar, at jeg enten ville vælge den forhøjede touringskærm som Yamaha tilbød, eller alternativt en lignende fra Puig.
Givi havde også en højere, men to-delt, version på programmet. Ideen er, at vinden brydes på vejen gennem de to skærme, og det minder om princippet fra de kendte MRA-bølgebrydere. Den faldt dog overhovedet ikke i min smag, og var derfor udelukket.
Puig gav indtryk af at have gjort lidt hjemmearbejde, for med leverancen fulgte også en test-rapport. Det skulle blive interessant at se, om jeg kunne finde de samme resultater.
Puig skærmen kunne fås for ca. 900 kroner, og da det var ca halvdelen af en med Yamaha klistermærke, var sagen klar. XL-MOTO blev den stolte leverandør, og inden længe kunne jeg hente papkassen på posthuset.
Montering og testkørsel
Jeg pakkede forventningsfuldt kåbeglasset ud, og fik det monteret. Det var et 5 minutters job, så hurtigt var jeg klar til testtur.
Det var midt i marts, ca 5 graders varme og der blæste en overordentlig frisk sydvestlig vind. Så med andre ord en real life test i det tidlige forår.
Jeg indstillede kåbeglasset i ca. midterstilling. Da jeg også havde sædet i den højeste position, kunne jeg sagtens se ud over glasset og dermed vejen foran mig.
Det første landevejsstykke forløb helt perfekt. Jeg sad med følelsen af at blive godt beskyttet, men jeg sad samtidigt også med åbent visir og nød turen. Stille, roligt og helt uanstrengt. Første flueben.
Ved Kolding kørte jeg på motorvejen med retning mod Esbjerg. Der var åbent landskab og ingen trafik. Og Yamaha’en fik lov at strække ben.
Med 130 – 140 km/t kunne jeg selvfølgelig godt mærke, at jeg kørte på motorcykel. Med vinden lige på forlygten. Og ja, det ruskede da lidt, men jeg havde intet vindtryk på kroppen.
Mit hoved var forholdsvis roligt, og det var alt i alt ret så komfortabelt. Turbulensen var dog mærkbar, men slet ikke anstrengende.
Holdt jeg mig på ca 120 km/t, var der helt roligt på kontoret. Jeg var overbevist om, at her kunne jeg godt sidde en lang touringdag. Andet flueben.
Wind Management gjort simpelt
Endnu engang måtte jeg sande, at kombinationen mellem et forholdsvis højt kåbeglas og vindafvisere gav et godt resultat. Det virkede i hvert fald for mig. Igen.
Nu glæder jeg mig bare til, at destinationen bliver lidt mere eksotisk end blot afkørslen til Lunderskov. Og at der kommer et ciffer foran på temperaturmålingen.
Jeg mødte ikke andre motorcyklister på min 100 km forårstur denne dag i marts. Men det sneede jo selvfølgelig også lidt i går.
Så måske er jeg slet ikke en pivskid alligevel. Ja, måske er det faktisk helt ok at søge lidt komfort på motorcyklen med højt kåbeglas og vindafvisere.
Og grunden behøver nok ikke kun at være, at man har rundet de 50 år…
PS: Du skal da også følge W Moto på Facebook – tjek siden her