Jeg lukkede øjnene og trak langsomt vejret ind gennem næsen. Koncentrerede mig.
Mon man stadig kunne fornemme stanken af militært nederlag? Eller måske lige fange en lille rest af krudtrøg?
Men nej. Heldigvis ikke. De historiske vinde var for længst blæst bort. Og godt det samme. Så i stedet åbnede jeg visiret og så mig omkring.
For hvor mon flag-allérne med Dannebrog var henne? Og burde der ikke være en talerstol et sted?
Jeg forventede egentlig også at se en større forsamling af danskere, der med høj og klar stemme sang med på “Det Haver Så Nyenligt Regnet”
Men nej, der var intet optrin og ingen forsamling. Og ikke en lyd.
Der var såmænd ganske stille og fredeligt ved Kongeåens start lidt uden for Vamdrup ved Kolding. Den eneste forstyrrelse var guldsmedene, der summede ret så tæt på hjelmens åbne visir. Det var en skøn søndag formiddag, og solen skinnede.
Min Yamaha XT1200 var som altid klar på eventyr, og jeg havde den dér velkendte følelse af, at jeg bare kunne vælge hvilken som helst rute, jeg ville. Så skulle maskinen nok klare resten uanset vejens beskaffenhed.
Min tur langs Kongeåen kunne således blot starte, og jeg kiggede forventningsfuldt ned på det endnu ganske lille vandløb. Foran mig havde jeg nu udfordringen med at følge den ca. 60 km lange å fra Vamdrup i Østjylland til udløbet i Vadehavet vest for Gredstedbro.
Jeg startede maskinen, lagde første gear ind, og satte kursen mod vest.
Det skulle nok blive endnu en skøn motorcykeltur i det danske sommerland.
Kongeåen – Danmarks historiske grænse
Vi skal først lige have lidt historie på plads. Men hæng bare på alligevel.
Frem til år 1850 dannede Kongeåen grænsen mellem Danmark og Hertugdømmet Slesvig. Det handlede mest om at inddrive nogle skatter, når diverse varer passerede over åen, og alt i alt foregik det hele ret så fredeligt.
Men da vi så fik klaps af tyskerne i 1864, gik det for alvor galt. Preusserne nappede en stor luns af Sønderjylland og besluttede sig for, at området syd for Kongeåen derefter var tysk. Og de danskere, der uheldigvis boede i området da 1. Verdenskrig brød ud nogle år senere, blev tvunget til at kæmpe for tyskerne.
Hmmm…
I 1920 blev der afholdt en afstemning om, hvor den fremtidige grænse mellem Danmark og Tyskland skulle gå. Og det er så den, vi kender i dag. Men det betød som bekendt ikke, at alt derefter åndede fred og idyl.
For husk på, at tyskerne jo kom marcherende endnu en gang og satte sig på hele Kongeriget gennem 2. Verdenskrig. Med dødelig alvor.
Så de har ikke altid haft det nemt, de kære danskere der boede syd for Kongeåen. Og historien hænger selvfølgelig ved.
Derfor har nogle af dem der bor i området den dag i dag også en smule mere nationalfølelse end så mange andre danskere.
Og således skal man forstå, at Kongeåen er meget mere end blot et jysk vandløb.
Den er også et markant historisk symbol på naboskabet med Tyskland gennem både krig og fred.
Gennem marker og krat
Man kan ikke køre umiddelbart ved siden af Kongeåen hele vejen, men man kan godt følge den så nogenlunde. Jeg havde ikke plottet nogen rute ind på GPS’en, så jeg fulgte blot min intuition, og begav mig ud på de allermindste veje.
Flere og flere vandløb bidrog til åens størrelse, og efterhånden var den vel 10 meter bred. Sivene dannede en blød buffer ud til de omkringliggende marker og enge, og flere steder stod der kreaturer, der åbenlyst bare lod dagen gå i deres helt eget ugidelige drøvtygger-tempo.
Jeg stoppede op med jævne mellemrum og betragtede de mest historiske steder.
Frihedsbroen lidt syd for Skibelund Krat, og den tidligere grænseovergang ved Foldingbro, var oplagte steder at gøre holdt. Der var et par enkelte andre turister ude i samme ærinde, men ellers havde jeg det meste for mig selv.
Vejene bragte mig gennem store landbrugsarealer, og jeg følte, at jeg kørte lige igennem Danmarks kornkammer. Der var fuldt knald på den sønderjyske natur, og jeg lod Yamaha’en lege traktor og trak full pull ud af de bløde sving.
Idyllen var slående, og jeg faldt i staver, når jeg holdt pauser ved siden af det rislende vand. Det var simpelthen Danmark, når det er dejligst.
Hvor Kongeåen bliver til hav
Jo længere jeg bevægede mig mod vest, jo mere fladt blev landskabet. Men Kongeåen snoede sig dog stadig lystigt fra side til side, som var den en motorcykel på vej gennem Dolomitterne.
I bestræbelserne på at følge åen så tæt som muligt, kom jeg ud på de allermindste veje og uden tvivl helt derud, hvor jeg aldrig havde været før. Men det var også formålet med turen, så jeg fortsatte ufortrødent.
Jeg kørte igennem Gredstedbro og videre mod vest. I dette område er det helt sikkert Kammerslusen ved Ribe, der er den største og mest kendte tur-destination. Men Kongeåens udløb i Vadehavet sker kun nogle få kilometer nord for Kammerslusen.
Følger man den alleryderste digevej, kommer man lige derud. Fårene har allerede fundet stedet, og der er en dejlig fred og ro. Man skal dog selv have madpakke med, for der er hverken kiosk eller restaurant derude i den til tider barske natur.
Men på en eller anden måde passer det også fint til Kongeåens historie. Den har nemlig vigtigere ting på sinde end pølser og pomfritter.
De 60 kilometer, som Kongeåen bugter sig gennem landskabet, er helt sikkert en tur værd. På vejen kan man både få tanket lidt Danmarkshistorie og ikke mindst nyde noget af det smukkeste og mest afvekslende landskab, som Sønderjylland kan byde på.
God tur.
Og husk madpakken.
PS: Det er supernemt at følge W MOTO på Facebook, og du kan finde siden her.