Hør, der er altså noget, vi lige skal have vendt.
Og jo, jeg ved godt, at jeg hellere burde holde mig langt væk fra tasterne i denne sag. Forblive anonym og uden holdning. Holde hovedet nede og være ligeglad.
Jeg kunne jo bare glemme det, være politisk korrekt eller nikke i takt med dem, der tilfældigvis måtte være tættest på. Men det plejer jeg altså ikke at gøre.
Så here we go. Nu kommer det. Råt for usødet.
Hold da op, hvor er de selvlysende og skriggule motorcykel-veste grimme. Møg-grimme, kiksede og latterlige at se på.
Men:
Hold da op, hvor er de fantastiske, hver gang de er medvirkende til, at en ulykke IKKE sker.
Underholdning på Facebook
Visse kommentarspor på de sociale medier kan som bekendt være ganske underholdende. Og når emnet er gule veste til motorcyklister, finder niveauet faktisk nye højder.
Vi tager lige en fri fortolkning af den stemningsfyldte meningsudveksling:
Hallo, tag nu den vest af. Bare kør ordentligt eller køb en gul hjelm i stedet for. Nej, drop da den latterlige vest og tag på kørekursus. Dét virker. Eller sæt nogle reflekser på din motorcykel.
Jamen, så fat det da: Vestene hjælper ikke en pind, for bilisterne kører alligevel lige ud foran dig. Og man bliver let forvekslet med en knallert. Desuden sidder vesten aldrig ordentligt og farven falmer. For øvrigt er vibrations-lys det eneste rigtige, hvis man vil ses i trafikken.
Ej, NU holder du altså. Få nu bare den vest på. Ellers må du have held og lykke på din Black Edition motorcykel. Og i sort jakke, sorte bukser, sorte handsker og med din sorte hjelm, tja, så ber’ du næsten selv om, at ulykken skal ske.
Kører du i den sorte mundering, er du sikkert også biker-typen, der kører både råddent og for hurtigt. Så står de farlige situationer jo i kø lige foran næsen på dig. Og hvorfor tror du i øvrigt, at Politiet kører med selvlysende farver?
Jo, jo. Stik snuden frem med en holdning og få et klap-hat dask.
Meningerne er skarpe, og mon ikke det hænger samme med, at vi er motorcyklister? Vi hylder jo friheden. Og vi vil da selv bestemme, hvilken MC-beklædning vi tager på.
Så vi tager altså ikke imod råd fra bedrevidende og påståelige Facebook-debattører. Gør vi vel?
Påstand mod påstand
Der er ingen tvivl om, at man må mene, hvad man vil.
Så det er selvfølgelig ok, hvis man påstår, at en gul vest kan redde MC-liv. Det skal såmænd nok passe.
Man kan også påstå, at Bagedysten er et spændende TV program. Eller at et godt glas Zinfandel kan redde en halvsej T-bone steak. Det er måske mere tvivlsomt.
Men jeg holder altså med dem, der påstår, at en gul vest ikke gør noget godt for udseendet. Det går ud over stilen.
Jo, det gør.
Lur mig, om du ikke også havde dine overvejelser med hensyn til udseendet, sidst du købte en ny motorcykeljakke. Jeg vil næsten vædde med, at du ikke var fuldstændig ligeglad med, hvordan den så ud.
Mon ikke du sneg dig hen foran spejlet i butikken bare lige for at tjekke, om både pasformen og farven var ok? Måske overvejede du endda, om stilen også passede til din motorcykel og til din måde at være motorcyklist på?
Indrømmet – det gjorde jeg altså, sidst jeg købte ny MC-beklædning. Og jeg vil også gerne indrømme, at jeg ikke har kunnet nænne at tage en gul vest udenpå min yndlings MC-jakke.
For jeg elsker min Belstaff Ariel i farven Racing Red. Den er bare smart og er i al sin enkelthed perfekt til de rolige og sommerlige hyggeture på min Triumph Bonneville.
En gul vest udenpå den ville være helt malplaceret. Som en topboks på en Ducati Panigale. Eller som et stereoanlæg på en KTM Super Adventure.
Når det tager overhånd
Men skal vi ikke bare blive enige om, at en gul vest – uden tvivl – giver større synlighed. Selvfølgelig gør den det. Dermed øger den sikkerheden for den motorcyklist, der har den på.
Og alt hvad vi kan gøre for at minimere risikoen i trafikken, bør vi som udgangspunkt følge. Til glæde og gavn for os selv, vores familie, venner og samfundet i det hele taget.
Men kan man også gøre for meget?
I England ser man fra tid til anden motorcyklister, der har en noget speciel gul vest på. Ja, der er nærmest tale om en udklædning.
På vesten står der nemlig POLITE. Altså en tydelig lighed med den type synlighedstøj som det engelske politi bruger.
Undskyld mig – men dét er altså for meget.
At foregive at man er MC-betjent og dermed påberåbe sig ekstrem opmærksomhed, virker både en smule latterligt og helt ude af proportioner.
Man kunne fristes til at tro, at det bare er for sjov. Men jeg har selv oplevet det flere gange, da jeg en overgang kørte adskillige tusind miles på de engelske veje.
Det så ikke ud til at være en joke mellem venner. Næ, de fleste gange lignede det mest en selvbestaltet demonstration fra en lidt bedrevidende og syrlig motorcyklist, som jeg nok ikke ville have lyst til at køre ret mange fællesture med.
Pænt og samtidig effektivt
Jeg har heldigvis en god motorcykel-veninde. Hun er ret sej og ved lige, hvordan man skal tøjle en Suzuki SV 650 S.
Hun er ret sikker i hendes tøjvalg, og det gælder også, når det kommer til den gule motorcykelvest. Og jeg tror faktisk, at mange motorcyklister vil være enige med hende.
For hun tager vesten på, når risikoen er størst. Altså når hun drager ud på de store veje, eller når sigtbarheden er dårlig. Og det er jeg også begyndt at gøre.
Da jeg tog afsted på årets lange tur til England og Holland, skulle jeg selvfølgelig køre en del kilometer på motorvej. Og da valgte jeg altså at steppe op på synligheden.
Pokker stå i det hvis man blev jordet, bare fordi man ikke blev set. Og hvis jeg af den grund pludselig lå på asfalten og rodede rundt, ville jeg da ærgre mig.
Så jeg glemte mine fordomme om moderigtig stil, og gjorde noget ved det.
Foran på Yamaha’en kom der hvide reflekser på håndbeskytterne, og bagpå fik sidetaskerne en tur med de røde af slagsen.
Min nyindkøbte touringjakke havde gule striber, og jeg toppede faktisk det hele op med en skriggul vest.
Det føltes rigtig godt at have de ekstra foranstaltninger synlige på vej ned ad de tyske og hollandske motorveje. Og den lille smule ekstra sikkerhed syntes som et fint tillæg til også at køre ordentligt.
Gør som du vil
Så jeg kører gladeligt med en gul vest, når jeg tager ud på de mest trafikerede veje. Men jeg har den altså ikke på, når jeg kører søndagstur med 50 km/t ude i Vejle ådal.
Og lur mig – der er nok også mange andre ting, som jeg gør forskelligt alt afhængig af situationen.
Måske er du en af dem, der gerne kører motorcykel i t-shirt og korte bukser, når temperaturen stiger til 30 grader. Og måske synes du så også, at det til tider bare er fedt at køre uden handsker.
Men det kan også være, at du er en af dem, der aldrig ville køre en eneste meter uden at have den helt store MC uniform på. Hellere kampsvede under den skriggule og selvlysende beklædning, end at gå det mindste på kompromis med sikkerheden.
Ak ja. Heldigvis er vi alle frie fugle. Det er jo derfor, vi kører motorcykel.
Så valget er dit, og du bestemmer selv.
Jeg ønsker dig god tur. Nyd friheden.
Og kom sikkert frem.
Du fanger nemt W Moto på Facebook. Tryk her og smid gerne et ‘Synes godt om’ for siden, når du nu alligevel er der.