Kan du stadig huske smagen af nougat-is? Har du engang været beruset i Gammel Dansk? Og har du også engang sunget med på Dire Straights på din egen form for engelsk?
Hvis du kan nikke genkendende til det, tja, så har du nok ca. samme alder som mig.
Og i den alder hopper vi jo ikke på hvad som helst. Vel?
Overvejelser og gode undskyldninger
Så måske har du også været ret skeptisk, når det kom til at få lavet et par formstøbte høreværn til brug under motorcykelhjelmen. For der ER bare visse krogede dele af kroppen, man nu helst holder for sig selv.
Og især processen med at få taget et aftryk af de inderste dele af øregangen, kan jo godt høre til i den kategori.
Desuden: Nu har man kørt MC i så mange år uden problemer, hvorfor så pludselig hoppe med på den galej? Er det ikke meget værre, når man ser de kæmpestore høre-bøffer på hovedet af naboens 17-årige knægt, hver gang han går uden for en dør?
Tvivl og selverkendelse
Min egen tvivl var nu mest baseret på, om sådan et sæt MC høreværn overhovedet ville virke efter hensigten. Jeg har indtil videre kørt med de gule skumgummi-propper, som man lige ruller lidt, inden de kommer i øret.
Ok, den ærlige version: Det har jeg gjort én gang. Kørte derefter 5 km inden jeg stoppede og flåede dem ud af kraniet igen. Det var ikke til at holde ud, syntes jeg.
Siden da har jeg blot ladet støjen fra vinden, maskinen og trafikken være en naturlig del af motorcykelturen. Og jeg har bildt mig selv ind, at min nye Shoei hjelm nok har dæmpet støjen tilstrækkeligt.
Men stop. ‘Det er jo for dumt’, tænkte jeg en dag.
Fortsætter jeg mine motorcykel-drømme om at køre langt og længe, må jeg gøre noget. For jeg kan vel lige så godt erkende, at det bliver den største støjbelastning, som jeg kommer til at udsætte min hørelse for i fremtiden.
Pokker stå i det hvis jeg fik en høreskade. Også selv om jeg er over 50 år.
Aftrykket – helt rolig nu…
Efter den selverkendelse fandt jeg hurtigt mig selv i stolen.
Der kom instruktioner om, hvad der skulle ske. Jeg blev informeret om, at MC-filteret var specielt til os motorcyklister. Et høreværn til musikere har således et andet filter. Og går du på jagt, er det et helt tredje.
Desuden kunne jeg beslutte farven på de færdige propper, og jeg kunne vælge, om jeg ville havde dem i en snor eller ej.
Jeg blev derefter kigget grundigt efter i begge ører, og så var jeg klar.
Sprøjten med materialet der skulle størkne i ørerne kom i brug under kyndig betjening. Og så var det bare at forholde sig i ro. Ingen snakken, nys, smil, hosten eller skæren tænder.
Det tog vel sagtens en 5 minutters tid, men så var jeg også færdig. Afstøbningerne kom ud, og den venlige dame rynkede slet ikke på næsen.
Mine aftryk var nok ikke mere gule end alle andres.
Første testkørsel
Inden længe ankom de færdige høreværn med posten. Jeg åbnede spændt for konvolutten, læste instruktionen og placerede propperne i ørerne.
Pasformen var perfekt. Omhyggeligheden ved afstøbningen var godt givet ud, og jeg glædede mig til at prøve dem på landevejen.
Jeg nåede 300 meter ud af parcelhuskvarteret, inden jeg stoppede. Der var noget galt. Dæmpningen var ikke tilstrækkelig.
Af med hjelmen, og propperne blev forsøgt justeret endnu engang, men de sad jo allerede som de skulle.
Jeg kørte kun en kort tur inden jeg måtte erkende, at høreværnene ikke fungerede helt, som jeg havde forventet. Slukøret (…) troede jeg, at alle skeptikere ville få ret. Det var nok bare noget pjat og sikkert ikke nødvendigt alligevel.
Kontakt til Phonak
Men tilbage i konvolutten fandt jeg nummeret til Phonak. Jeg fik forklaret min oplevelse til en meget opmærksom medarbejder.
Min egen analyse var, at jeg ikke blev udsat for så meget vindstøj som andre motorcyklister. Jeg sad jo bag en vindskærm, og det var mere støjen fra udstødningen, der generede mig.
Medarbejderen godtog uden forbehold min bekymring, og bad mig sende høreværnene tilbage til Phonak, hvor de så ville isætte nogle andre filtre. Kvit og frit. Det skulle afhjælpe mit problem.
Det var en venlig, professionel og yderst kompetent betjening. Så jeg fandt et par frimærker frem.
Anden testkørsel
Der gik kun et par dage, inden høreværnene kom retur. Og så var det selvfølgelig afsted på testtur igen.
Og hvilken forskel. Hvilken komfort. Hvilken ny køreoplevelse. Det var fantastisk.
Jeg kunne stadig høre Triumph’en under mig, og den fede lyd fra udstødningen var stadig en del af lydbilledet. Men nu behersket.
Motorvejsfart føltes overhovedet ikke anstrengende for ørerne, og selv efter et par timers kørsel, var der ingen ubehag ved at have de nye propper i øregangene.
Jeg kunne stadig høre trafikken, og jeg havde ikke problemer med at orientere mig og følge med i, hvad der skete omkring mig. Alt i alt en meget positiv oplevelse.
Pyhh – jeg nåede det heldigvis
Jeg har droppet at spørge mig selv, hvorfor jeg ikke har fået lavet de høreværn noget tidligere. I stedet vil jeg bare nyde, at jeg nu endelig har dem. Både til korte og længere ture.
Jeg er i løbet af ingen tid blevet fuldstændig overbevist. Og har du ikke nogle formstøbte MC høreværn, synes jeg du kraftigt skal overveje at få lavet et par.
Men du skal selvfølgelig kun gøre det, hvis du stadigvæk kan høre noget…
Hej Jacob ,hvad er prisen for sådan et par ørepropper ,og hvor kan man få dem lavet
Hej Henrik
Jeg fik mine som en del af en større gruppe, og kender derfor ikke prisen specifikt. Hvis du også er efter et par fra Phonak, kan du finde deres forhandlernet på deres hjemmeside.
Tak fordi du læser med på Wielandt Moto.
Mvh Jakob