Hey kids, it’s the Missenden Flyer here – hope you’re well.
Det er den velkomsthilsen, der møder dig, hver gang man starter en YouTube video, hvor det er The Missenden Flyer – eller blot TMF – der er afsenderen.
Og den hilsen er der mange der får. Med næsten 200.000 følgere er TMF en af de allerstørste YouTubere, når emnet er motorcykler. Hans følgere kommer fra hele verden, og de kigger gladeligt med, når TMF tester nye MC-modeller, prøver diverse udstyr eller tager på touring.
Navnet på YouTube kanalen stammer oprindeligt fra hans glødende interesse for flyvning og hans bopæl i Great Missenden lidt uden for London.
Nu har kanalen udviklet sig til hovedsageligt at omhandle motorcykler. Men udgangspunktet i det sydøstlige England er stadig det samme.
Området er som taget ud af en Barnaby krimi – og flere afsnit af Midsomer Murders er faktisk optaget i nabolaget. Idylliske landsbyer, snoede veje og hyggelige pubs kendetegner stedet, og som TMF-seer bliver man tit inviteret med ud i dette fantastiske landskab.
Fra fritidsinteresse til fuldtids Youtuber
Jeg møder TMF på en torsdag morgen. Klokken er 8 om morgenen i England, og kaffen damper i krusene på begge sider af Nordsøen.
Hurtigt drejer snakken sig hen på det emne, at The Missenden Flyer nu er blevet et job, og ikke længere blot en fritidsinteresse. Betyder det mon, at den glødende interesse og den oprindelige ’bare for sjov’ tilgang måske kan komme under pres?
Dejligt ærligt lyder svaret, at der selvfølgelig er sket et skifte over tid. Ja, det er naturligvis interessant at forstå, hvilke videoer der får hvilke seertal. For i sidste ende er det jo dét, det handler om. At der er nogen, der kigger med.
Tæt på exit
Men TMF holder begge ben på jorden. Og han glemmer ikke udgangspunktet og er fuldt ud bevidst om, at hans entusiasme ikke må komme i anden række.
Han erkender, at det på et tidspunkt sidste år var tæt på at blive for meget. Alt for mange motorcykeltests, deltagelse i arrangementer og arbejdet med videoerne, bragte ham lidt for tæt på at brænde ud. I hvert fald tæt nok på til at erkende, at han måtte prioritere sit engagement og nedjustere antallet af publiceringer.
Nu har det fundet et fornuftigt leje med 3 ugentlige udgivelser. Og det er en smilende TMF, der understreger, at det passer ham helt perfekt.
Vedholdenhed og motivation
Der må være nogle væsentlige faktorer der gør, at han bare bliver ved. For én ting er at prøvekøre de allernyeste modeller for ens egen fornøjelse. Eller deltage i events eller rejser. Noget andet må være at vedligeholde en lyst til efterfølgende at offentliggøre resultatet.
Og her kommer alle de forventningsfulde følgere for alvor ind i billedet. For den interaktion som det giver at modtage kommentarer til hver enkelt video betyder, at der opstår en sammenhængskraft mellem TMF, og dem der ser med. Og dét tæller åbenbart en del hos ham.
Han fortæller mig, at han denne morgen, ca. en times tid inden vi taler sammen, har offentliggjort en ny video. Allerede 45 minutter senere har han besvaret 50 – 60 kommentarer, så interessen er enorm. Og for TMF betyder det mere end som så, selv om han umuligt kan svare alle.
Men han glemmer ikke hvorfor han startede. Når han sidder på en motorcykel eller kører på touring, så tæller dét allermest. Vær ikke i tvivl. Det handler stadig om en ægte passion for motorcykler. Uanset fuldtidsjobbet som YouTuber.
Så jo: The Misseden Flyer er heldigvis stadig en ægte biker.
Færre motorcykeltests og mere touring
Motorcyklefabrikanterne står i kø for at lade TMF prøvekøre de nyeste modeller. Og han kunne uden tvivl blot gøre det som hans eneste beskæftigelse. Men hvis du følger med på The Missenden Flyver, vil du se, at en række andre emner også finder vej til kanalen.
TMF forklarer, at YouTube kanalen nu har en størrelse, hvor han ikke længere behøver at have så stor fokus på at få flere og flere følgere. Med andre ord er den kritiske masse allerede ombord.
Det betyder, at han bedre kan til- og fravælge de emner, som han ønsker at beskæftige sig med, og som han finder interessante.
Som eksempel finder man stadig den månedlige gennemgang af MCN (et engelsk motorcykelblad i avisformat) samt tips and tricks fra garagen. Og en gang imellem også live-udsendelser på Facebook.
Sidstnævnte finder han ret så udfordrende, og han indrømmer, at han er nervøs, når han er direkte på. Teknikken kan drille og hele set-up’et er naturligvis uforudsigeligt. Men han gør det, når han har lyst.
Mrs. Flyer på bagsædet
Der er ingen tvivl om, at den veltalende og venlige englænder er en fremragende performer. Hans måde at give udtryk for hans meninger og holdninger er så tydelig, at man sagtens kan forestille sig at se ham stå på en scene og fortælle om hans oplevelser på 2 hjul.
Men igen handler det om prioriterede til- og fravalg. At samle måske 40 personer på en pub i Nordengland kunne nok være meget hyggeligt. Men tiden der ville medgå, ville ikke stå mål med, hvad den efterhånden dyrebare TMF-tid ellers kunne blive brugt på.
Online forbindelsen mellem England og Danmark denne morgen får ekstra glød, da TMF fortæller om interessen for motorcykeltouring. Han har det lige som alle os andre bikere, og har instinktivt en liste klar med destinationer, der bare skal besøges.
Alperne, Slovenien, Norge og også Danmark kan sandsynligvis forvente, at The Missenden Flyer kommer forbi. Enten som gensyn eller som nye destinationer. Og med et glimt i øjet fortæller han, at det sagtens kan blive med Mrs. Flyer på bagsædet.
Så følgerne på YouTube kanalen må næste år indstille sig på, at der kommer færre tests og flere turberetninger. Og det bliver sådan på grund af, at TMF nu kan tage sig friheden til at vælge.
De sociale medier på godt og ondt
YouTube, Facebook, Instagram og Twitter. The Missenden Flyer er selvfølgelig at finde på de sociale medier, for det er der, at muligheden for eksponering er til stede.
Og inden alle de fede oplevelser kan videreformidles, forestår der et redigerings- og klippearbejde, som nok ville kunne tage pusten fra de fleste. At lave en YouTube video kræver faktisk en del. TMF betegner det som et nødvendigt onde, men han er selvfølgelig efterhånden erfaren bag computertasterne.
Instagram finder han noget lettere. For der drejer det sig jo mere om en hurtig eksponering af et par enkelte billeder, og dermed kan kontakten til følgerne på den platform nemmere vedligeholdes. Og her måske især til den yngre del af fanskaren.
Facebook og Twitter er også med i TMF’s portefølje af sociale medier, og han er bevidst om, hvem han kan nå og på hvilke platforme. Selv om han gerne nedtoner det en smule, er der ingen tvivl.
Han er professionel.
Den ansvarsfulde YouTuber
Med tæt på 200.000 følgere er The Missenden Flyer en af de helt tunge drenge. Det antal følgere kommer naturligvis ikke af sig selv, og det er kun vedholdenhed og kvalitet i det der udgives, der giver succesen.
Populariteten af TMF på de sociale medier lyver aldrig, og der er nok ingen tvivl om, at det kræver en opmærksom og ansvarsfuld person ved roret. For den øjeblikkelige succes giver selvfølgelig en række muligheder – men måske er der også en anden vinkel, der bør belyses.
For de meninger og kommentarer som præsenteres til tusindvis af følgere, kan vel reelt have en indflydelse på hvilke beslutninger der træffes derude i ’den virkelige verden’?
TMF giver sig god tid til at svare. Og ja, man kan vel godt forestille sig, at hans kommentarer og meninger om diverse motorcykler kan have en indflydelse på, om seerne vælger den ene eller den anden model. Nogle følgere giver i hvert fald udtryk for det. Det samme kunne ske med diverse udstyr og måske endda også touring destinationer.
Men TMF er overbevist om, at hans følgere alligevel er kloge nok til selv at træffe deres valg. Når det kommer til stykket, bruger de nok The Missenden Flyer mest som inspiration, og så er det jo helt ok.
Covid-alarm på kanalen
Han er dog godt klar over, at der følger et vist ansvar med den medieeksponering som han har. Og han nævner et godt eksempel på, hvordan den også kan bruges.
Inden den første nedlukning på grund af Covid19, gik livet videre i England videre som om intet ubehageligt var i vente. TMF modtog dog meldinger fra følgere i Italien, at situationen var helt ude af kontrol, og det kun var et spørgsmål om tid, inden Nordeuropa ville blive ramt.
Han tog opfordringen op, og filmede i huj og hast en video, hvori han advarede om den kommende situation. Det viste sig senere, at den video blev vist mere end 70.000 gange, og han modtog flere positive kommentarer fra folk i sundhedsvæsenet. De gav udtryk for, at han med det indslag via The Missenden Flyer havde hjulpet med en yderst vigtig kommunikation.
The Missenden Flyer på en torsdag morgen
Det var en fornøjelse at tale med TMF, og snakken bekræftede mig i, at han virkelig er den behagelige og humørfyldte englænder, som man også får indtrykket af i hans YouTube videoer.
Der er ingen tvivl om, at der er meget godt i vente fra The Missenden Flyer. Succesen fortsætter, og jeg synes, du skal se med på hans fremragende YouTube kanal.
Og hvem ved: Måske møder du ham og fruen på landevejene engang til næste år.
Hvis du gør, så vær ikke i tvivl: Han er der ikke på grund af hans YouTube kanal. Nej, han er der kun, fordi han er vild med at køre motorcykel.
W Moto er en dansk motorcykel-blog, som du også nemt fanger på Facebook lige her. Med et ‘synes godt om’ misser du ikke det næste indlæg.
1 thought on “Interview: W Moto møder The Missenden Flyer”