Det startede ellers så godt.
Jo, for der havde faktisk kun lydt positive ord om mit valg af en Yamaha XT1200 Super Ténéré som min nye adventure motorcykel.
Og for ganske nylig havde min motorcykel-veninde også rost både min Belstaff jakke og mine Fuel Rally Raid bukser.
Så jeg troede faktisk, at jeg havde alt det rigtige udstyr og dermed the basics right.
Men spørgsmålet meldte sig: Kan det overhovedet lade sig gøre at køre på en adventure motorcykel med en moderne – men også helt almindelig – full face hjelm?
Når jeg kiggede i magasiner, i brochurer og på YouTube videoer, var svaret krystalklart: NEJ.
Kører du på en motorcykel i adventure-segmentet, er du åbenbart NØDT TIL at have en adventure-hjelm på hovedet. Og det havde jeg altså ikke lige fanget.
Reelle fordele – eller bare smart?
Jeg blev nysgerrig for at finde ud af, om det var mig, der var helt forkert på den, eller om der var noget om snakken. Og jeg startede altså med at være ret så skeptisk.
For det giver nok god mening at have en skygge over visiret, hvis man som Itchy Boots konstant kører rundt i blændende solskin et skønt sted derude i den store verden. Og mon ikke også flappen over øjnene kan fange en mudderklat eller to – eller måske en lav gren – på vej gennem junglen.
Men nu kører jeg jo ikke sådan lige rundt i Afrika eller Mellemamerika. Jeg kører måske bare en tur til Ribe og hjem igen. Ville skyggen så ikke kun være til gene?
Jeg tænkte, at vinden nemt kunne få fat og ruske rundt på hovedet. Samtidig ville støjen nok også tage til, og selv om jeg kører med ørepropper, havde jeg umiddelbart svært ved at se de positive argumenter.
Men ok. En adventure-hjelm er da smart, lækker og sej. Den udstråler eventyr, og passer bare til den type maskine.
Det var vist tid til at prøve en.
Ny hjelm køber man da os en forhandler
Jeg gik målbevidst efter hylderne med de blanke og skinnende hjelme. Det var jo et sandt farveorgie, der udspandt sig lige foran næsen på mig, og jeg blev næsten svimmel.
Jeg blev helt i tvivl – havde der været andre svampe end champignon i gryderetten i går?
Men hallunicationerne faldt til ro, da jeg fik øje på en Arai Tour X4. For den farve havde i hvert fald ikke gjort nogen fortræd. Den var halvkedelig mørkegrå med hvide stafferinger, og ville derfor passe til det meste.
Men pyt med farven – det vigtigste var, at jeg kunne få den prøvet. Så jeg trak Beatles-håret tilbage, og fik hjelmen ned over hovedet.
Det første der overraskede mig, var fornemmelsen af mere plads inde i hjelmen. Den virkede meget større end min Shoei, og det var super nemt at tage brillerne på selv med hjelmen på hovedet.
Detaljerne omkring ventilationskanalerne virkede robuste og gennemtænkte, og muligheden for at køre med goggles på en steghed sommerdag syntes også lidt blæret.
Pasformen var spot on, og jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at en Arai Tour X4 var den fedeste hjelm, jeg endnu havde prøvet.
Så jeg tjekkede lige, at jeg havde Dankortet med.
Men jeg blev klogere. For jeg skulle da overhovedet ikke have nogen hjelm med hjem den dag.
Tvunget til nethandel
Man SKAL altså støtte sin motorcykel-forhandler. For ellers er han der lige pludselig ikke den dag, hvor du virkelig har brug for ham.
Og derfor ville jeg da allerhelst have brugt skejserne hos ham den søndag formiddag, og så ville der jo have været hele 2 vindere. Nemlig både forhandleren og mig.
Men sagen var, at min nye Arai Tour X4 skulle være i den farven ‘Vision Grey’. Jeg syntes, den passede perfekt til Yamaha’ens blå fælge, og så var den i øvrigt bare smart med diverse stafferinger.
Den havde de ikke i butikken, og den super-venlige forhandler ville derfor lige tjekke leveringstiden. Og jeg kunne forvente, at den kunne dukke op cirka 7 (skriver: Syv !!) måneder senere.
Jeg sagde pænt tak for oplysningen. Men jeg sagde også nej tak til at igangsætte en bestilling. 7 måneder…. tak for info og tak for kaffe.
Så jeg tog hjem og startede min computer.
2 minutter på Ebay
Og så blev det let. Næsten skræmmende let – og det var som nævnt helt imod mine principper.
Men efter ganske få minutter på PC’eren havde jeg bestilt en Arai Tour X4 i Vision Grey. Inklusiv fragt var den cirka 600 kroner billigere end hos forhandleren, og den blev leveret 5 hverdage senere.
Jeg åbnede spændt kassen, og den spritnye hjelm glimtede til mig.
Jeg nød den uovertrufne kvalitet, og skyndte mig afsted på en prøvetur. Åhh, hvor var den fed.
Alle mine bekymringer omkring turbulens blev gjort til skamme. Skyggen over visiret bidrog ikke til nogle ubehagelige rusk, og det var skønt at opleve den mere rummelige følelse i hjelmen derude på landevejen.
Nu ser jeg frem til den kommende sæson, hvor min Arai Tour X4 for alvor kan komme i brug. Og skyggen over visiret skal forhåbentlig skærme mig mod både sol og lavthængende grene.
Nå ja, for ikke at tale om fluer, myg, regn, sten, støv og klippestykker. Det ER jo en adventure-hjelm.
Det bliver altså en vild tur til Ribe.
PS: Du kan nemt følge W Moto på Facebook – tjek siden her