Efteråret gløder i Wisconsin, USA. Det er den sidste dag i september. Træernes blade har skiftet kulør og står som en vidunderlig kontrast til den dybblå himmel. Helt ekstraordinært er der 28 grader. Holder pause…og det iskolde vand gør mig godt. Men Highway 14 West trækker igen, og jeg vækker Harley’ens store buldrende V-twin til live. Radioen starter pludselig af sig selv med et vildt højt lydniveau, og The Eagles synger ’…you can check out anytime you like – but you can never leave…’ fra Hotel California. Jamen, hvad sker der lige her? Det er jo næsten for godt til at være sandt.
Det var kun et par dage tidligere, at jeg havde booket min leje-motorcykel igennem Eagle Rider. Mine abstinenser for at komme ud på to hjul var store, og da vejrudsigten var så fantastisk for denne ene dag, slog jeg til.
Klar til et stævnemøde
Jeg sendte et par kærlige tanker til min 2008 Triumph Bonneville America, der ikke kunne komme med, da jeg flyttede fra Danmark til Wisconsin USA tidligere på året.
Triumph’en har været min i de sidste 10 år, og har givet mig nogle dejlige oplevelser på de europæiske veje. I de 10 år har jeg aldrig prøvet en anden motorcykel, men jeg tænkte, at det nok ville gå denne gang. Så jeg sprang ud i det. Jeg var klar til mit amerikanske stævnemøde med en 2019 Harley Davidson Road Glide.
Jeg vil indrømme, at jeg var lidt skeptisk for at leje en motorcykel. Og det var ikke bare fordi det var i USA. Det bundede måske mere i, at jeg som udgangspunkt syntes, at en motorcykel er en så personlig ting, at man ikke BARE kan leje en, og så få den samme oplevelse som på sin egen.
Jeg mener – det er jo ikke en bil, vi taler om.
Men min situation taget i betragtning, var det den eneste mulighed for at komme ud at køre. Fint nok, tænkte jeg. Jeg starter med et besøg hos de lokale amerikanske MC-forhandlere, og så lader de mig nok låne en.
Altså bare på mit glatte ansigt, at forstå. For en dags tid, eller så. Men nej, du kan tro nej. Det er en business i sig selv, og de er udmærket klar over hvordan det behov bedst efterkommes.
Leje gennem EagleRider
Jeg blev venligt gennet i retning at Eagle Riders’ hjemmeside, og der tog det mig kun et par klik og nogle få oplysninger fra et Visakort, før jeg havde booket en Harley Davidson Road Glide.
Èn dag med alle forsikringer beløb sig til ca 230 dollars, og selv om jeg udmærket var klar over den rabat jeg kunne opnå ved at indgå en længere aftale, slog jeg til. Det passede lige med den ene pjækdag, jeg havde givet mig selv til rådighed.
Et hurtigt opkald til Harley Davidson forhandleren i Madison Wisconsin fik afklaret, at de havde en Road Glide stående tilhørende Eagle Rider. Jamen, det var jo lige sådan en jeg havde drømt om. Så jeg huggede til i vished om, at det ville blive en stor oplevelse. Og jeg fik ret.
Det var Sue, der stod for det praktiske hos Harley Davidson of Madison. Et hurtigt check af mit danske kørekort og den til dagen tegnede forsikring og så en kort instruktion. Smil og god tur. Vi ses i eftermiddag.
Jeg havde egen hjelm, handsker og jakke med, og gjorde mig klar til at køre. Det er en del af standard lejepakken, at der følger en hjelm med motorcyklen, men den type vil du helt sikkert ikke have på, hvis du vælter.
Så jeg var glad for at have medbragt min egen Shoei, og jeg vil opfordre dig til at gøre det samme, også hvis du flyver ind fra Danmark. Og en full face hjelm passer iøvrigt fint ind i bagagerummet over dit flysæde.
Men hvordan var det nu lige, at Sue havde fortalt mig, at man starter den… Nå ja, det krævede 3 forskellige aktiveringer på styret, men så kørte starteren også og fik lokket de gigantiske stempler i gang.
Tomgang. Wauw. Lyden er fantastisk. Men hold da KÆFT, hvor ER den da også i live. Den vibrerer ikke. Den ryster jo. Gu’ gør den så. Jeg lægger første gear ind med et gedigent klonk, og triller ud på pladsen foran butikken. Ingen dumheder nu. Den er jo næsten helt ny. Stille og roligt. Den er tung over næsen, men det går. Jeg er afsted.
Highway 14 West mod Mississippi-floden
Op i 6. gear og afsted mod vest ad de typiske amerikanske landeveje. Jeg var godt tilfreds med, at landskabet i første omgang var fladt og vejen forudsigelig. Med andre ord kunne jeg i god ro og orden lige vænne mig til Harley’en og dens karakter.
Med ca 90 km/t og godt 2.000 omdrejninger cruisede jeg afsted med et smørret grin. Hvor var det fedt. Jeg sad dér bag den karakteristiske kåbe og følte, at dette virkelig var en milepæl for mig som biker. En drøm der gik i opfyldelse. Min egen amerikanske drøm.
Wisconsin er et landbrugsland, men mod vest i retning af Mississippi floden, ændrer landskabet karakter. Det flade bliver afløst af bløde bakker og endda klippeformationer, og jeg syntes, at jeg blev mindet om min tur til Norge sidste år.
Træer og buske dominerede synsindtrykket på grund af de fantastiske efterårsfarver, og midt i det hele kørte jeg på min Road Glide. Det var jo ubeskriveligt.
Den kolossale men fløjlsbløde Harley
Jeg blev overrasket over motorens gigantiske moment, og den 107ci eller 1.750cc store motor viste for alvor sit værd. Maskinen var som nævnt næsten ny, så jeg kørte respektfuldt med moderate omdrejninger, men motoren føltes overraskende let og kvik og klar til mere sjov, end jeg bød den op til. Vibrationerne var blevet afløst af en blød gangkultur, og gearskiftet føltes nu let og ubesværet.
Der var næsten ingen trafik på de kurvede veje, og Harley’en fik lov til at dreje lidt. Den føltes agil og stod godt fast, og når overfladen bød på huller og ujævnheder, blev de fint opslugt af den velvillige amerikaner.
Jeg må nok indrømme, at det var mig, der satte lidt konservative begrænsninger for udfordringerne. Men jeg blev mere modig som kilometerne gik.
På et tidspunkt kom jeg lidt for stærkt ind i en højrekurve, hvor det altså bare drejede mere end jeg havde regnet med. Samtidig havde solen endnu ikke tørret asfalten, og jeg kom pludselig til at tænke på den ’næse-tunge’ følelse jeg havde haft, da jeg trillede ud fra forhandleren.
Harley’en lå dog klippefast, og fik mig ubesværet igennem, og videre gik det mod Mississippi floden.
Great River Road
Great River Road er 4.800 km lang og følger Mississippi floden gennem 10 amerikanske stater fra Minnesota i nord til Louisiana i syd.
Det er en legendarisk rute, der tager den rejsende gennem det skønne landskab langs den enorme flod. Jeg krydsede over til staten Iowa via en af de markante stålbroer, hvor også kørebanen er af stål.
Under mig kunne jeg se en af de karakteristiske turbåde ligge ved kaj og vente på den næste gruppe af turister. Jeg var der dog ikke for nogen sejltur. Jeg rundede derimod dagens første 250 kilometer, og fandt en restaurant lige ned til flodbredden.
Svedig krængede jeg Belstaff jakken af, drak grådigt min coke og spiste en ’Riverside Burger’.
Tilbage til Wisconsin
Det blev til ca. 40 km langs floden på Great River Road, inden jeg igen befandt mig i Wisconsin med kursen østpå. Tiden var så småt ved at blive en faktor for min dagstur, for Harley’en skulle jo leveres tilbage i Madison inden lukketid. Landskabet ændrede sig igen, og på den flade dobbeltsporede Highway, lod jeg maskinen strække lidt mere ud.
Ubesværet gik det med ca. 130 km/t, og igen blev jeg imponeret af de kvaliteter som Harley’en viste som en ægte tourer. Stabilt og urokkelig åd den kilometer efter kilometer.
Hvis det havde været min egen, ville jeg nok have valgt et højere kåbeglas, for vindtrykket på hjelmen var markant og nok trættende i længden. Men herregud, altså….
Kø på indfaldsvejen. Stress, stress. Føj, det er varmt. Flyt dog den kæmpe Peterbilt truck – jeg har altså en Harley der skal leveres tilbage om 15 minutter. Og den skal i øvrigt tankes først. C’mon. Move!!
’Var det en god tur?’ spurgte Sue. Hun smilede og tjekkede med et rutineret blik, at Harley’en var ok efter dagens 450 kilometer.
Hun så dog en smule overrasket ud, da jeg ærligt svarede, at dagen simpelthen havde været en af de allerbedste i alle de år, jeg havde kørt på motorcykel.
Forelsket i en buttet amerikaner
Jeg nød hvert minut af mit amerikanske stævnemøde. Det var fantastisk og en drøm, der gik i opfyldelse. Tænk sig, at der ikke skulle mere til.
Én dag i USA med en Road Glide var nok til at blive forelsket i den buttede amerikaner, og samtidig blive overbevist om, at det er helt ok at leje en motorcykel.
Det var trygt og sikkert at leje gennem Eagle Rider. Jeg satte pris på, at den næsten spritnye motorcykel stod klar til mig da jeg ankom om morgenen, og at der igen var fuld fokus hos forhandleren, da jeg returnerede maskinen om eftermiddagen.
Jeg vil ikke have nogen betænkeligheder ved at indgå et længere lejemål og køre væsentlig længere. Og man kan jo sagtens aflevere maskinen ude på vestkysten. Hmm – måske jeg allerede nu skulle tjekke kalenderen for den kommende sommer.
PS: Klik her hvis du har du lyst til at læse mere om min oplevelse med Harley’en.
1 thought on “Leje af Harley Davidson i USA”