Sig mig, hvorfor hilses, kigges og smiles der mere til kvindelige motorcyklister end til os mænd?
Jeg har en god veninde, som jeg har kendt i flere år. Når vi mødes, nyder vi hinandens selskab med en masse snak, kaffe og en enkelt øl. Vi snakker om løst og fast, og kloger os gerne på livets store og små forhold.
Med andre ord: Vi gør nøjagtigt lige som så mange andre venner normalt gør, når de mødes. Der er dog én ting, der åbenbart ikke er helt så normalt: Hun kører motorcykel.
Superskarp i røg og damp
Hendes motorcykel er en ret så markant Suzuki SV 650. En sportscykel der ikke bare ser hurtig ud. Den er det også, og den lyder lige så skarp, som man kan forvente af de eftermonterede og blankpolerede udstødningsrør.
Den kan få min Triumph Bonneville til at stå helt stille, hvilket tydeligt ses, når vi af og til fornøjer os med et lyskryds drag-race. Suzuki’en har ingen sidetasker eller andet overflødigt halløj, og ifølge chaufføren er den ret så kontant styrende og desuden halvhårdt affjedret.
Vi kører en tur når det lige passer, og når vejret er til det. Bare sådan en 3–4 timer så weekendens andre gøremål også kan nås. Der plejer at være et mål for turen, og der er tit en lille forplejning med – transporteret i Triumph’ens sidetasker, naturligvis.
Når vi kører gennem trafikken, er der jo ingen der kan kende os bag læderdragt og hjelm. Vi kan så køre som det passer os, og fra tid til anden kan der være lidt anklagende og stålsatte blikke fra både haveejere og søndagsbilister der måtte mene, at vi larmer måske lige vel rigeligt.
En kvinde bag hjelmen
Men når vi parkerer maskinerne og tager hjelmene af, sker der noget. Altså ikke med os, for vi smiler jo altid over det netop tilbagelagte stykke asfalt. Nej, der sker noget med de bilister vi møder på p-pladsen. Venlighed – smil – hej, hej og anerkendende nik.
Især fra midaldrende bilister der måske aldrig selv har prøvet at køre motorcykel. Og det er både fra kvinder og mænd. Der er en form for respekt i luften og til tider en anelse misundelse rettet mod os. Eller rettere: Mod min veninde.
Det er åbenbart stadig ret specielt, at kvinder også kører motorcykel. Det er tydeligt på p-pladsen, at det endnu opfattes overraskende, når kvinderne blot sadler op og drøner afsted på deres højlydte maskiner på nøjagtig samme vis som vi mænd.
Ok indrømmet – min veninde ser da både sej og godt ud i sin køredragt, men jeg oplever ikke, at det er udseendet der overrasker dem, vi møder. Det er mere forbløffelse over det faktum, at det rent faktisk er en kvinde, der styrer sin egen motorcykel.
Det er der åbenbart mange ikke-bikere, der synes er overordentligt spændende. De er tydeligt overraskede over, at kvinder selvfølgelig også kan have lyst til den type fritidsinteresse. Hmm, jeg forstår det ikke…. Vi er jo for pokker i 2020’erne.
Jeg mener: Oplevelsen er da den samme. Vi bliver nøjagtig lige våde når det regner, og vi bliver lige stegte i læderjakken, når solen skinner på en varm sommerdag. Vi glæder os over de samme fede sving, og de mange oplevelser på 2 hjul.
Kvinderne styrer
Men jeg kan konstatere, at der stadig mangler en del, når det kommer til naturligheden af, at kvinder SELVFØLGELIG også kan flyve en kæmpestor Boeing 747 over Atlanten, være professionel dartspiller eller køre på den sejeste motorcykel – og samtidigt gøre det godt. Og til tider måske endda en smule bedre end vi mænd, selv om vi ikke er meget for at indrømme det.
Nå, men min veninde hilser pænt igen på de overraskede bilister på p-pladsen. Og så jorder hun dem allesammen eftertrykkeligt, når vi kommer ud på asfalten igen.
Så kan de lære det, kan de…
PS: Du kan nemt følge W Moto på Facebook – så ser du også den næste udgivelse. Tjek siden her