MC sæsonen 2020 – dét der aldrig blev fortalt

Jeg har parkeret. Sluttet sæsonen og kørt i garage. Og støttefoden vil således være fuldt beskæftiget i de kommende måneder.

Ny-serviceret, fuldtanket og nypudset står Triumph’en og venter på forår og nye eventyr.

Det har på mange måder været en fantastisk sæson, og nogle af oplevelserne har jeg delt her på Wielandt Moto. Men der er også nogle, der har været fortiet – indtil nu. Men nu skal det være.

Jeg går til bekendelse i dette fortrolige forum. For du skal da have hele historien om 2020.

Byttepris og planer om en ny Kawasaki

Det begyndte allerede inden saltet var af vejene. Som alle andre kunne jeg næsten ikke vente på, at 2020 sæsonen skulle starte. Jeg fandt lidt trøst i at bygge en MC garage, lægge touringplaner og overveje nyt udstyr. Men det var en hård tid.

Så jeg hoppede i bilen og kørte en tur til Kolding MC. Og dér i det dejligt opvarmede og kæmpestore udstillingsareal, stod den nypudset og badet i spotlight. Indbydende og lækker. Sporty og frisk.

En spritny Kawasaki Versys 650.

Jeg satte mig op, og forestillede mig uden besvær, hvordan den kunne fragte mig rundt i ind- og udland i de kommende mange sæsoner. Indfarvede sidetasker, god siddehøjde og sikker samlekvalitet hjalp yderligere til at overbevise mig.

Prislappen på ca 100.000 kr syntes attraktiv, og så gjorde jeg det: Jeg bad om en byttepris, hvor Triumph’en indgik i handlen. Den fik jeg, og den var fair og realistisk.

Og så købte jeg den – næsten. Jo, det VAR faktisk super tæt på en handel.

Men så mærkede jeg efter endnu engang. Og inderst inde vidste jeg jo godt, at Triumph’en ikke var til salg. Den er og bliver en keeper.

Det kan godt være, at jeg engang skal have en Kawasaki Versys 650. Men Triumph’en skal da aldrig sælges. Stop det, Jakob.

Da det var RIGTIGT tæt på at gå galt

Årets lange tur gik til Tyskland. Jeg havde intenst fulgt med i vejrudsigten i dagene op til afgang, og det så forfærdeligt ud.

Og det var det jo også, da dagen endelig kom. Det væltede ned med regn, og jeg måtte iføre mig regntøj og overbevise mig selv om, at det alligevel ville blive en alletiders tur.

Men afsted kom jeg. Jeg kørte vestpå for at følge hovedvejen til grænseovergangen ved Sæd. Den rute tog mig forbi Ribe, og videre ned mod Tønder. Og det var lige her det skete.

Møgvejret fik mig til at krybe sammen. Jeg blev kold og langsomt mere og mere uopmærksom. Accepterede at visiret duggede lidt. Fulgte bare trafikken, der i en lang slange bevægede sig afsted med 70 – 80 km/t.

Og så holdt de alle sammen pludselig stille foran mig. Røde bremselys lige i fjæset. Panik, PANIK!!

Jeg nåede lige at tænke, at hvis jeg blokerede forhjulet, ville jeg vælte. Jeg ville kure hen af asfalten og først stoppe, når jeg var blevet tvangsfodret med konsistensfedtet fra kuglehovedet på et vådt og møgbeskidt anhængertræk. På en Toyota Yaris, gudhjælpemig.

Jeg ville gå ned med et brag på grund af uopmærksomhed, manglende ABS og dumhed. På et split-sekund. Bang!

Og det ville KUN være min egen skyld.

Men jeg holdt med nød og næppe balancen. Fik stoppet 2 centimeter fra bilen foran. Med puls 160 og endnu en lærestreg i bagagen. Pyhh.

Ind og ud af Sky Loungen

Måske kan du huske, at foråret bød på mange gode solskinstimer. Sæsonen blev kick-startet, og jeg var klar.

I år var mine forberedelser ikke kun koncentreret om Triumph’en, for jeg havde fundet hammer og sav frem. Over flere uger fik jeg bygget en ny isoleret garage til MC’en, og i et øjebliks storhedsvanvid, døbte jeg den Sky Loungen.

Det skyldtes et ovenlysvindue, som jeg havde tiltusket mig. Det sad nu og lod solens stråler give et dejligt lysindfald i rummet. Åhh, hvor skønt.

Men man skal vænne sig til alt. Det omfatter også den øvelse, at få sin motorcykel ind og ud af garagen eller skuret. Uden skrammer.

Så da de førnævnte solskinstimer kaldte os motorcyklister ud på vejene, var det tid for mig at starte netop den øvelse. Men det gik ikke så godt.

Lige da jeg troede jeg var blevet god til det, lykkedes det mig at skrabe den venstre sidetaske mod karmen. Hårdt og med vægt bag fejlen.

Den læderbetrukne glasfiberkasse kunne selvfølgelig ikke modstå den behandling, så der gik hul på beklædningen.

Taskerne var helt nye. Jeg ilede til med superlim og fik det lappet. Men det er og bliver et synligt sår. Et ar.

Det kan godt ses, og vil altid minde mig om den gang, hvor jeg indviede den nye MC-garage. På den dumme måde. Øv.

Da jeg alligevel ikke turde

Mange virksomheder har efterhånden en ret sund sikkerhedskultur. Det omfatter, at man faktisk siger til, når man ser noget, der ikke er i orden. Eller noget der lige er ved at gå galt.

Det samme burde være en helt naturlig regel, når vi motorcyklister mødes. Vi flokkes jo gerne om ishuse, havnecafe’er og pølsevogne. Og så sparker vi dæk.

Og hvis man så ser noget der potentielt kunne medføre en ulykke, har vi vel et ansvar for at sige til. Lige som når vi er på arbejde.

Men jeg fik det alligevel ikke sagt, da det kom til stykket. Altså den gang i det tidlige forår, da motorcyklen herunder trillede forbi mig på en p-plads.

Nej, jeg var bare ikke hurtig nok. Selv om fejlen er så tydelig.

Det bagdæk er jo helt nedslidt.

Nå, men jeg håber, det hele alligevel gik, som det skulle. At de også fik en god MC sæson.

Og det var så mit motorcykelår 2020, og jeg fik hermed lettet mit hjerte. Dejligt.

Åh, hvor jeg allerede glæder mig til 2021.