Det årlige gensyn
Vi kender hinanden nu. Ikke så meget at vi er begyndt at kede hinanden – slet ikke. Men bare lige nok til, at alle sanser er i spil, når vi mødes. Jeg er helt vild med det. Og det er egentlig mærkeligt, for det er jo bare et stykke vej.
Men den er god nok. Hver gang det bliver forår, og solen for alvor kommer frem, så skal jeg afsted. Til Fyn. Ned ad den der krogede Vestkystrute. Allerhelst på netop den dag hvor temperaturen for første gang nærmer sig 20 grader. Så er jeg klar med min nypudsede Triumph Bonneville America.
Turen starter altid på samme måde. Over den Gamle Lillebæltsbro, forbi ishusene og til højre mod syd, så snart muligheden byder sig. Ned langs kysten.
Engang blev der fanget marsvin i den første bugt, man ser. Ikke som hyggefiskeri. Nej, de små hvaler blev lokket ind på det lave vand, så de nemt kunne fanges. Spækket blev anvendt til lampeolie. Det var nødvendigt dengang, men stadig ret bestialsk at tænke sig.
Nu holder der en gul Harley parkeret i vandkanten, og der vinkes ivrigt tilbage og spises medbragt frokost. Det midaldrende par fortærer madpakken, mens duften af tang blander sig med en let kølig brise ude fra Lillebælt.
Idyllen tager til
Vinden er på næsen, da jeg stikker sydpå. Triumph’en lyder veltilpas og er som skabt til disse veje. Et dejligt moment sørger for at småbakkerne neutraliseres ved et minimalt drej på højre hånd, og 2.500 til 3.000 omdrejninger passer jo altid. Uanset gear. Både med hensyn til hastighed og også med lyden fra de næsten lovlige potter.
Omgivelserne bliver mere og mere idylliske. Stokroserne lader selvfølgelig vente på sig, for det er kun tidligt i april. Men æbleplantagerne synes allerede klar til endnu en gang bier og blomster – akkurat ligesom sidste år. Bindingsværkshusene bliver stadig flere, og de små veje følger på fineste vis det skønne landskab.
Det var garanteret lige her, at ’Hist hvor vejen slår en bugt’ blev skrevet. Eller måske endda ’Der er et yndigt land’. For der er smæk for skillingen, når det kommer til pusse-nusse effekten.
Men pludselig skifter landskabet karakter. Lige syd for Assens skal der heldigvis både drejes, geares ned og accelereres, da vejene omkring Torø Huse åbner sig. Nu skal der strækkes ben og yeehaaa, hvor det går.
Vejen til halvøen Helnæs ligger på en dæmning, og det er spektakulært at køre med vandet så tæt på begge sider. Jeg har det hele for mig selv, og benytter muligheden for at tage mig god tid og nyde den specielle vej. Havet glimter blåt, halvøen er badet i skarp forårssol, og jeg tager selvfølgelig lige en runde.
Det skræmmende vasketøj
Jeg vapper hjemover og sidder bag styret og funderer lidt: Alle motorcyklister i Danmark skulle have mulighed for at køre denne rute. Det burde faktisk være obligatorisk, for der er så uendeligt smukt, og de små veje forkæler selv den mest forventningsfulde motorcyklist.
Jeg kommer i hvert fald tilbage igen, når det bliver sommer. Så håber jeg, at solen vil skinne på de blomstrende grøftekanter, og at Jerseykøerne vil stikke mulen dybt ned i det saftige fynske græs.
Jeg smiler også over endnu en pudsighed. Folk på Vestfyn tørrer åbenbart rigtig gerne deres vasketøj udendørs, når muligheden byder sig. Jeg så det flere steder. Dejligt, skønt og selvfølgelig helt forståeligt.
På et tidspunkt kørte jeg dog næsten i zig zag mellem kæmpestore blafrende undertøjsdele der – helt og aldeles in-your-face – hang til tørre. Hvem ved, måske var det bare skiftedag til en væsentlig mindre bastant sommer-kollektion. Man kan håbe.
Men ellers er det helt rigtigt hvad der siges:
Fyn er fin.
