Bum.
Trækassen lå gudhjælpemig lige midt i overhalingsbanen på den tyske autobahn.
Træsplinterne viste med al tydelighed, at den var blevet tabt i den modsatte vognbane, var fløjet ind over autoværnet i midten og lå nu direkte foran mig i min kørebane.
Og den udgjorde altså ikke en uvæsentlig forhindring. Den målte ca. 2 meter i længden og nok en meters penge på de andre led. Så det var en ordentlig krabat.
Jeg kørte godt 120 km/t og var i gang med en overhaling af en lastbil, da jeg konstaterede, at det således var tid til at kaste anker i en hulens fart. For sådan en klods 300 meter forude kommer altså hurtigt tættere på.
Heldigvis skete der ikke noget, og jeg zig-zaggede mig igennem. Trafikken bagved nåede også at bremse op, så det hele endte i fred og fordragelighed.
Expedition Kefir kunne således fortsætte ufortrødent sydpå, men kaffekoppen rystede dog en smule under det efterfølgende stop i en tidligere østtysk landsby. For hvad nu hvis jeg havde været 5 minutter tidligere afsted?
Måske var det ikke helt skævt dét der med at køre efter forholdene og holde lidt igen med hastigheden. Også på sådan en længere MC tur til Italien.
Men humøret var dog stadig højt, og Yamaha’en havde mod på meget mere. Så afsted det gik.
Løgnen om Kaiser-wetter
Østrig viste sig fra den absolut værste side. Altså vejrmæssigt.
For der var intet i vejen med skisportshotellets værelser eller morgenmad, og det skortede heller ikke på gode tanker og fromme ønsker fra den herlige hotel-mutti. Men realiteterne måtte ses i øjnene, da tandbørsten igen kom ned i den ene sidetaske, og det var tid at sætte sejl mod syd.
Regnen væltede ned. Og det krævede overvindelse at skubbe min fantastiske Yamaha XT1200 Super Ténéré ned fra centralstøttebenet og trille ud i styrtregnen fra den tørre plet under halvtaget.
Og tro det eller ej: På denne morgen midt i maj foreskrev Grossglockner Hochalpenstrasse stadig snekæder på 4-hjulede køretøjer, så TomTom’en måtte komme op med et værdigt alternativ.
Godt nok er Expedition Kefir klar på de fleste udfordringer, og det er helt ok med et bump eller to på ruten. Men der må altså gerne være noget, der bare minder om en farbar vej.
Det lykkedes at finde en tunnel under Alperne, og som et mirakel spredtes skyerne på den anden side, og temperaturen steg. Ikke meget, men trods alt nok til, at varmehåndtagene kunne slukkes.
Euforien indfandt sig en times tid senere, da de første bjergtoppe i Dolomitterne dukkede op i horisonten. Væk var de østrigske kuldegysninger og tvangstankerne om generøs indtagelse af varm 80% Stroh rom.
For nu skulle der slides dæksider.
Det går rundt, op og ned
Lad os lige få noget på plads.
Jeg har tidligere kaldt Norge for verdens bedste motorcykeldestination. Og med god grund synes jeg, for det er godt nok svært at forestille sig noget bedre.
Men der findes et motorcykel-paradis, der er endnu vildere, mere spektakulært og ganske fantastisk. Du skal blot bevæge dig godt 1.300 km sydpå.
Altså, Dolomitterne var bare for lækre. De dramatiske bjerge rejste sig i et råt og storslået skue, der blæste mig bagud på komfortsædet fra Touratech.
Yamaha’en blev smidt op ad de krøllede bjergsider og svarede igen med velvillighed og en glubsk appetit, som var den en agil sportsbike. Den flere hundrede kilo tunge og fuldt lastede motorcykel føltes slet ikke gumpetung, og køreoplevelsen var dejlig intens.
Jeg mindede mig selv om instruktionerne fra forårets køretekniske kursus med MC Sikkerhed. Balance, kontrastyring og se helt igennem svingene. Det virkede perfekt.
Åh, hvor jeg havde en fest på de kringlede bjergveje.
Og jo jo. Expedition Kefir handler nok om at finde de mest interessante mejeriprodukter i Europa, men selve rejsen på motorcyklen er også super vigtig.
Det var turen gennem Dolomitterne på Yamaha’en et godt eksempel på, og oplevelsen var i særklasse.
Parmigiano Reggiano – den ægte parmesan
Møgvejret kom endnu engang snigende nordfra, og regnvejret gjorde turen forbi Garda-søen, og videre ned over Po-sletten, til en våd omgang. En heftig mængde vejarbejde toppede det hele op, og jeg hang lidt med skuffen hen på eftermiddagen.
Tæt på dagens slutdestination ved Parma, klarede det dog en smule op. Og da den snoede landevej pludselig tryllede 15 Ferrarier frem på en lang række, steg humøret markant.
Det blev endnu bedre, da jeg kort efter passerede et par mejerier, der tydeligt skiltede med deres produktion af parmesan-ost – eller som osten retteligt hedder: Parmigiano Reggiano.
Og herefter tog turen en ny drejning.
For pludselig handlede det ikke længere om at æde kilometer. Næ, nu kunne smagssanserne tilfredsstilles med nogle af verdens bedste oste, og menukortet på aftenens restaurant viste det med al tydelighed.
For en osteanretning på disse kanter fås som en forret – ikke som dessert. Og jeg slog til så snart, den mulighed bød sig.
Skinke og ost
Lad det være sagt med det samme. Området omkring Parma er et paradis for livsnydere, der sætter pris på god mad og drikke.
En gåtur rundt i Parma efterlod ingen tvivl om, hvor stolte og bevidste områdets indbyggere er for deres lokale fødevare-skatte. De mange små og idylliske gader bugnede med delikatesser, hvor skinkerne hang side om side.
De store ostehjul blev også præsenteret med stolthed, og desuden var hylderne fyldte med den skønneste italienske vin. Det var fantastisk at opleve.
Så det var virkelig synligt, at Parmigiano Reggiano er meget mere end blot en dejlig ost. Man forstår hurtigt, at den er dybt forankret i den lokale historie og kultur, og at osten har været en kilde til stolthed i området i århundreder. Det er italienerne meget bevidste om.
Og den bruges ikke kun i lokale retter som den berømte risotto alla parmigiana eller pastaretter, for den eksporteres også langt ud over Italiens grænser og betragtes jo reelt som en af de fineste oste i verden.
Mamma Mia…
Giv tid, giv tid
Nu hvor Expedition Kefir var nået 1.500 kilometer ud i verden, var det tid at opsøge de lokale mejerier. Jeg var forventningsfuld og håbede, at jeg måske kunne få et smugkig ind i de hellige haller.
Det var idyllisk at trille rundt på motorcyklen i det bakkede landskab syd for Parma, og jeg gav mig god tid. Nøjagtig ligesom ostene på lagrene.
De mest lagrede udgaver af Parmigiano Reggiano bliver nemlig modnet i 36 måneder, inden de frigives til salg. Altså 3 år med italiensk kærlighed, pleje og omsorg. Hvad kan man forlange mere?
Jeg havde håbet at kunne komme med på en guidet rundtur på et af de lokale mejerier. Det lykkedes dog ikke, men jeg fik et kig ind i hjertet i et af mejerierne.
De karakteristiske kobberbelagte ostekar stod rengjorte og klar til morgendagens produktion. Åhh, mere autentisk kunne det jo ikke blive. Det var lige før, at jeg fældede en lille tåre.
Af glæde, forstås.
Hit the road, Jack
Så gik det nordpå igen på E45 fra Modena og med frokost lige før Brenner-passet. Farvel til Italien i denne omgang og goddag til endnu en gang møgvejr i Østrig.
Yamaha’en var dog i sit es, og jeg var imponeret over alt, hvad den maskine tilbød af power og pålidelighed. Jeg klappede den stille på tanken som tak for dagens tur, da jeg indlogerede mig på et lille hotel i regionen Allgäu i det sydligste Tyskland.
Jeg var tidligt oppe næste morgen, for Expedition Kefir er jo en krævende affære. Og mejerister sover altså ikke længe, når mejeriet kalder.
Målet var det lille lokale mejeri Sennerei Lehern.
Allgäu – genau, genau
På mejeriet produceres der et bredt udvalg af Allgäu-oste, og der var ingen tvivl om den passion og lidenskab, der blev lagt bag. Og der var susende travlt i det tilhørende mejeriudsalg.
Udvalget præsenterede mejeriets fabrikation på bedste vis, og det samme gjorde den kvindelige ekspedient. Hun stod med rødmossede kinder i det kølige rum og delte velvilligt ud af smagsprøver, alt imens kunderne ivrigt langede deres euro-sedler den anden vej over disken.
Allgäu Bergkäse og Allgäu Emmentaler var de to mastodonter i køledisken, og jeg fik mulighed for at smage dem begge. Begge oste har – ligesom den italienske parmesan – det eftertragtede BGB-mærke; altså en “Beskyttet Geografisk Betegnelse”.
Ostene må kun produceres i Allgäu-området, det er kun den lokale mælk, der må anvendes, og der er også krav til foderet, som køerne får. Så alle ingredienser til en god smagsoplevelse var til stede.
Og jeg blev ikke skuffet.
Jeg fik også mulighed for at tale med en af mejeristerne, der arbejdede på ostelageret. Vi fik en snak om den daglige håndtering af de store tunge oste, og hans engagement var umiskendeligt.
Så det er altså ikke kun BMW’er, de kan finde ud af at producere i Sydtyskland.
Den Hellige Mælke-gral
Det var en touring-beskidt Yamaha, der trillede ind i indkørslen et par dage senere. De østrigske vandmasser og italienske småveje havde sat deres synlige spor.
Men endnu en gang havde Expedition Kefir været en kæmpe succes. Rejsen havde budt på alt, hvad jeg havde håbet på. Fantastiske landskaber, skønne køreoplevelser og ikke mindst: Ost til jeg revnede.
Det var så tydeligt for mig, at Parmigiano Reggiano stadig er et symbol på kvalitet, håndværk og tradition i det nordlige Italien. Dens historie og arv er blevet bevaret gennem generationer, og osten er og bliver en uundværlig del af Norditaliens rige kulinariske palette.
Så Parmigiano Reggiano, den ægte parmesan-ost, blev med allerstørste selvfølgelighed optaget i Den Hellige Mælke-gral. Der kan den så hygge sig sammen med Stilton-osten fra England og Rygeosten fra Fyn.
De tyske kvalitets-oste fra Allgäu klarede ikke skærene i denne omgang. Når en ost hedder Emmentaler, må den uden tvivl skulle sammenlignes med den ægte vare fra Schweiz.
Og det betyder heldigvis, at det bliver nødvendigt med en ny rejse med Expedition Kefir.
Jeg tror, at jeg lige så godt kan finde Europakortet frem med det samme…
PS: Indtast din email i feltet herunder, så får du en hilsen næste gang, der er nyt på W MOTO.
Du kan også besøge W MOTO på Facebook, og du finder siden her.