Heldige mig.
Måske er det blot øjnene der ser, men jeg synes altså, at jeg har det med at møde de sejeste kvinder, hvor jeg mindst burde gøre det.
Bevars – der findes da herlige kvinder rundt i hele verden, men alligevel. Blot som eksempel var jeg da ret overrasket over, at det også skete på en p-plads i Norge sidste år.
Og nu var jeg så heldig igen.
Jeg var afsted på de fedeste grusveje, du kan tænke dig. Kilometer efter kilometer i det skønneste landskab. Vejret var godt. Og min Yamaha Super Ténéré kørte som en drøm.
Jeg mødte hende langt ude i Søhøjlandet syd for Silkeborg. Jeg vidste godt, at der var dejlige køreoplevelser i vente den dag, men jeg havde godt nok ikke regnet med hendes opfordring.
Og jo, jeg gjorde da, som hun foreslog. Og jeg har ikke fortrudt det siden.
Igennem landsbyen og så til højre
Lidt sydøst for Nr. Snede ligger landsbyen Klovborg. Den gør såmænd ikke det store væsen af sig, men jeg brugte byen som gateway ind til den sydlige del af Søhøjlandet.
Og man skal ikke ret langt ind i det bakkede landskab, før miljøet ændrer karakter. Husene og landstederne bliver mere velplejede, og vejene snor sig spændende og byder dig velkommen. Især på motorcykel.
Jeg havde egentlig ikke planlagt ruten men kørte lidt på det indre kompas. Og så sker det jo, at man bliver belønnet.
Jeg kørte ind på nogle skønne veje, der smøg sig rundt om henholdsvis Stigsholm Sø og Halle Sø. Så udsigten fejlede ikke noget. Men det var ikke det bedste.
For de var perfekte grusveje og rent guf for min T12’er. Jeg kørte stille og roligt og nød, at Danmark også byder på den slags køreoplevelser.
Næste stykke med grus fandt jeg lidt længere mod nordvest, og området ved Torup Sø skuffede ikke. Og det var en fed oplevelse at stå der i fodhvilerne, og mærke motorcyklen danse sig igennem det løse underlag.
Idyl på steoider
Jeg passerede Vrads og besluttede mig for at finde en kop kaffe i Bryrup. På vejen dertil lykkedes det endnu engang at finde en offentlig grusvej, der lige gjorde, at smilet blev endnu større bag hjelmen.
Det sandede underlag førte mig forbi Kvindsø og ind til Bryrup. Pausen blev brugt på en lunken automatkaffe til 25 kr koppen og et forsøg på at skaffe lidt lokalt overblik i Google Maps.
Netop dette område i Søhøjlandet bugner nemlig af vanvittig idyl og spektakulære udsigter. De flotteste vejstykker minder nemt om svenske dale og bakker, og der er mange fede køreoplevelser.
Jeg kunne slet ikke få nok og begav mig ud på mere grus. Og der ER bare noget ved at køre væk fra alfarvej og komme derud, hvor man har det meste for sig selv.
Eller næsten for sig selv.
For det var der, jeg mødte hende.
Yamaha’en blev den lille
Jeg havde fundet dagens nok smalleste grusvej. Og den mest bakkede.
Den førte mig forbi flere ikoniske huse og landsteder. De var velholdte og med perfekt trimmede haver.
Skovtykninger afbrød med jævne mellemrum de åbne stykker, og det hele blev krydret med flotte udsigter over mark og eng.
Pludselig kom hun ridende imod mig på en monster-hest. Jeg trak ind til siden, og slukkede for Yamaha’en. Det var dog som om, at den gav sig lidt i fjederne hver gang hesten tog et skridt, selv om den stadig var 50 meter borte.
Jeg ved egentlig ikke, om jeg var mest bange for den kvindelige rytter eller hesten. Begge kunne jo reagere på hver deres måde, hvis de ikke syntes, jeg var velkommen.
Hun stoppede op og takkede for, at jeg tog hensyn. Sagde med et smil, at så måtte jeg meget gerne køre på ‘hendes’ offentlige vej.
Vi snakkede og blev enige om, at Danmark var allersmukkest netop her, og at naturoplevelsen sagtens kunne nydes på forskellig måde. Og altså både på hest eller på motorcykel.
Beboerne langs vejen havde dog haft uheldige episoder med en udenlandsk off-road MC klub, der havde kørt ræs. Men det havde de fået styr på. Hun havde nok pudset dræber-hesten på dem, tænkte jeg.
Kom man her, skulle man dælme opføre sig ordentligt. Jeg gav hende selvfølgelig ret. Og hesten kiggede mig forøvrigt lige i øjnene, mens jeg sagde det.
Sæsonens bedste opfordring
Den midaldrende – og ganske velplejede – rytter overraskede endnu engang. For hun spurgte, om jeg var stedkendt i området, hvilket jeg måtte svare nej til. “Så hør godt efter” sagde hun.
Med gestikulerende fagter sad hun der slank og rank i sadlen godt 2 meter over jorden og forklarede mig, hvor jeg kunne finde endnu en fantastisk grusvej dybt inde i skoven. Hun var sikker på, at både længden af vejen og de dejlige udsigter ville blive en god oplevelse.
Jeg blev vildt overrasket, for jeg havde jo forventet det modsatte.
Egentlig havde jeg troet, at jeg ville blive mødt med trusler om korporlig afklapsning fra hendes nok 10 år yngre wrestler-mand og en efterfølgende selvtægts-effektueret bortvisningsdom fra området.
At hun i stedet for opfordrede mig til at køre endnu mere på grus ude i den flotteste natur – og altså i hendes egen baghave – var jo fantastisk.
“Go’ tur” sagde hun med et smil.
Hun red langsomt videre i en overlegen og let vuggende stil, mens jeg lidt befippet kiggede efter hende.
“Go’ hest” fik jeg svaret .
Selv om jeg vist egentlig mente noget andet.
PS: Fang W Moto på Facebook med et ‘Synes godt om’ – så går du ikke glip af kommende indlæg. Du finder siden her