Under normale omstændigheder er min interesse for verdenslitteraturen forholdsvis begrænset.
Jeg vil på ingen måde påstå, at jeg har fundet indre lykke, stor visdom eller livskvalitet ved at studere de helt store litterære værker. Fakta er, at jeg aldrig har bevæget mig i de saloner, hvor det ville være en selvfølge at kunne kommentere på eksempelvis “Krig og fred” af Leo Tolstoj eller “Macbeth” af William Shakespeare.
Men jeg har dog alligevel fundet mig en favorit blandt klassikerne. Fortællingen om spanske Don Quixote er så tilpas skør, at den lige er noget for mig. Ja, måske kan jeg endda se noget af mig selv i den herlige hovedperson.
Historien er i korte træk, at Don Quixote blev så inspireret af at læse romaner om riddertidens helte, at han besluttede sig for selv at blive en ridder. Den gode mand, fra La Mancha regionen syd for Madrid, drog derefter ud på hans hest Rosinante for at leve et eventyrlystent liv fuld af oplevelser og spænding.
Hans mest berømte bedrift var, da han angreb de kendte hvide vindmøller ude på den spanske højslette. Han opfattede dem som farlige modstandere, og med lansen i hånden ville han nedkæmpe dem i en heltemodig aktion.
Og derfra kommer udtrykket “at kæmpe mod vindmøller”.
Jeg har også en Don Quixote indeni. Én der driver mig alene afsted ud på eventyr – derud hvor drømme kun venter på at blive til oplevelser.
Så på en skøn torsdag i maj måned blev jeg i tankerne til Don Quixote, og min Yamaha XT1200 Super Ténéré blev til hesten Rosinante. Sammen drog vi ud på den spanske højslette på jagt efter både de hvide vindmøller og Den Hellige Mælkegral.
Det blev til en fantastisk MC tur til Spanien og Portugal.
Velkommen til Spanien
Jeg havde tyvstartet lidt, for min motorcykel var et par uger tidligere blevet sendt til Alicante med lastbil. Jeg selv fulgte efter i en flyvemaskine, og det arrangement kan du læse meget mere om her.
Følelsen jeg havde i kroppen, da jeg endelig sad på motorcyklen og kørte de første meter, var helt ubeskrivelig. Tænk sig, at jeg skulle være så heldig at opleve dette eventyr.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og den lune østenvind fra Middelhavet smøg sig ind gennem det åbne visir og ramte mig blidt på kinden. Som med et trylleslag var det ustadige danske forårsvejr blevet erstattet af et iberisk højtryk, der på fornemste vis holdt regn, rusk og kulde på behørig afstand.
Jeg havde planlagt at overnatte i Murcia den første nat, så der var med andre ord kun en ganske overkommelig distance på ca. 80 kilometer foran mig. Det passede mig fint, for jeg ville gerne sætte turen i gang uden alt for meget stress og jag.
I garagen under hotellet fik jeg justeret de sidste detaljer på motorcyklen, så de daglige rutiner med af- og pålæsning af bagage ville kunne foregå på nemmeste vis. Jeg var spændt på at se, hvordan Yamaha’en ville klare turen som en rigtig adventurer, for jeg havde plottet de mindste veje ind i GPS’en. Der var ingen tvivl om, at denne MC tur til Spanien og Portugal ville blive dens manddomsprøve.
Solen gik ned, og efter en enkelt San Miguel øl lagde jeg hovedet på puden. Jeg var møgtræt og udkørt som følge af dagens tætpakkede program, men alligevel spændt og forventningsfuld på grund af alle de oplevelser der ventede.
De knaldede højlydt på værelset ved siden af, og skæret fra farverige lysreklamer fandt vej gennem sprækkerne ved gardinet. Men til sidst tog natten endelig over.
Det skulle nok blive en fed motorcykeltur.
Sæt igang: Eventyret venter
Turen kunne nu begynde for alvor, og jeg havde stadig en boblende fornemmelse i kroppen, da jeg startede den efterfølgende morgen. Og det tog kun ganske få kilometer, før det blev tydeligt, at jeg var på den helt rette vej.
Spaniens kystområder er naturligt nok en turistmagnet for tusindvis af solhungrende europærer. Klimaet er besnærende dejligt, og strandene bidrager selvfølgelig lige med det, der gør en ferie i Spanien ekstra god.
Men vil man opleve et helt andet og originalt Spanien, skal man bevæge sig ind i landet. Væk fra de overbefolkede områder langs kysterne og ind på højsletten. Og man skal ikke køre ret langt, før landskabet markant skifter karakter.
Jeg kørte gennem nationalparken Sierras de Cazorla Segura y Las Villas, og blev næsten blæst bagover af nye indtryk. Frodige dale og markante bjerge udgjorde kulisserne gennem et par timers kørsel, og for første gang fornemmede jeg, at alle mine forventninger og håb for køreturen nok skulle blive indfriet.
Jeg blev ret overrasket over, at jeg havde det hele for mig selv. Vejene var så godt som tomme, og det tilføjede bare en ekstra positiv dimension til det at bevæge sig på to hjul.
Andalusien blev afløst af regionen La Mancha, og de flade sletter erstattede bjerglandskabet. Små landsbyer stod siesta-tomme, og Yamaha’en rungede mellem husene i de snævre gader.
Jeg fulgte de allermindste veje mod vest og tog ind imellem en afstikker ud i det ukendte off road landskab. Farverne på jorden skiftede fra gult til okkerfarvet, og udsigterne blev blot endnu mere imponerende.
Får får får?
Det er også i regionen La Mancha, at osten Manchego produceres. Det er en BOB ost, altså en ost med ‘Beskyttet Oprindelses Betegnelse’, hvilket betyder, at der er nogle skrappe regler, der skal følges, for at osten må bære navnet. Den skal være produceret af fåremælk fra denne region, og der er også krav til, hvor mange dage osten skal lagre, før den må sælges.
Jeg havde fundet adressen på et gårdmejeri, hvor det hele efter sigende skulle ske. Nysgerrig kørte jeg ind gennem alléen og op til de mange bygninger.
Der herskede hektisk aktivitet i staldområdet, hvor malkningen netop skulle til at starte. Hundredvis af får stod klar til at blive malket, og det var tydeligt, at de vidste, hvad der skulle foregå.
Selve mejeriet var dog lukket denne dag, og jeg måtte derfor køre videre lettere slukøret.
Man skal ikke være i tvivl om den lokale stolthed over den verdensberømte ost. I byen Manzanares ligger der et museum dedikeret til Manchego osten, og i de fine lokaler fortælles historien om ostens oprindelse og fremstillingsmetode.
Lederen af museet var ret imponeret over, at en dansk mejerist havde fundet vej til deres udstilling, og der blev flittigt taget billeder af både mand og maskine foran indgangen.
Senere på aftenen fik jeg Manchego ost til jeg revnede. En restaurant i Valdepeñas serverede osten i flere forskellige udgaver, den tilhørende rødvin var glimrende, og oplevelsen var en fryd for både øjne og gane.
Valdepeñas var også stedet for dagens overnatning, og det blev et kærkomment hvil efter en fantastisk dag i sadlen.
Ind i det ukendte Spanien
Du har sandsynligvis aldrig hørt om den spanske region Extremadura. Det er der praktisk talt ingen turister, der har.
Området er en kæmpestor sydvestlig region, og landskabet er til tider barsk og uvenligt. Varmen og tørken bliver ulidelig om sommeren, og distancerne er store. Det er ikke stedet at besøge, hvis man er til famileferie, natteliv og all inclusive.
Her finder man ikke ret mange, der kan engelsk. Og man ser så godt som ingen køretøjer på udenlandske nummerplader.
Det er det ukendte og uberørte Spanien.
Men hvor er Extremadura dog alligevel fuldstændig fantastisk. Hvis du tør at bevæge dig uden for alfarvej, venter der natur- og historiemæssige oplevelser, som man ikke ser andre steder i Spanien.
Regionen er kendt for den rige bestand af fugle, og storkene yngler i stor stil. Hundredvis af reder er bygget i tårne og på høje afsatser, og her er der ingen DK4 live-kameraer, der dækker forløbet fra æg til den første flyvetur.
Min Yamaha Super Ténéré var rigtig i sit es. De allermindste veje var en blanding af grus og asfalt, og når det blev udfordrende og ganske ujævnt, viste den sit værd.
Det gjorde den dog også på de lange og lige veje, der næsten ledte tankerne hen på de uendelige amerikanske highways. Kilometer efter kilometer gik det kun ligeud, og det var tæt på en mental renselsesproces at sidde der bag styret og række ud efter horisonten.
Dagen endte i byen Cáceres, og den lune aften var et perfekt punktum for en oplevelsesrig dag på motorcyklen.
Torta del Casar – fåreostens kradsbørstige fætter
Forestil dig en rund ost på måske 30 cm i diameter. For at spise den, skal man skære toppen af, og det er så den tempererede og cremede ostemasse indeni, man skal smøre på brødet.
Læg dertil, at osten er produceret af fåremælk, som under alle omstændigheder bidrager med en speciel og skarp smag. Og ikke nok med det. For ostens konsistens skabes ved brug af udtræk fra vildtvoksende tidsler, som indsamles i lokalområdet.
Så er man efterhånden ved at have samlet ingredienserne til noget af en kradsbørstig fætter, der nok kan tænde lyset i øjnene hos en midaldrende mejerist fra Danmark. Og indrømmet – jeg var vildt imponeret.
Osten er også en BOB ost, og den er dermed omfattet af diverse regler for hvor og hvordan, den må fremstilles. Og for Torta del Casar giver det godt nok mening.
En lignende ost produceres også i det midt-portugisiske område, og jeg havde mulighed for at opleve dem begge. Jeg dykkede ned i ostens historie på det lokale oste-museum, men fik også smagsløgene tilfredsstillet på en lille lokal restaurant, der med stolthed serverede den skønne delikatesse.
Det lykkedes mig endda at snakke mig helt ind i produktionslokalet på mejeriet, hvor osten blev produceret. Jo jo – mejerister har skam et fælles bånd på tværs af både landegrænser og sprog, når det kommer til den faglige interesse.
De romerske aftryk
Romerne gav den for alvor gas i denne del af Den Iberiske Halvø. Og derfor fik min MC tur til Spanien og Portugal også et vist historisk præg.
Da jeg nærmede mig den portugisiske grænse, blev deres tidligere tilstedeværelse virkelig synlig. Ved byen Alcántera krydses floden Tajo af en romersk bro, der er i så velbevaret en stand, at den er kendt over hele verden.
Dimensionerne er store, og det er mig en gåde, hvordan den blev bygget. Men den er stadig i overordentlig god stand, og den fungerer dagligt som overkørsel for den lokale trafik.
Et par dage senere gjorde jeg ophold i byen Mérida. Der blev der på Kejser Augustus tid opført et fantastisk teater, og på trods af mine instinktive forbehold for turistfælder og entrebilletter, måtte jeg kapitulere og overgive mig til benovelse, da jeg så det.
Teatret lå gemt under 8 meter jordmasser indtil udgravningerne startede i 1910, og gennem de næste mange år blev der fritlagt mere og mere af dette fantastiske bygningsværk. I dag står det som et gigantisk monument fra en svunden tid.
Det var vildt imponerende at gå rundt og nyde detaljerne, dimensionerne og stemningen.
Serra da Estrela – Portugals højeste bjerge
Jeg trillede ind i Portugal efter at have krydset den romerske bro, og befandt mig pludselig i et uvejr, som man kun oplever på de kanter. Det stormede og regnen væltede ned, så jeg søgte hurtigt ly på et hotel ved foden af bjergkæden Serra da Estrela.
Næste morgen var det klaret op, og jeg begav mig op i de 2.000 meter høje bjerge. Det blev en fantastisk tur med udsigter skiftevis over og under skyerne. Dramatiske sving og krogede vejforløb udgjorde formiddagens bjergetape, og jeg og min Super Ténéré lappede begærligt det hele i os.
Men det skulle vise sig kun at være en forsmag på, hvad der ventede af herligheder.
For vel nede igen fra højderne, begav jeg mig ud på den ultimativt bedste vejstrækning, som jeg nogensinde har kørt på. Og som sandsynligvis aldrig vil blive overgået.
Vejen hedder N230 og jeg kørte den fra byen Covilhã til Santa Ovaia – altså fra øst mod vest. Vejoverfladen var perfekt, der var ingen trafik og jeg kørte med en overbevisning om, at vejen simpelthen måtte være designet til motorcykelkørsel.
Endnu en fantastisk dag i sadlen var slut, og jeg indlogerede mig i den portugisiske by Sertá. Det markerede også det vestlige vendepunkt for turen.
For med den intense køreoplevelse stadig i frisk erindring, var det dagen efter tid til at køre tilbage i østlig retning.
Oliventræer i endeløse rækker
Jeg forlod skønne Portugal og det vestlige Spanien, og begav mig endnu en gang ud på den spanske højslette. De kæmpestore landbrugsarealer blev senere afløst af golde bjerglandskaber – for så igen at blive erstattet af frodige dalstrøg. Det var en palette af landskabsmæssig afveksling, og jeg kørte på de mindst befærdede veje og nød det hele i fulde drag.
Jeg stoppede på torvet i søvnige landsbyer, og fornemmede instinktivt hvordan både tiden og luften stod stille. Solen bagte og skabte en sitrende varme, som helt åbenlyst passede appelsintræerne ganske godt, for frugterne bugnede fra grenene.
På markerne stod endeløse rækker af oliventræer, og hvis jeg kiggede godt efter mellem træstammerne, fik jeg fra tid til anden øje på de lokale landmænd, der arbejdede i plantagerne. De kæmpestore områder vidnede om, at olivenproduktionen er en markant del af det spanske landbrug.
Alle jeg mødte løftede hånden til hilsen, så selv om jeg rejste alene, og til tider gennem nogle af de mest afsidesliggende dele af det centrale Spanien, følte jeg en stor gæstfrihed og imødekommenhed.
Den Hellige Mælkegral
Et par dage senere kørte jeg endnu en gang ind i regionen La Mancha. Turen tilbage til Danmark skulle også klares fra Alicante, så jeg måtte modstridende bevæge mig i retning af både lufthavn og indleveringssted for motorcyklen.
Det var således blevet tid til at beslutte, om Den Hellige Mælkegral skulle udvides med endnu et markant, enestående og fantastisk mejeriprodukt.
Kandidaterne til den ærefulde udnævnelse var selvfølgelig Manchego osten fra La Mancha regionen samt Torta del Casar fra Extremadura.
Fåreosten Manchego, der produceres netop hvor Don Quixote slog sine folder, er kendt langt ud over Spaniens grænser, og det er med god grund. Men sammenlignet med dens kradse fætter fra det vestlige Spanien, kommer den til kort. Derfor blev der ikke plads til Manchego’en i det fine selskab.
Det blev der til gengæld til osten Torta del Casar. Tænk sig, at der helt derude i det vestlige og ukendte Spanien produceres sådan en perle af en ost. Den er unik både i fremstillingsmetode men også i smag og konsistens.
Så Torta del Casar blev optaget i Den Hellige Mælkegral, hvor den nu kan gøre den engelske Stilton, Rygeosten fra Fyn og Parmigiano Reggiano fra Italien, selskab.
Den spanske højslette forsvandt i sidespejlene, og den fugtige varme fra Middelhavet kom endnu engang buldrende. Det markerede, at en helt fantastisk MC tur til Spanien og Portugal nu var slut.
Jeg kastede et sidste blik op på bakkeskråningen i håb om at spotte Don Quixote og hesten Rosinante. Men der stod kun de gamle hvide vindmøller og vidnede om, at historien heldigvis lever videre i bedste velgående.
PS: Du kan nemt følge W MOTO på Facebook, og du finder siden her. Du kan også indtaste din email her på siden for at få en hilsen, næste gang der kommer et nyt indlæg.