Forventningens glæde er en farlig ting.
For man har jo følelsen af, at noget godt er på vej. Og jo længere du har ventet, jo mere sætter du snuden op efter forløsningen.
Det kan være sæsonstarten på motorcykel, du glæder dig helt vildt til. Alternativt en hyggelig aften med en god flaske vin. Eller måske en længe ventet ferie.
Men faren lurer. For hvad nu hvis oplevelsen ikke viser sig at stå mål med forventningen? Så rammer skuffelsen lige i smasken. Det bliver en ommer, og man må lige sunde sig lidt.
Men er man håbløs optimist lige som jeg, så tager man det ikke så tungt. Og jeg havde derfor skruet helt op for forventningerne, da jeg endelig stod ved indgangen til Messecenter Herning.
Tjeklisten klar
Honda NT1100, Triumph Tiger 1200, Royal Enfield Classic 350, Yamaha R7 og Ducati Multistrada V4. Og alle de andre.
Det var min ønskeliste. Og da jeg gik gennem dørene ind til den store udstillingshal, håbede jeg, at jeg kunne få set de fleste af dem.
Desuden glædede jeg mig til at se på noget fedt udstyr. Ikke fordi jeg egentlig manglede noget, men lidt inspiration kan man vel altid bruge.
Og sidst, men ikke mindst, var jeg spændt på at opleve den der helt specielle stemning. Du ved, den der oser over det hele, når man samler rigtig mange motorcyklister på en grå vinterdag – og slipper dem løs i en hal fyldt til randen med de fedeste bikes.
Tryk her for at se et view over udstillingen
Der blev kigget og kloget
Og heldigvis: Det hele var lige, som det skulle være.
Der blev udvekslet røverhistorier, spurgt til tekniske detaljer og hørt udstødningsdrøn. Der blev drømt om ture til solfyldte destinationer, prøvet hjelme og sparket dæk.
Nogle bar rygmærker mens andre bare havde en hyggelig sweater på. Der var stramme jeans og løse hængerøve. Der var unge og ældre. Drenge og piger.
Men fælles for alle var, at vi var glade og tilsyneladende helt tilfredse med, hvad vi så og oplevede. Og der var heller ikke grund til andet. Udstillingen levede nemlig helt op til forventningerne.
Jeg smilede også. For jeg fik set hvad jeg ville, og det var en sand fornøjelse at gå rundt i bikers paradise der midt på den jyske hede.
Dragracer til vejsidesyn
Også i de tilstødende haller var alle sejl sat. Fede biler, seje både, potente racere på 2 og 4 hjul samt et par motorcykelklubber var på stand.
Og jo længere man bevægede sig gennem menneskemylderet, kom der mere og mere action. Og lyd.
En rallybil piskede rundt udenfor med betalende gæster i passagersædet. Radiostyrede carts driftede deres vej rundt på en anlagt jordbane, og der var 12 minutter i en gocart til 150 kr.
Der duftede af udstødningsgasser, og der var oliedråber i luften. Men lige pludselig skete der noget vildt.
Alting blev neutraliseret. For der blev lagt et helt nyt niveau af arrig vildskab. Grædende af pludselig rædsel og med blod sivende ud af ørerne, måtte jeg bare tættere på.
For en vanvittig dragracer blev startet op, og fik en spand havre. Støjen steg til et ulideligt niveau, og langt de fleste måtte holde sig for ørerne.
Og den sagde dælme ikke Gori. Den skreg og hvinede: Vejsidesyn!!
Tryk her for at høre den fede dragracer
Og nu kommer foråret
Lyd-infernoet satte et effektivt punktum for en skøn udstillingsdag på den jyske hede. Storsmilende satte jeg mig ud i bilen og trillede stille hjem.
Og det gik jo fint med at have skruet forventningerne helt op i det røde felt. For Motorshow 2022 i Herning var en flot og fantastisk udstilling i international klasse.
NU må foråret altså gerne snart komme. Og endnu en gang tøver jeg ikke med at glæde mig rigtig meget.
For 2022 bliver helt sikkert en solrig, varm, fantastisk og uforglemmelig sæson.
PS: Du kan nemt følge W Moto på Facebook – tjek siden her