Der var gået et par år, siden jeg sidst checkede ind til Motorshow i Herning Messecenter. Jeg kan huske, at jeg dengang blev lidt gammelmands-gnaven og træls i min evaluering af udstillingen, for jeg syntes, den var opsat nøjagtig ligesom tidligere år.
Men nu var det blevet tid til at give konceptet en ny chance. Motorshow 2025 ville måske byde på noget nyt og inspirerende, som jeg ikke forventede. Så det gik stærkt med at betale de 170 kr i entré og komme indenfor i varmen.
Og der er da ikke noget som at daffe rundt i en dejlig oplyst hal, mens man har frit udsyn til de fedeste motorcykler, der kan fremvises i lille Danmark. Tilsæt det muligheden for at hilse på ligesindede forårs-hungrende motorcyklister – tja, så har man da et godt udgangspunkt for at bruge et par timer i Herning.
Motorshow 2025 skulle helt sikkert have en chance.
En halv hal
Jeg kom kun på grund af motorcyklerne og MC-udstyret. Jeg var ligeglad med bilerne, autocamperne, rally, drift og drag-racing. Jeg var helt med på, at jeg nok burde omfavne hele udstillingen, nu hvor jeg havde betalt entrebilletten. Men nej.
Det var det 2-hjulede guf, jeg ville se. Og det var en forholdsvis overkommelig opgave.
Arealet med motorcykler syntes nemlig at være skrumpet, og herlighederne fyldte vel kun en halv hal. Men de udstillere, der var mødt op, smilede og præsenterede stolt de blankpolerede maskiner.
Der var også et område, hvor flere udstyrsleverandører og MC-beslægtede udstillere var samlet. Umiddelbart ved siden af fandt man MCTC’s scene, og herfra blev der budt på talks, konkurrencer og underholdning.
I området var der godt humør og fin stemning. Bridgestone var den eneste dækleverandør, men jeg fornemmede alligevel en forholdsvis stor interesse for det hæderkronede japanske mærke.
Kineserne kommer!
Triumph og BMW var der ikke, men der var rig mulighed for at se på nogle skinnende kinesiske modeller i stedet. Og det kan på sigt blive en bet for ikke bare de europæiske, men også amerikanske og japanske motorcykel-producenter.
For hvad nu hvis kunderne ikke nøjes med at kigge på de kinesiske motorcykler?
På Motorshow 2025 gjorde både CF MOTO og Voge kur til de danske motorcyklister. Et omfangsrigt modelprogram, forhandlernetværk og gode tilbud lokkede mange interesserede ind på standene.
Jeg overværede en midaldrende mand blive mere end almindelig interesseret i den udstillede Voge DS900X. Fully loaded med alt fra TFT skærm, varme i sæde og håndtag samt bagagesystem skulle man tro, at prisen nemt kunne ramme et godt stykke over 200.000 kr. Men nej.
Prisen på herligheden var markant under, hvad man ellers er vant til. Så lad os se, hvor mange der bliver fristet, når sæsonen starter igen. Jeg tror, vi kommer til at hilse på rigtig mange, der ubesværet har fundet sammenhængen mellem pris, kvalitet og udstyr på de kinesiske modeller.
Voge præsenterede også en skarpskåret sportsbike, der lanceres til efteråret. En RR660S.
Måske var det kun mig. Måske var det bare det skarpe lys i hallen, der blændede mig. Men jeg syntes godt nok, at den så lækker ud.
Nå men, hvad så ellers?
Kawasaki havde den nye Versys 1100 med. Nogle synes, at fronten er for meget. Jeg synes, den er flot.
Yamaha havde den faceliftede Tracer 9 GT+ med. Nogle synes, at fronten er for meget. Jeg synes, den er grim.
Ducati, KTM og Royal Enfield var der også. Det samme var Harley Davidson, Indian, Honda og Suzuki. Drømmene kunne få frit løb blandt de flotte motorcykler, og publikum samlede sig om både nye modeller og gamle kendinge i nye klæder.
Og der blev hilst og sparket dæk. Fortalt historier og anekdoter. Grint og snakket.
Mange midaldrende mænd var klædt på til lejligheden. Enten i dyrt mærketøj, i hoodie eller med rygmærke i drabeligt design. Og det fastmonterede fadølskrus sad godt i den trænede højrehånd og vidnede om stor parathed til den kommende sæsons træf og hyggestunder.
Et færre antal kvinder slentrede rundt i udstillingsområdet, men flere af dem, der gjorde, var også bevidste om deres påklædning. Her var det åbenbart meget, meget stramme jeans og lange støvler, der var årets trend – og dette iøvrigt uanset alder og kropsform.
Jo jo, vi var der såmænd allesammen. I hver vores udgave. Store og små. Kvinder og mænd. Men uden tvivl sammen om vores fælles interesse: Motorcykler.
Så vi smilede og hyggede os i den halve hal til Motorshow 2025.
Og heldigvis ses vi snart igen derude på landevejene.
PS: Tjek gerne W MOTO på Facebook. Du finder siden her.