… og ja tak til analoge instrumenter, lidt hjulspin og ægte køreglæde. Nej tak til elektroniske køreindstillinger og indbygget GPS, men ja tak til egne køreevner og vejkort i tanktasken.
Ok – det var lidt af en svada, men ærlig talt: Er der ikke lidt om det? Jeg har lige set en test af den nye MotoGuzzi V85 TT på YouTube, og hvor ER det da bare en fed maskine. Den ser fantastisk ud, og indbyder til alt fra lange motorvejsstræk til snørklede bjergveje.
Men det var da utroligt så meget fokus der blev rettet mod TFT (Thin Film Transistor) instrumenteringen og de indbyggede elektroniske muligheder. Jamen, jeg vil da meget hellere høre om køreegenskaberne, komforten og motorens gangkultur osv, for det er da DET det handler om når vi kører motorcykel – er det ikke?
Jeg er helt med på, at sikkerheden altid kommer først, og hvad vi som motorcyklister kan gøre for at komme sikkert hjem, skal vi da altid gøre. Det skylder vi både os selv og familien. Der er en række basale ting som vi aldrig skal gå på kompromis med, og her tænker jeg selvfølgelig på det personlige beskyttelsesudstyr.
En super god hjelm og en god køredragt yder ikke bare sikkerhed, det er samtidigt også noget af det udstyr, der er med til at gøre turen behagelig hvis vejret ikke lige arter sig. Det samme gør sig gældende med ABS. Der er naturligvis en god grund til, at det skal være standardudstyr på alle nye MC’er.
Min 2008 Triumph Bonneville America byder ikke på noget avanceret teknik. Ikke engang ABS. Men det er så også det eneste, som jeg synes, den mangler. Jeg må kigge langt efter et regnvejrs-mode, og den skriver heller ikke mit navn på skærmen, når jeg sætter nøglen i tændingen. Mit GoPro kamera må jeg selv aktivere, og jeg bliver også nødt til selv at udregne gennemsnitshastigheden for den sidste tur.
Men det er lige sådan som jeg gerne vil have det. Jeg synes altså det udfordrer mine evner som chauffør, når bjergvejene i Norge drejer skarpt, mens de lavthængende skyer gør vejene fedtet. Og selv om Triumph’en ikke er en raket, kan den sagtens lave hjulspin.
De to gange jeg lige har være ved at tabe den på den konto, har lært mig, at jeg skal kende både mine egne og maskinens evner til at stå fast under forskellige forhold. Med andre ord: Jeg er tvunget til at køre efter forholdene – for ellers giver det ridser i lakken.
Det skal retfærdigvis siges, at jeg nok er en lidt ’kedelig’ motorcyklist når det kommer til hastighed. Måske er det nemmere for mig at undvære de supporterende funktioner der kan sætte ind og tage over, når ens egne evner slipper op.
Jeg udfordrer ikke naturlovene. Men jeg vil påstå, at det netop er den direkte eksponering til de fysiske love og begrænsninger, der får mig til at være ekstra vågen og opmærksom, når forholdene kræver det. Også selv om det nok går lidt langsomt i forhold til mange andre motorcyklister. Lyder det lidt helligt? Tja, men sådan oplever jeg det selv.
’Back to basic’ er nok lidt af en cliché, men ikke desto mindre vil jeg mene, at den simple teknik for det meste er en stor medvirkende årsag til, at jeg synes det er fantastisk at køre motorcykel. Det får alle mine sanser til at vågne, og smilet bag hjelmen er stadig helt ægte – selv uden traction control.