For godt 30 år siden købte jeg min første motorcykel. En Yamaha XT 550. En dejlig ukompliceret én-stamper, der uden at kny lærte mig lidt om livet på 2 hjul.
Det blev både til de daglige 25 km til og fra arbejde, off-road på stubmarkerne og ikke mindst en motorcykel-rejse på 4 måneder ned gennem Europa.
Den endte sine dage efter den lange rejse. Den kom faktisk hjem på ladet af en flyttebil fra Sydspanien, mens jeg selv kørte tilbage til Danmark i en bus. Ak ja, det var tilbage i 1988. Jeg var løbet tør for penge, tid og godt vejr.
Og så var jeg heller ikke sikker på, at motorcyklen mekanisk kunne have klaret hjemturen på egen cylinder.
Kan selv, vil selv
Når jeg tænker tilbage på tiden med XT’eren, dukker der også fastnøgler og kobberfedt op i hukommelsen. Jeg husker nemlig udmærket, at den fik den helt store tur.
Strippet helt ind til stellet. Sandblæsning og maling af bagsvingeren. Og kobberfedt i de fleste samlinger. Jeg gjorde det selv. Selvfølgelig.
Det ville jeg da aldrig gøre i dag. Ikke fordi min 2008 Triumph Bonneville America er så meget mere avanceret end XT’eren, men der er – og var – jo reelt ingen grund til at skille den ad. Hvorfor forsøgte jeg mig ikke bare med et vækkeur, som så mange andre?
En klassiker i svøb
Men nej. Det blev motorcyklen. Den dejlige XT 550. Og mon ikke manglen på egne mekaniske færdigheder reelt blev en medvirkende årsag til den alt for tidlige død.
Men dengang var der ingen tvivl i troen på egne evner – og sådan skulle det jo nok være…
Ærgerligt nok. For jeg skulle jo aldrig have ladet det ske. Havde den overlevet min gør-det-selv periode, kunne den have stået bagerst i garagen i dag, og bare blive flere penge værd – dag for dag.
Og den ville sikkert også stadig være klar til en tur ud på stubmarken eller i skoven, hvis jeg bad den om det. Nu er modellen blevet en klassiker, og det med god grund. Det er nemlig stadig en ikonisk og fed maskine.
Med momentnøgle eller følelse?
Jeg tænkte på Yamaha’en, sidst jeg skiftede olie på Triumph’en. Jeg lå på de kolde garagefliser og baksede med at få det forbandede oliefilter af. Med det forkerte værktøj.
Og da bundskruen skulle i, blev det da gjort på fornemmelse, og ikke med momentnøgle. Argh – hvor flot, Jakob. Eller måske ikke.
Jeg har set billeder af hvordan et bundkar kan flække, hvis man over-spænder bundskruen. Og jeg vil da også indrømme, at jeg tænkte på, om selvsamme skrue var på vej ud på motorvejen under mig, den næste gang jeg kørte der.
For havde jeg egentligt fået den spændt ordentligt? Hvad var det lige jeg havde haft gang i?
En amatør på afveje
Jo, jeg sparede nok et par hundrede kroner. Desuden var der da en vis glæde over at have gjort det selv. Og mon ikke også jeg lærte lidt mere om mekanikken, bare ved at have brugt et par timer dér på de kolde fliser.
Jeg fik samtidigt også lige checket tilstanden af de andre bevægelige dele og samlinger, nu hvor jeg alligevel var dernede.
Jeg synes dog ikke, at det var det værd. Et simpelt olieskift gav mig jo overvejelser, betænkeligheder og flashback til dengang med Yamaha’en. Konsekvenserne kunne have været store.
Og glæden ved at spare et par hundrede kroner ville nok være til at overse, hvis jeg pludselig stod med et halvt bundkar dinglende på enden af topnøglen.
Så fra nu af bliver det gjort hos Vagn Jensen Motorcykler ved Horsens. Der er intet job for lille, og alting bliver lavet til perfektion.
De ved nemlig hvad de har med at gøre, når det kommer til motorcykler. Modsat mig.
Og det tog mig så godt 30 år og en død Yamaha XT 550 at indrømme det.
