Èn gang er ingen gang.
Det mundheld kan man bruge om mange af livets gode tilbud. Prøv blot at tænke på en fællestur med vennerne eller en kold øl i sommersolen. Jamen, sådanne oplevelser tåler jo alle de gentagelser, man kan tænke sig.
Og hvis man spørger de super professionelle instruktører fra MC-Sikkerhed, vil de sige det samme. Èn gang er ingen gang.
Det pudsige er bare, at de ikke tænker på afslappende og hyggelige ting, når de siger det. Nej, de drømmer sig ikke væk til livets allerbedste stunder som vi andre. For de er oppe mod noget helt andet.
De kæmper nemlig med noget så dinosaur-agtigt som motorcyklisters indlæringsevne.
Og det kræver noget helt specielt. Og RIGTIG mange gentagelser.
Men deres entusiasme og vedholdenhed er helt unik. De gør det, fordi de ved, de har ret og fordi, at de har noget på hjerte. Og de gør det i øvrigt også med et smil, godt humør og masser af tålmodighed.
Deres ambition er, at de vil have os til at blive bedre motorcyklister. Hver og en af os. Jeg ved det, for jeg har lige været på et køreteknisk kursus med MC-Sikkerhed.
Sammen med 20 andre skønne motorcyklister gjorde vi, som vi blev fortalt. Så godt som vi kunne. Øvelse efter øvelse. Og vi gjorde det ikke én gang. Nej, vi gentog det 1000 gange, tror jeg.
Og det var åbenbart dét, der skulle til. For vi lærte rigtigt meget. Allesammen.
Hvor godtfolk er…
Jeg trillede ind på p-pladsen foran det køretekniske anlæg i Horsens en tidlig morgen først i april. Forventningsfuld og måske en lille smule nervøs, men selvfølgelig i godt humør.
Hvilke andre kursusdeltagere ville der dukke op? Hvilke maskiner kørte de på? Og mon vi også skulle køre på glatbane? Var der overhængende fare for, at man ville vælte i løbet af dagen?
Men der var hverken grund til bekymring eller sommerfugle i maven.
Det var Laverda-klubben i Danmark, der havde booket MC-Sikkerhed som undervisere denne dag. Og de overskydende pladser var derefter blevet udbudt til venner af klubben og andet godtfolk. Og hvilken herlig samling af motorcyklister det var.
Godt nok var vi alle forskellige, men så alligevel ret så ens. Det var med andre ord en flok voksne mennesker på alskens typer af motorcykler, der mødtes denne morgen.
Alle havde et smil på læben, et glimt i øjet og var selvfølgelig spændte på, hvad dagen ville bringe. Og det tog ikke længe, før snakken gik.
Sæt igang
Instruktørerne fra MC-Sikkerhed startede med en kort introduktion, netop da snakken gik allerbedst over morgenkaffe og rundstykker. Men ok, det var jo ligesom derfor, at vi var kommet.
Inden længe var vi på vej ud på det køretekniske anlæg, og opdelt i 2 grupper klarede vi en gang let opvarmning. Slalom, 40 km/t og lette sving. Alle kunne være med, og selvtilliden var igen helt intakt. Herregud…a piece of cake.
Men snart var det tid til introduktion af dagens første øvelse: Brems. BREEEMSSS.
Først med bagbremsen, derefter en ny tur kun med forhjulsbremsen. Og sluttelig med begge. “Tag nu fat og find ud af, hvordan det føles at stoppe med maksimal kraft” lød den let forståelige instruktion.
Og det blev dagens første øjenåbner. For hvornår var det lige, man gjorde det sidst? For mit eget vedkommende var det et par år siden, da jeg sidst var på køreteknisk kursus. Men for andre var det endnu længere tid siden.
Instruktørerne gav feedback og gode råd til, hvordan man med fordel kunne forbedre sig. Altså blot små fif og tricks, som kunne hjælpe til, at det blev endnu bedre. Altid med et smil og i godt humør.
Det gjaldt både for denne øvelse og de andre, der fulgte i løbet af dagen. Dét var fedt. For så var det jo bare at prøve endnu en gang og se, om der var en effekt.
Og tro mig. Det var der.
Rundtosset på den fede måde
Knapt var frokost-frikadellerne og kartoffelsalaten sat til livs, før vi igen var at finde på motorcyklerne. Med nyvunden selvtillid og tro på egne evner, var vi klar til at møde eftermiddagens udfordringer.
Bremse- og undvigemanøvrerne blev afløst af slalomkørsel og manøvrer med fuldt styreudslag. Eller ok – næsten fuldt styreudslag.
Fokus blev rettet ind mod det velkendte mantra, at man kører derhen, hvor man kigger. Og det kan man sagtens øve sig i.
Forestil dig en udfordring, hvor du skal cirkulere om en kegle. Og gør det så tæt på, som du kan. Kigger du lige frem over styret, vil du måske kunne gøre det ok. Men ikke prangende.
Kig derimod direkte ned på keglen. Kombinér det så med en sjat gas, lidt koblings-feel og foden på bagbremsen. Jamen, så har du mulighed for langt bedre kontrol.
Jeg fandt i hvert fald ud af, at min velvoksne Yamaha Super Ténéré kunne smides rundt i en omkreds, som jeg ikke havde prøvet før. Og jeg ved det vil hjælpe mig, næste gang jeg er nødt til at vende om på en smal bjergvej et sted ude i Nepal.
Eller måske bare på p-pladsen nede foran Føtex.
Sand i sving – ja tak
Flere kegler, flere øvelser. Alle sammen med udførlig instruktion og forudgående demonstration inden vi blev sluppet løs. Derefter mere feedback og involvering fra instruktørerne.
Jeg siger vist ikke for meget, hvis jeg påstår, at vi alle var ganske travle og energiske. Der var virkelig en stemning af, at dagens program skulle udnyttes maksimalt, og vi gav alt, hvad vi havde.
Vi drejede skarpt, kørte gennem sand, accelererede, bremsede og undveg det bedste, vi havde lært. Vi lyttede og justerede teknikken. Vi var med andre ord super gode på vores helt egen facon og på vores egne motorcykler.
Og efterhånden kunne vi alle mærke det.
Det kom ligesom snigende ind under køredragten og helt ind på rygsøjlen. Det var den fede følelse af en markant forbedret teknik og kontrol over vores motorcykler, der indfandt sig.
Jeg er sikker på, at det var mange tusind kilometers MC-erfaring, der kørte ind på det køretekniske anlæg i Horsens om morgenen denne søndag i april. Gæve mænd og kvinder på deres flotte maskiner og dresset i det helt rette udstyr.
Alligevel formåede instruktørerne fra MC-Sikkerhed at tage os gennem nogle øvelser, der betød, at vi alle var bedre motorcyklister, da vi kørte derfra. Uanset hvad vi kunne, da vi ankom.
Og det faktum har allerede fået mig overbevist om, at jeg vil på et nyt kursus til næste år.
For én gang er som bekendt ingen gang.
PS: Du kan nemt følge W MOTO på Facebook, og du finder siden her. Alternativt kan du indtaste din email i feltet herunder – så kommer der en hilsen næste gang, der er nyt på W MOTO.