Klik, klik,klik.
Lukkemekanismen på motorcyklens 3 bagagetasker faldt i hak, og dermed var forberedelserne færdige. Nu var der kun oplevelserne at se frem til.
Det er altid et ganske specielt øjeblik, når planlægningen og pakningen er overstået. Foran dig venter kun rejsen og eventyret. Så er det bare at sadle op, trykke på startknappen og komme afsted.
Jeg stak af, og trafikken på motorvejen sydpå var heldigvis meget behersket. Min Yamaha XT1200 Super Ténéré spandt lystigt og slugte kilometer med en iver, som var den en Venstre-politiker på vej hen over midten.
Tankerne fløj lystigt under hjelmen. Denne tur var jo ikke bare en MC tur til England og Holland. Det var en rejse. Nej, faktisk en ekspedition.
For denne gang var der et næsten ædelt formål med turen.
“EXPEDITION KEFIR” handler nemlig om at finde og opleve de allermest ikoniske og originale mejeriprodukter i Europa. De ypperste af dem kan optages i “Den Hellige Mælke-gral” – en udmærkelse, som du kan læse mere om her
Så denne rejse var blot den første af forhåbentlig mange kommende.
Jeg var sikker på, at det ville blive en skøn motorcykeltur til England og Holland. For dér findes der nogle vigtige steder, når man taler mejeriprodukter. Og mon ikke også der ville blive rig lejlighed til at opleve så meget andet.
Jeg mener – en lang tur på motorcykel byder jo altid på helt specielle øjeblikke.
Ekspeditionen kan begynde
Yamaha’ens blå fælge matchede den uendeligt klare septemberhimmel, og tjept gik det afsted på de kedelige nordtyske motorveje.
Efter en færgetur og et par transportdage fik jeg kastet anker i byen Wells lidt syd for Bristol i det sydvestlige England. Og da jeg endelig sad med en pint of beer, et cheese board og et RiDE magazine, var jeg slet ikke i tvivl.
EXPEDITION KEFIR og jagten på “Den Hellige Mælke-gral” var nu for alvor i gang.
Cheddar – både ost og dal
Åhh – kender du oplevelsen af at få et stykke extra lagret cheddar i munden? Først mærker du, at krystallerne rammer tungen, og derefter kommer den kraftige og lækre smag af en ægte kvalitets-ost.
Osten stammer oprindeligt fra – tja, godt gættet – byen Cheddar i det sydvestlige England.
Det er nu ikke kun osten, som byen er kendt for i dag. Cheddar Gorge – på dansk en kløft der skærer sig gennem landskabet – er Englands længste og dybeste, og den ligger lige nord for byen.
Bakkerne, der omgiver den markante og dybe dal, byder på adskillige huler og grotter, og det er populært at gå rundt i naturen og opleve disse ret specielle steder.
Området er også yderst populært blandt de engelske motorcyklister. De præger både bybilledet og selvfølgelig de omkringliggende veje. Og det med god grund, for det er altså et fantastisk landskab.
Men jeg ville selvfølgelig til Cheddar på grund af osten.
Og jeg var tidligt afsted den følgende morgen. Heldigvis fandt jeg tid til at nyde synet af den storslåede Wells Cathedral en sidste gang. Hvilken herlig morgen i den skønne solopgang.
Ostemejeri i et turisthelvede
Turen fra Wells til Cheddar foregik på de skønneste engelske B-roads. Altså mindre veje der snor sig gennem landskabet.
Området hedder The Mendips og er et dejligt sted. Udsigterne var spektakulære, og det føltes lidt som Vejle Ådal på steroider.
Jeg fik testet sving-egenskaberne på den fuldt pakkede Yamaha og kunne med tilfredshed konstatere, at den motorcykel vist kan alt det, jeg beder den om. Det var i hvert fald ikke den, der satte begrænsningen for udskejelserne.
Stille trillede jeg ind i Cheddar, og jeg blev ganske overrasket. For alle kneb gælder åbenbart, når man skal have engelske turister lokket indenfor i butikker, barer og restauranter.
Grimme reklameskilte og farvestrålende facader fortalte om fantastiske tilbud og skønne oplevelser. Og det handlede ikke ret meget om ost – men mest om kløften Cheddar Gorge.
Jeg fandt dog det lille ostemejeri midt på hovedgaden og gik indenfor.
Den autentiske cheddar-ost
I den hyggelige butik kunne man købe sig adgang til en besøgsgang, hvorfra man kunne se osten blive tilvirket i det lille ostemejeri. Desuden fortalte diverse info-boards om de enkelte procestrin i fremstillingen.
Her blev osten lavet helt som oprindeligt. Med et åbent ostekar, manuelle betjeninger og tid nok.
Ingen stor-skala her. Ingen masseproduktion og tilpassede industrielle processer.
Så det var back-to-basics, men der var ingen tvivl om, at det hele var til ære for turisterne. Det var et show, der kun lod sig gøre lige nøjagtig i byen Cheddar.
Smagsprøverne var dog helt fantastiske, og betjeningen var i top. Jeg fik en god ostesnak, og det var et dejligt besøg.
Men cheddar er nu en verdensmarkeds-ost, og den har tabt sin originalitet. Og det kan det lille turistede mejeri med de gode oste i Cheddar i det sydvestlige England slet ikke råde bod på.
Så desværre, Cheddar. Det blev ikke til nogen optagelse i “Den hellige Mælke-gral” i denne omgang.
Tiden stod stille i Cotswold
Forestil dig det mest pusse-nussede England du overhovedet kan. Søvnige landsbyer. Aldrende Land Rovers på vejene. Hundeluftere med tid nok til at vende pub’en på vejen hjem.
Altså sådan som man ser byen Midsomer og det omkringliggende landskab i TV serien Barnaby.
Dét England finder man lige præcis i Cotswold. Området ligger vest for Oxford, og er en idyllisk perle. Tidligere blev regionen velhavende på opdræt af får, men nu er det blot et yderst attraktivt sted at bo.
Det siger sig selv, at det dermed også er et fantastisk sted at besøge på motorcykel. Mange af vejene er single track roads, og hastigheden er derfor yderst begrænset.
Men det betyder så også, at der er rig mulighed for at nyde atmosfæren, når man stille triller gennem landsbyerne. Husene har en karakteristisk dyb gylden glød, og det er nemt at blive grebet af stemningen og blot tage en ekstra lille pause.
Den mest berømte landsby er Bibury.
Der finder man en række af de gamle typiske huse, der efter sigende skulle være de mest fotograferede i England. Instagrammers fra hele verden flokkes netop på dén gade i Bibury, og man skal passe på ikke at blive spiddet af en selfie-stick, der usikkert håndteres af en 16-årig kineser med globale influencer-ambitioner.
Men nu findes der så også et billede af husene med en fed Yamaha Super Ténéré i forgrunden. Og i al beskedenhed blot foreviget af en halvgammel anonym dansker.
Glouchester cheese rolling på Coopers Hill
Nå, videre gik det til det næste mejeri hot spot:
Tro det eller ej, men hvert år er nogle skøre englændere, der sætter førligheden på spil i den mest vanvittige konkurrence, man kan tænke sig. Det foregår på Coopers Hill, hvilket er en vildt stejl bakke lidt uden for Glouchester.
Konkurrencen går ud på, at der rulles en rund Glouchester-ost ned ad bakken. En gruppe mennesker kaster sig derefter frygtløst efter den, og den der først kan samle osten op i bunden af bakken har vundet.
Vejen fra Bibury og derud bød på en sammensat GPS-menu af twisties n’ turns, og The Cotswold forkælede mig endnu en gang med de skønneste veje. Yamaha’en fik lidt motion som belønning for, at den efterhånden havde fundet ud af at køre så fint i venstre side. Endda næsten hele tiden.
Jeg fandt bakken, og fik mig med møje og besvær bevæget mig helt til toppen. Udsigten var fænomenal, og i horisonten kunne jeg endda se de walisiske bjerge i det klare vejr.
Men jeg kunne også sagtens forestille mig, hvor vildt det må være at kaste sig ud fra toppen af Coopers Hill i en hovedkuls jagt på en ost. Hvis du vil se et par levende billeder at vanviddet, kan du klikke her.
Og således blev det et tjek ud for Coopers Hill på min liste. Smilende, men også lettere hovedrystende, begav jeg mig mod nord i retning af Peak District.
For tosserierne på Coopers Hill kvalificerede altså ikke stedet til optagelse i “Den Hellige Mælke-gral”.
Stille søndag morgen
Jeg var igen tidligt afsted, og jeg nød at have de fuldstændig fantastiske veje i Peak District, lidt vest for Sheffield, helt for mig selv. Ubesværet fandt jeg landsbyen Hartington og det lille osteudsalg på byens torv.
Jeg var på jagt efter den berømte originale Stilton ost. Det er den mest skønne blåskimmelost, og den må kun produceres i 3 grevskaber i det midt-engelske: Derbyshire, Leicestershire og Nottinghamshire.
Hartington Creamery i Derbyshire er den absolut mindste producent af den mærke-beskyttede ost, og det var netop deres ostebutik, som jeg havde fundet. Hvilket herligt og idyllisk sted.
Stilton-osten fra himlen
De to kvindelige ekspedienter delte velvilligt ud af både viden og smagsprøver, og det var en fryd at opleve. Glasmontren bugnede af lokale oste, og mangfoldigheden var slående.
Men Stilton-osten overskyggede dem alle. Og det var med god grund, at den havde den mest fremtrædende plads i køledisken.
Den perfekt modnede ost strålede i både smag og konsistens, og det stod lysende klart, at dette var noget helt specielt. Jeg var slet ikke i tvivl.
Så Stilton-osten fra Hartington Creamery blev med den største selvfølgelighed optaget i “Den Hellige Mælke-gral”. Lige på stedet.
Hvilket pragteksemplar af en ost.
Underholdning på kajen
Således var EXPEDITION KEFIR #1 allerede en stor succes. Med Stilton-osten optaget i “gralen” som det allerførste produkt, kunne motorcykelrejsen ikke længere gå helt skævt. Men turen var endnu ikke fuldendt.
Jeg vendte forhjulet ud mod det noget mere kedelige Norfolk og nærmere bestemt byen Harwich. Returrejsen til det kontinentale Europa foregik nemlig også med færgen til Rotterdam i Holland.
Det blev en oplevelse at stå der på kajen og frysende vente på at køre ombord.
Et par gutter i en dugget 90’er Ford Fiesta hyggede sig med stille fællessang og store rødvinslurke direkte af flasken. En lidt kikset tysk rockertype forsøgte uden held at charme sig ind på den attraktive kvinde, der først sad i billetlugen og nu senere skulle dirrigere ombordkørslen.
En handicapbil blev vinket frem som første køretøj, og i en vanvittig og fuldstændig kompetenceforladt manøvre lykkedes det kun lige akkurat at undgå en påkørsel af de forreste ventende motorcykler.
Fantastisk. Endnu engang blev jeg bekræftet i, at The Journey Matters. Oplevelserne står i kø, når man rejser. Også i en kold færgehavn i Harwich.
Nattens sejlads forløb uden problemer, og T12’eren sprang velvilligt i gang, da bommen på færgen gik op og slap de sammenstuvede køretøjer løs igen.
Jeg satte kursen mod byen Gouda, der selvfølgelig er hjemby for den kendte ost af samme navn.
Et oste-cirkus til 25 millioner kr.
Jeg fik parkeret Yamaha’en i et p-hus, og spadserede til “ Gouda Cheese Experience”, der ligger i centrum af byen. Jeg var dagens første og indtil videre eneste kunde og fik betalt de 16 Euro, det kostede at få adgang til udstillingen.
Og lad mig sige det, som det var: Jeg blev blæst bagover af overraskelse.
“Gouda Cheese Experience” er et oplevelsescenter i international klasse, hvor man på pædagogisk vis følger mælkens vej fra koen til den færdige ost. I et overflødigshorn af audio- og visuelle info-stationer bliver man ledt gennem de enkelte afsnit, og det var næsten for meget.
I hvert fald for en gammel ostemejerist som mig.
Som besøgende kunne man udfylde et skema med svar, som matchede nogle af de informationer, man fik undervejs. Efter endt rundtur var man således blevet en ‘Cheese Master’ og blev tildelt en fin badge, som man stolt kunne hægte på trøjen.
Jeg fik en god snak med ejeren og kunne ikke skjule, hvor imponeret jeg var. Men da jeg efterfølgende sad på motorcyklen, tænkte jeg endnu en gang på oplevelsen.
Gouda-ost er ligesom Cheddar blevet en masseproduceret verdensmarkedsost, og har tabt sin originalitet for mange år siden. Det kan et oplevelsecenter til 25 millioner kr. ikke rette op på, og selv om alle sejl var sat for at skabe en flot turistdestination, var min holdning klar:
Gouda Cheese Experience ville ikke – trods et dyrt og flot forsøg – komme med i “Den Hellige Mælke-gral”.
Hvor var træskoene?
Efter en times hollandsk sjaksvåd motorvejstransit trillede jeg ind i den noget mindre by Edam. Selvfølgelig hjemby for Edam-osten, der ligesom sin storebror i Gouda, er blevet kendt – og nu også produceres – verden over.
Efter en udsøgt lille frokost på en lokal restaurant, var det tid at opsøge ostens arnested. Jeg bevægede mig rundt på de regnvåde brosten og fortrød, at jeg ikke havde træsko med. Det ville ligesom have passet ind, syntes jeg.
Idyllen blev ikke mindre af, at små kanaler skar deres vej gennem bymidten og gav den helt rette stemning. Ostebutikken bugnede af udvalg og var strategisk helt rigtigt placeret, hvor alle turister naturligt ville passere.
Edam for alle
Ved siden af butikken lå nogle sammenhængende udstillingslokaler, der fortalte om både historien og fremstillingsprocesserne for den hollandske ost. Entrebilletten på 8 Euro skulle betales i butikken, og jeg var endnu en gang den eneste, der denne mandag havde benyttet mig af det gode tilbud.
Det var en fin oplevelse. Det var både informativt og underholdende, men slet ikke i samme skala som i Gouda. Og det gjorde det faktisk en smule mere hyggeligt, syntes jeg.
Den gode oplevelse hang måske også sammen med, at kvinden i butikken var synonym med den forestilling, man har om hollandske oste-piger. Hun var så struttende sund og glad, at jeg var sikker på, at hun havde fået hendes del af ostelageret indenbords i en forholdsvis tidlig alder.
Kvaliteten i ostene var uden tvivl i top, men originaliteten og det unikke var nok løbet ud med vallen nogle år tidligere. Desuden så det ud til, at der var gået lige vel rigelig inflation i farverige indpakninger.
Ydermere findes der ingen varemærke-beskyttende paraply over Edam-osten, og der er dermed frit slag for alverdens producenter til at gå i gang med en produktion. Og det har de gjort.
Så selv om besøget i Edam var både hyggeligt og dejligt, blev det ikke til optagelse i “Den Hellige Mælke-gral” for Edam-ostens vedkommende.
EXPEDITION KEFIR #1 til England og Holland
Regnvejret fulgte mig hele vejen til Danmark, men det kunne ikke spolere den fantastiske oplevelse, som turen havde været. Den første rejse af EXPEDITION KEFIR havde uden tvivl været en stor succes.
Stilton-osten fandt vej til “Den Hellige Mælke-gral” på grund af den unikke kvalitet og originalitet – men også på grund af selve oplevelsen, som besøget i Hartington gav.
Planlægningen af den næste rejse er allerede i gang, og hvem ved – måske er der flere kandidater blandt de mest ikoniske og ypperste mejeriprodukter rundt i Europa, som fortjener optagelse i det fineste selskab.
Min fantastiske Yamaha XT1200 Super Ténéré står allerede klar til de nye eventyr og fjerne destinationer.
Og jeg er også klar og kan slet ikke vente. Jeg SKAL afsted igen.
I jagten på “Den Hellige Mælke-gral”.
PS: Tjek W MOTO på Facebook her med et ‘synes godt om’ – så misser du ikke de kommende indlæg.