Jamen, altså…
En frikadelle-sandwich fra Circle K i Tønder sætter dig i stand til næsten hvad som helst.
Den får dig tilbage på toppen. Den får dig motiveret, og giver dig mod på mere. Top den så lige op med en drikkeyoghurt og mærk hvordan du kommer helt op og ringe.
Og på en eller anden måde, havde jeg brug for netop sådan et boost.
For til denne weekend-destination havde jeg udvalgt mig det vindblæste, kedelige og flade marskområde lige syd for den dansk/tyske grænse. Og dér kunne man vel ikke forvente noget ophidsende. Altså heller ikke sådan rent køremæssigt.
Desuden ville grimme vindmøller og dræber-får nok også gøre deres til at forstyrre udsigten til horisonten.
Men ok så. I W Moto’s tjeneste må man en gang imellem udstå diverse strabadser. Så jeg trillede over grænsen.
Og måske ville det hele slet ikke blive så slemt endda.
De hemmelige veje
Og tænk sig. Selv i Nordtyskland gælder reglen om, at eventyret findes lige der, hvor du mindst venter det.
Jeg stak nemlig mod vest. Helt ud til digerne, hvor der godt nok både er mange vindmøller og får – men hvor der også findes fantastiske veje.
De snævrer ind til blot et par meter i bredden, og giver en ganske inspirerende køreoplevelse. Desuden ledes man gang på gang op på de gamle diger, og størrelsesforskellen til den nuværende kystsikring er slående.
Jo, vejene er smalle men også ganske velpræparerede. Du finder både asfalt og lidt grus, så der er noget for enhver smag.
Mine fordomme forsvandt lynhurtigt, og jeg nød at køre gennem landskabet. Stoppede, og gik op på toppen af det nye fremskudte dige. Hvilken udsigt. Hvilken storhed og eksponering af elementerne.
Wauw til det hele.
Og med fåre-lort under sålerne forsøgte jeg at fotografere indtrykkene. Men hurtigt indså jeg grunden til, at man er nødt til at komme der selv.
For den naturoplevelse fanges ikke på noget kamera.
Fra rapsmarker til turistfælde
Jeg fulgte de yderste veje mod vest. Passerede diverse sluseanlæg, og blev hurtigt klar over, at det kræver både teknik og kræfter at sikre kysten mod oversvømmelse.
Bag digerne ligger de opdyrkede marker, og rapsen stod knaldgul i fuldt flor. En oversvømmelse ville være katastrofal for både afgrøderne på markerne, men også for de mange gårde og små bysamfund.
Jeg havde næsten det hele for mig selv, og min Yamaha XT 1200 Super Ténéré fik lov at strække ud på de herlige veje. Men pludselig befandt jeg mig i Løkken eller Blokhus. Det føltes i hvert fald sådan.
Byen Sankt Peter Ording rev mig ud af min Nordtyske motorcykeldrøm og viste med al tydelighed, at tyskerne vil på ferie ved vandet. Koste hvad det vil.
Stedet var en tydelig kontrast til det skønne landskab, for turistfælden var fuldkommen med hoteller, restauranter og skilteskov. Men jeg kunne heldigvis bare ønske god ferie – og vende om igen.
På havets bund
Jeg cruisede stille og roligt tilbage mod byen Husum. En lang og oplevelsesrig dag i sadlen havde gjort mig mør, og jeg kunne fornemme et snigende behov for schnitzel og pils.
Jeg trængte også til en dukkert, men det blev nu ikke i Husum Havnebad. For det er der ikke noget der hedder.
Tidevandsforskellen på de her kanter er nemlig op til ca 4,5 meter, og ved ebbe bliver selv dit flotteste hovedspring – med salto – gjort til grin på kajen.
Schnitzlen og pilsneren smagte dog upåklageligt, og jeg måtte endnu engang konstatere, at Nordtyskland har SÅ meget at byde på.
En sviptur til det tyske vadehav kan helt sikkert anbefales, og eventyret venter, uanset at vejene er flade.
Men snup lige en frikadelle-sandwich i Tønder på vejen derned.
Skal du ikke lige tjekke – og følge – W Moto på Facebook? Du kan se siden her