Jeg kørte vel ca 40 km/t, da jeg trillede det sidste stykke ned gennem skoven mod Rosenholm Slot. Rådyret besluttede sig for, at det trods min ankomst havde fortrinsret i skoven og steppede derfor ud på vejen 50 meter længere fremme.
Dyret løftede hovedet lidt, og rettede et stift blik mod mig. Forventede at jeg havde fingeren på bremsen, og sådan endte det hele jo selvfølgelig også i fryd og gammen. Jeg følte, jeg havde fået en idyllisk velkomst til Djursland, og rådyret fik effektivt kontrolleret trafikken i skovbrynet. Win win.
Rosenholm Slot blev således min gateway ind til Djursland og til et landskab, der altid vil kunne imponere og inspirere selv den mest garvede motorcyklist.
Djursland eller paradis?
Idyllen startede umiddelbart efter Auning. På tørre veje endda. Triumph’en bed sig godt fast på det perfekt svungne vejforløb, som hele tiden bød sig til.
Solen tittede ned gennem trætoppene, da jeg bevægede mig gennem landskabet, og med Løvenholm Gods som et markant pejlingsmærke, startede turen for alvor.
Pivfalsk nynnede jeg en udtjent 80’er sang, mens jeg kørte gennem Marie Magdalene, men humøret var højt og landskabet fantastisk.
Rutens første stykke grusvej skulle forceres, og med åbent visir indsnusede jeg så meget af den friske paradisluft som overhovedet muligt. Et sandt bombardement af dufte ramte min næse, og jeg tog en dyb indånding og holdt vejret i et forsøg på at gemme lidt af følelsen. Til en senere regnvejrsdag måske.
Jyllands østligste punkt
Det gik videre nordpå. Ud mod kysten og de populære turisthavne. Bønnerup Strand bar præg af feriestemning og is med guf. Store yachts lå side ved side, og deres velklædte ejere tiltrak misundelige blikke fra de forbipasserende. Men min Triumph og jeg selv klædt i Belstaff motorcykeljakke kunne omtrent samme trick, og jeg fik da en hyggelig snak der på kajen.
Jeg nærmede mig efterhånden østkysten af Djursland. Spektakulære udsigter afløste hinanden som perler på en snor, og jeg var selvfølgelig at finde på de allermindste veje.
Endnu et grusvejsstykke tog mig til Gjerrild Klint, og det blå Kattegat bød mig velkommen. Skyerne samlede sig og trak regnbyger over hav, da jeg efterfølgende nærmede mig Fornæs. Jyllands østligste punkt med de hvide kalksten i strandkanten som et markant modsvar til de mørke skyer.
Check. Been there. Done that. Men man kunne ikke købe nogen T-shirt.
På grusveje i Nationalpark Mols Bjerge
Tidligt næste morgen tittede jeg forhåbningsfuldt ud bag gardinet og kunne se, at Grenå var badet i sollys. Jeg kom tidligt afsted og havde næsten det hele for mig selv.
Og der skulle kun få kilometer til, før landskabet endnu engang skiftede karakter. Kystvejen ned mod Ebeltoft forkælede mig med gule kornmarker, blå himmel og grønne skove. Det blev bedre og bedre.
I Dråby kørte jeg ind på dagens første grusvej. Skoven lukkede sig om mig, inden jeg nogle kilometer senere befandt mig ved kysten ved Ebeltoft vig. Udsigten var som et fatamorgana, og jeg syntes, at Fregatten Jylland sejlede forbi lige derude på det blå vand.
Grusvej igen. Op i Mols Bjerge. Triumph’en blev lidt varm under mig, da luftkølingen ikke havde de mest optimale betingelser, men herregud.
Jeg blev bjergtaget (…) af den naturmæssige oplevelse og måtte indrømme, at jeg ikke vidste, at der fandtes et sådant fantastisk landskab i Danmark.
Tryk for at se Triumph’en på grusvej
Efter 5 kilometer på grus stoppede jeg ved Trehøje. Udsigten fra toppen var uhindret 360° og måske det flotteste syn, jeg endnu har set i Danmark.
Helgenæs og udsigt til Aarhus
Ned ad bakken igen og ud på snotklatten. Altså som Helgenæs jo ligner, når man ser på et Danmarkskort. Mere idyl, og heldigvis også flere motorcyklister. For de skønne veje og de duftende kartoffelmarker i blomst fortjente al mulig opmærksomhed. Og det gøres jo som bekendt bedst fra en motorcykel.
Sommerhusområderne emmende af afslappede turister, der netop havde fanget, at tiden ligesom var sat i stå. Frihed og naturoplevelser havde fundet hinanden i en slags symbiose, og det var svært at komme videre efter formiddagskaffen på en bænk ved Knebel Vig.
Fra Skødshoved Havn var der fri udsigt til Aarhus, og modsætningerne mellem de to steder blev krystalklare. Idyl og afslapning det ene sted, og industri og hektisk aktivitet på den anden side af bugten. En lidt skræmmende udsigt hvis man bedst kan lide det første.
Inden længe forsvandt Kalø Slotsruin stille i sidespejlene, og snart blev vejen en dobbeltsporet og effektiv ekspresvej. En markant kontrast til de idylliske ruter som jeg havde fulgt det sidste døgns tid.
Jeg sad bag styret og sagde til mig selv, at jeg allermest havde lyst til at vende om. Bare køre tilbage og blive væk på Djursland. Men jeg skulle desværre tilbage til virkeligheden.
Godt, at jeg tog den dybe indånding i går.
1 thought on “MC tur til Djursland: Nye højder i Mols Bjerge”