Kaffebord, spegepølse og ringridning. Ishockey, genforening og flyvestation.
Speedway, marskland og tysk mindretal. Fuglsang-øl, Gendarm-sti og domkirker.
Jo, jeg vidste det jo godt, inden jeg kørte. Sønderjylland har SÅ meget at byde på, og da jeg trillede gennem Kolding på vej sydpå, tikkede disse eksempler hurtigt frem på min indre skærm.
Foråret var netop nået til det punkt, hvor man ukritisk tog solskin og 7 grader for gode varer. Der var endnu et par måneder til, at der ville være blade på træerne, men saltet var af vejene. Og så var det bare afsted.
Jeg passerede hurtigt den gamle grænse, hvor Kong Christian den 5. fejrede genforeningen på en julidag i 1920. Han red dengang på en næsten hvid hest, og i dag var det så en Ceramic Ice Yamaha XT1200, der tog turen over.
Uden sammenligning, i øvrigt.
Verdensarv og honningkager i Christiansfeld
Du har nok set skiltet til Christiansfeld ude på den nærliggende motorvej. Og du bør unde dig selv at tage afkørslen en dag. For byen er noget ganske specielt.
Tilbage i 1700 tallet fik medlemmerne af Brødremenigheden lov til at grundlægge byen. De byggede nogle ret så karakteristiske huse i en overordentlig god kvalitet. Husene er der stadig, og efter en nylig gennemgribende renovering står hele byområdet nu knivskarpt.
Du behøver slet ikke nogen religiøs overbevisning for at nyde oplevelsen. Sæt du blot motorcyklen på støtteben, find en bænk og spis en honningkage. Det bliver en pause, du vil huske længe.
Idyl i Haderslev
Yamaha’en fik en skål havre, og kvitterede med en skøn køreoplevelse på de små veje uden for byen. Jeg kørte mod øst, og ferieområdet ved Hejlsminde dukkede frem over bakketoppen.
Både corona og vinterkulden holdt stadig aktivitetsniveauet i ave, men der var heldigvis et par andre motorcyklister, der også var derude for at tjekke forholdene. Fedt igen at løfte hånden til hilsen efter en lang vinter.
Pludselig glimtede Haderslev Fjord mellem træerne, og jeg tog et cruise. Det blev dog på Yamaha’en og ind gennem bymidten og de snævre gader.
De mange corona-lukkede cafeer og restauranter satte en effektiv stopper for morskaben, men vidnede dog trods alt om, at der normalt er liv og glade dage i købstaden. Haderslev er en rigtig fed by, og det var ikke svært at forestille sig det liv, der helt sikkert er på havnen en lørdag formiddag i sommersol.
En perle gemt langs fjorden
Haderslev Fjord er ca 10 km lang, og bugter sig selvfølgelig helt inde fra byen og ud til Årøsund. Jeg sad på motorcyklen og tænkte på, at det da er en laaang vej hver gang man snupper sin lystbåd i havnen, for at krydse lidt rund derude i Lillebælt.
Så hellere en to-hjulet veloplagt 1200 cc, der i et snuptag sikrer et lidt højere tempo. Og vandet er jo også flot inde fra land. Win win…
Men jeg nåede knapt 5. gear på vejen ud fra Haderslev, inden jeg drejede helt ned til fjorden for ved selvsyn at se de lokkende bølger. Og det bør du også gøre, hvis du kommer på disse kanter.
Starup Kirke ligger praktisk talt helt ned til fjorden, og der er en lille bådplads umiddelbart bagved. Det er det perfekte sted, hvis du er til medbragt mad og drikke.
Idyllen er fantastisk. Lystbådene sejler stille forbi, mens køerne står stille og overvejer at tygge den anden vej. Fred og ro. Pause.
Årøsund på spidsen
Der var nu ikke den store trafik på fjorden denne søndag i marts. Det var der heller ikke oppe på vejen, der går parallelt på sydsiden.
Så inden længe trillede jeg ind i det lille færgeleje i Årøsund. Her lige ved siden af det renoverede badehotel fragter færgen hvert år tusindvis af turister – og lidt færre beboere – over det lille farvand til Årø.
Færgelejet er et yndet udflugtsmål, men denne dag var der nu plads nok. Det hang nok sammen med den kølige temperatur og det faktum, at hverken motorcykel- eller bådsæsonen helt var startet.
Jeg tog en dyb indånding af den friske fjordluft og opdagede til min overraskelse, at det meste af dagen allerede var gået. De sønderjyske fristelser i form af fede veje og dejlige udsigter, havde fået tiden til at gå alt for hurtigt.
Så jeg mangler stadig alt det andet fra min Sønderjyske aktivitetsliste. Landsdelen opleves helt sikkert ikke kun på en dag, men turen til Haderslev var en dejlig sæsonåbning og en lille forsmag på, hvad landsdelen byder på.
Jeg må snart afsted igen. Mojn.
PS: Du skal da også følge W Moto på Facebook – tjek siden her