Scotland har deres ’North Coast 500’, USA har ’Route 66’ og i Tyskland finder du de ’36 sving’ i Harzen. Men nu ved jeg, at vi i Danmark også har vores pilgrimstur på motorcykel.
Limfjorden fra kyst til kyst.
Tro mig: Spektakulære udsigter, udfordrende veje og de skønneste landskaber venter bare på dig og din motorcykel.
Og når du til sidst parkerer ude ved molekanten længst mod vest, vil du indse, at du ikke bare har været på en tur. Du har været på en rejse.
Starten i øst
Starten på min tur gik længst mod øst i Egense. Færgen til Hals drønede frem og tilbage og fragtede de glade turister over Limfjorden.
Og den østjyske idyl fornægtede sig ikke med en stemning af trimmede sommerhusområder. Der var læ for vinden og sikkert rigelige mængder af kølig rosévin på terrasserne.
Jeg stak dog hurtigt mod vest på sydsiden af fjorden. Ind mod Aalborg og den hjemhørende nordjyske civilisation. Grønlandskajen og høje kraner tog i mod, og det hele synede da lidt af storby.
Inde i Aalborg var der frit udsyn til privatlivet i lejlighederne på havnefronten, og jeg prøvede på bedste vis at beherske mine stalker-tendenser. Men her leves et tilsyneladende rimeligt ubekymret liv i forholdsvis nyskabte arkitektoniske korrekte miljøer.
Og det var fedt at se. For området var lige ned til fjorden, og det emmede af en ægte begejstring over at have fået Limfjorden som nærmeste nabo.
Op på bakkerne
Det var uden tvivl en omvej, men ruten helt ude langs sydkysten til Nibe bød på høje udsigter, og jeg hujede bag visiret. Jeg kunne bare ikke få nok. Og vejen videre langs kystlinjen til Aggersund, var blot endnu mere spektakulær.
Også her var jeg højt oppe, men vejen endte i et langt grusstykke. Udfordrende og støvende, men sammenkørt og kørbart. Fedt.
Kalk, lim og grus i retning mod Thisted
Fjorden har fået sit navn fra den undergrund der præger en del af området. Kalksten er limsten. Og så må vandet omkring selvfølgelig kaldes Limfjorden.
Tæt ved Løgstør ses tydeligt den industrielle udvinding af undergrundens store mængde kalk. Her skræller man ligefrem lag af overfladen med nogle gigantiske maskiner.
Jeg stod på kanten af området og faldt i svime over udsigten, inden turen gik videre over Aggersundbroen og mod Thisted.
Vejen ind mod Thisted bød på udvalgte småveje, og måske turens mest fantastiske vejstykke: Dæmningen.
Jeg havde det hele for mig selv, og jeg måtte stoppe i betagelse. Et kilometerlangt grusstykke tog mig helt ned langs vandet, og endte i et skønt landskab og et videre vejforløb med bugtende sving og bakkede højdedrag.
‘Blæsten går frisk over Limfjordens vande’ kunne sagtens være skrevet netop her.
Vindmøller og naturpark
Næste morgen piskede de kæmpestore vindmøller i Det Nationale Testcenter regnvejret til skamme, og der kom endelig hul i skyerne, da jeg nåede Hanstholm.
Det var fedt at se havnens hektiske aktivitet. Gaffeltrucks og mågeskrig. Ventende lastbiler og udadgående kuttere. Et skilt forkyndte endda, at der var en havneudvidelse i gang.
Men pludselig var alt bebyggelse bare slut. Klitterne tog over og dannede de yderste vestligste rammer for Nationalpark Thy. Den største af sin slags i Danmark.
Her var så markant uforfalsket, blæsende og forladt. En redningshelikopter flækkede skyerne langs kystlinjen som en langsomt flyvende stålengel. Ellers var der ikke så meget andet end rå natur.
På Agger Tange skubbede vestenvinden ret så kraftigt til Triumph’en, der dog forblev klippefast på kursen. Limfjorden til venstre for mig blinkede blåt og indbydende, men til højre stod den barske vestkyst.
Jeg følte mig faktisk forholdsvis lille der i elementernes kontrol. Saltvandsduften var markant i næseborene, og vidnede om en helt anden natur lige derude bag klitterne.
Sådan var det helt ned til færgen, der nænsomt og beskyttende tog mig over Limfjordens vestligste punkt og ind til Thyborøn.
Hvilken markant kontrast til den østjyske idyl. Og hvilken øjenåbner som turen havde været. Jeg havde uden tvivl fundet min egen danske pilgrimstur på motorcykel:
Limfjorden fra kyst til kyst.
PS: Du skal da også følge W Moto på Facebook – tjek siden her
Hej,
Fin artikel. Du skulle vel ikke have din tur “Limfjorden fra kyst til kyst” plottet ind som GPX fil?
Hej.
Tak for din kommentar og fordi du læser med. Nej, jeg har desværre ikke ruten plottet ind – men jeg er sikker på, at du finder nogle skønne veje, når du forhåbentlig kommer afsted.
Mvh Jakob