Jeg går til bekendelse og erkender, at det var et stjålent blik. Men jeg kunne simpelthen ikke lade være.
Den flotte midaldrende norske kvinde kom raskt gående over p-pladsen. Lyshåret, stærk og velplejet. Hver dag spiste hun sikkert myseost, drak kildevand fra Imsdal, svømmede nøgen i dybe fjorde og gik lange ture på fjellet.
Hun gik hen mod hendes store hybrid SUV. Batterierne var garanteret opladet med strøm fra vind- og vandkraft. Og nu ville hun selvfølgelig hjem i det 100% bæredygtige træhus og strikke en varm sweater til vinter.
Jeg lod blikket vandre ud over fjorden. Bjergene voksede til dobbelt højde, når de spejlede sig i det blikstille vand.
Langt, langt oppe kunne jeg se den snoede serpentinervej, som jeg skulle køre på lige om lidt. Vejen var aldeles tom og corona-forladt.
Sig mig – er det motorcykel-paradis det her? spurgte jeg mig selv. Ja, gu’ var det så.
Det ligger kun et par timers sejlads fra Danmark. Og paradiset kaldes også: Norge.
Fully loaded og klar
Det ville blive den første lange tur på min fully loaded Yamaha XT1200 Super Ténéré. Så det skulle også være lidt en test af både køreegenskaber og udstyr.
Ude foran havde jeg monteret en MRA spoiler på den høje vindskærm fra Puig for helt at eliminere turbulens omkring hjelmen. Desuden kunne jeg jo også justere højden efter behov.
Bagagesystemet fra SW Motech bestod af både tanktaske samt top- og sidetasker. Dermed kunne jeg have de vigtigste småting lige ved hånden. Og tøj, ekstra handsker, regntøj og forplejning fandt fint plads i de vandtætte alu-kasser bagude.
Der var 4 dages mellemrum mellem færgeafgangene til henholdsvis Larvik og retur fra Kristianssand. Ruten i Norge var løseligt forberedt og ville blive en rundtur på ca. 1.100 km.
Booking.com var også blevet konsulteret, for jeg kunne desværre ikke lige finde telt, sovepose eller Trangia ude i garagen inden afgang. Afsted, afsted.
Motorcyklistens basale behov
Jeg sad på færgens dæk, og havde nok startet Yamaha’en lidt for tidligt. Men jeg var SÅ klar. Jeg holdt forrest, og ventede bare på at klappen gik ned. På færgen, altså.
Jeg smilede tilfreds ved at se forlygternes skarpe kast af lux mod stålpladen foran mig. Motoren spandt, og jeg fornemmede forventningens glæde.
Og samme følelse fulgte mig faktisk på hele turen. For i Norge ved du aldrig, hvad der venter omkring næste hjørne eller efter næste tunnel.
Køreoplevelsen er total. Fra de vildt udfordrende op- og nedstigninger til det uendeligt afslappende cruise langs en billedskøn fjord.
Og de trængende eventyrere finder nemt en grusvej til et tjek af traction control lampen. Vi ved jo godt, at den er der et eller andet sted i instrumenteringen, men hvornår så du den egentlig lyse sidst?
Du får sol og regn. Kulde og varme. Spektakulære udsigter og blindhed i tåge. Alt hvad du drømmer om af frihed og nedgearinger.
Og du skal kun lige af færgen, før du opdager, at du således har tilsidesat nogle af de mest basale behov for en motorcyklist. Altså, vi er på samme niveau som for mad og sex.
Men NU er ventetiden over. NU bliver det godt igen.
For færgen er i havn om få minutter.
Op og mod vest
Det var sidst på eftermiddagen, da jeg trillede de 100 km fra Larvik mod Kongsberg. Og selv her i den sydøstlige del af Norge, var det påfaldende, hvor lidt trafik der var.
Jeg sad og indsnusede duften fra de store, grønne mosklædte sten, der lå i skovbunden langs vejen. Uundgåeligt fik jeg et kortvarigt flashback til barndommens skumbade med duft af fyrrenåle og efterfølgende tortur med Nivea creme.
Men kæmpe-elge og hastighedskameraer lurede garanteret i vejkanten, så jeg måtte hellere holde fokus.
Den næste morgen var jeg tidligt afsted. Det var tørvejr, og jeg kørte en ret sej dress code med Belstaff jakke og Fuel Motorcycle bukser. TomTom’en var sat til ‘spænding’, og snart gik det for alvor opad.
Men først kom regnen. Så kom tågen. Og lige derefter kom kulden. Jeg kompenserede med skriggult regntøj og forsigtighed.
Yamaha’en var dog ligeglad. Dækkene bed sig fast i, hvad der var af underlag, og affjedringen slugte ujævnhederne til formiddagskaffe.
Så det var første bjergpas. Vel nede på den anden side var tågen væk og temperaturen steget til rimelig. Men regnen blev ved det meste af dagen.
Jeg kørte mod vest i retning af Stavanger. I lang tid havde jeg Hardangervidda Nationalpark over højre skulder, og landskabet var vildt spektakulært. Og de lave skyformationer gjorde blot udsigten endnu mere dramatisk.
På vegen min
Regnen stilnede af, og jeg bevægede mig vestover mod Sand i Ryfykle, som var dagens destination. Og det betød en del kilometer på den norske hovedvej 13.
Vejstrækningen specielt langs Suldalsvatnet var simpelthen så vanvittig flot. Som i VILDT imponerende og bare HELT fantastisk. Den bør uden tvivl udråbes som en af de bedste motorcykelveje i verden.
Vejen byder på en uendelig række af sving og tunneller, og konstant åbner den norske natur for skatkammeret af flotte udsigter.
Jeg har som så mange andre været ganske imponeret af udsigterne omkring Geiranger. Men denne vejstrækning er efter min mening helt på højde med de nordlige og måske mere kendte ruter.
Den vil for altid have en speciel plads i mit motorcykelhjerte. Og jeg skal helt sikkert opleve den igen. Måske fra vest mod øst næste gang.
Klik her for at se den flotte udsigt
Det går rundt, op og ned i en uendelighed
Tørvejret ramte mig som en kærkommen overraskelse den næste morgen. Og tørre veje var ganske behændigt til dagens rute.
For nu var det for alvor tid til at teste Yamaha’ens egenskaber i skarpe sving, på grusveje, på vilde serpentinerveje og dybe nedstigninger.
Dagens mål var Flekkefjord, og inden jeg nåede byen med de skønne træhuse og den intense idyl, var der lige nogle højdemeter at gøre kål på.
Og hvilken dag det blev. Jeg blev virkelig udfordret på den nye Yamaha, og lærte mere om dens køreegenskaber på 8 timer, end jeg ellers ville have gjort på en hel dansk MC sæson.
Små færgeture tog mig videre til den næste maleriske by på ruten, og jeg kunne simpelthen ikke tørre smilet af. Pludselig var der også 5 kilometer nypræpareret grusvej serveret som en lille mellemret. Og jeg vil love dig, at jeg tog for mig af det hele.
Jeg var høj af køreglæde, og havde faktisk svært ved at sove om aftenen. Og i stedet for at tælle får, talte jeg norske køer på smukke og smalle veje…zzzz
Det planlagte mytteri på Fjordline
Turens sidste formiddag tager mig ad de mindste veje til Kristianssand. Og lige nu går det op for mig, at det er alvor. Jeg skal hjem.
Kaptajnen på den nye kæmpestore katamaran har en fest bag roret hele vejen til Hirtshals. Så det er en lettelse at se Yamaha’en stadig stå oprejst, da adgangen til bildækket igen åbnes.
Rækkerne af biler foran mig bliver langsomt fyldt med passagerer, men jeg har ikke travlt.
Jeg tøver. Med vilje.
Måske kan jeg opdigte et teknisk problem, så jeg slet ikke behøver at køre fra borde. Så vil jeg jo blive nødt til at sejle med tilbage til Norge.
Tilbage til det fantastiske motorcykel-paradis. Og så blot køre den samme tur igen – bare i den anden retning.
Men ak nej. Det går ikke. Turen ER slut.
For færgen er i havn om få minutter.
PS: Du kan også finde W Moto på Facebook – tjek siden her