Jeg = et vanedyr. Især om morgenen.
Vækkeur, brusebad, havregryn og så ind i bilen. Derefter 75 km kørsel med et minut-præcist ankomsttidspunkt. Og en del timer senere så nøjagtigt den samme rute tilbage.
Hver dag. Året rundt.
Jeg har siddet der bag rattet og været vidne til alle afskygninger af det danske vejr. Nogle gange har det været en fordel at sidde indenfor. Men når solen skinnede lunt, var det næsten forfærdeligt.
Og i sommermånederne har jeg hver morgen mødt en motorcyklist. På samme tid og samme sted. Så altså en anden fyr med faste morgenrutiner. Jeg tænkte tit, at han altså var lidt mere ægte biker end mig.
Så det var faktisk ham, der fik mig til at sadle om. Nu skulle det være.
Jeg ville også prøve, hvordan det var at være pendler-motorcyklist til og fra arbejde.
Madpakke, skiftetøj og timing
Aftenen inden den første tur, gik jeg lidt rundt i cirkler.
Hvad skulle jeg nu lige huske at få med? Kunne min computertaske være i topboksen? Burde jeg bakke bilen tilbage, så jeg hurtigt kunne komme afsted ud af indkørslen?
Jeg pakkede skiftetøjet i en pose, og fik tjekket de andre detaljer. Og jeg må indrømme, at jeg gik rundt med et indforstået grin.
For normalt kører jeg kun motorcykel for underholdningens skyld. Og så har man jo masser af tid til de indledende øvelser.
Men nu var det en helt anden oplevelse. Nu var det på en måde ligesom alvor. Men det ville da blive fedt, var jeg sikker på.
Bag duggede briller og et stort smil
Det var en morgen i juni, og vejret var fantastisk. Jeg glædede mig. Famlede lidt med det meste, men jeg kom da afsted.
Efter kun 200 meter slog det mig, at jeg ikke havde fået høreværnene i. Af med handsker, briller og hjelm endnu engang.
Klokken var kun 06:45, solen varmede allerede, og jeg kampsvedte under Belstaff-jakken. Men så trillede jeg igen, og endelig kom der lidt fartvind som Vorherres aircondition. Afsted, afsted.
Og pludselig var han der, den anden motorcyklist. Jeg vinkede, så jeg næsten faldt af. For nu var jeg for alvor med i klubben af motorcykel-pendlere, syntes jeg.
Så første dag var en stor succes. Men jeg skulle snart forstå, at jeg stadig var en novice.
Glemsomhed eller bare nye vaner?
Argh, så kom begynderfejlene. Til bøvl og frustration.
For de følgende dage bød igen på glemte høreværn, forstyrrende tankninger, glemt skiftetøj og optræk til regnvejr. Desuden syntes jeg, at flere af de morgentravle bilister kørte alt for råddent.
Men langsomt blev jeg mere og mere overbevist. For på trods af begynderfejlene og tidsforbruget til omklædning, føltes det her bare helt rigtigt.
Benzinforbruget viste sig også at være yderst fordelagtigt i forhold til bilen, og jeg sad faktisk der og følte mig helt med på den grønne bølge. Bæredygtig på 2 hjul. Jo, jo.
Men det var jo også en effektiv, nem og sjov transport.
Snigende rutine eller vedvarende køreglæde?
Hen over sæsonen blev det til nogle tusinde kilometer frem og tilbage til arbejde. Og åhh, hvor var det fedt.
Der skulle blot et par små ændringer til i de daglige rutiner, så føltes det helt naturligt, at motorcyklen blev det daglige transportredskab. Med alt hvad det indebar af fordele.
Og det overraskede mig faktisk, at den frihedsfølelse, som vi jo alle kender, stadig hang fast i køreoplevelsen. Også selv om der var gået hverdags-MC i den.
Så jeg er blevet omvendt, eller rettere overbevist. Får jeg chancen, vil jeg altid benytte mig af muligheden for at inkludere motorcyklen i den daglige transportform.
Jeg synes, du bør unde dig det samme. Og jeg skal nok vinke helt vildt, når jeg møder dig.
Også kl 06:45.
PS: Du skal da også følge W Moto på Facebook – tjek siden her