For et par år siden fik det danske pas en designmæssig overhaling. Det betød, at Harald Blåtands berømte runesten i Jelling nu findes på den allerførste side.
Et pas er vel vores næstvigtigste personlige dokument, altså lige efter MC kørekortet, og mon ikke vi alle har haft glæde af at bruge det som officielt adgangskort til skønne feriesteder og destinationer rundt omkring i verden.
Så at skabe et kunstværk der gengives netop dér, er vel egentlig meget godt gået.
Og mon ikke den fyr, der ristede runerne med hammer og mejsel for ca 1.000 år siden, ville blive pænt glad, hvis han vidste, at stenen ville få en så markant plads selv i et moderne Danmark anno 2024.
Ravnunge-Tue: Vikingetidens rune-pusher
Man ved nu, at monumenterne i Jelling ikke var de eneste sten, ham runeristeren fabrikerede. Hans chef hed Ravnunge-Tue, og han havde stor respekt for Dronning Thyra. Altså Harald Blåtands mor.
Og det havde han med god grund.
For det var med stor sandsynlighed hende, der svingede taktstokken dengang i vikingetiden. Arkæologerne mener, at hun havde stor magt og reelt var den danske regent. Ja, måske var Gorm den Gamle kun konge, fordi han var gift med Dronning Thyra.
Så Ravnunge-Tue fik derfor produceret indtil flere runesten til Dronning Thyra, og de står frit til skue i det sydjyske landskab den dag i dag. Sammen fortæller de et stykke enestående Danmarkshistorie, og på en dejlig forårsdag kunne jeg ikke vente længere.
Jeg startede Yamaha’en og drog på et historisk togt, og med ombord havde jeg den gæve cockpit-viking kaldet ‘Kefir’.
Dronning Thyras land sydvest for Jelling
Slaghuller, fart-bump og irriterende langsomme bilister prægede den snoede vej ud af Vejle. Så der var al mulig grund til at nyde den friske luft, da landevejen endelig åbnede sig.
Der ligger indtil flere millimeter gummi i asfalten på vejen mellem Vejle og Egtved, der stammer fra mine motorcykeldæk. For det er en super dejlig strækning med skønne udsigter, og det kræver kun en lille afstikker, så befinder man sig fluks nede i den dybe Vejle Ådal, hvor naturen næsten er på steoider.
Og netop der står et af de store mesterværker fra vikingetiden. Den fantastiske Ravning Bro. Den er et bevis på, at vikingerne gerne byggede stort og solidt.
I dag er der bygget en replika, som står helt ude ved vejsiden. Og hvis man kigger godt efter, er der et bælte tværs over ådalen, som holdes fri for vegetation. Dette spor indikerer, hvor den imponerende lavbro havde sit spænd.
De oprindelige 1.000 år gamle stolper af egetræ står stadig gemt i den lerholdige jord, og jeg tror, at de gemmer på en hemmelighed. For hvem ved – måske blev broen etableret for at sikre en sikker og hurtig adgangsvej til Dronning Thyras besiddelser derude sydvest for Jelling.
Og det var netop i den retning, at dagens destinationer lå.
Æren for Dronning Thyras høj
Min motorcykel-veninde lyste op i sidespejlene, og solen skinnede på en koboltblå baggrund. Så der var med andre ord al mulig grund til at nyde ankomsten til byen Bække, der var dagens første destination.
Stille rullede vi ind i landsbyen, og vi fornemmede straks en lidt mat stemning. Flaget foran kroen var hejst på halv, og facaden på bodegaen ‘Galajen’ var i direkte forfald. Så det var ikke alt i Bække, der matchede det gode humør, vi ankom med.
Men på kirkens parkeringsplads stod den så. Dagens første runesten.
Man kunne næsten fornemme Ravnunge-Tue stå lidt på afstand og nyde, at vi fotograferede og beundrede de 1.000 år gamle runer. Og lukkede man øjnene, var det ligesom om, at man kunne høre hammeren og mejslens anslag mod stenens hårde overflade.
Stenen når dog ikke dens sidestykke i Jelling med hensyn til størrelse og kunstnerisk udformning. Men det er ligemeget. For det er teksten, der er interessant.
Ravnunge-Tue får nemlig her slået fast, at han og et par af hans kammerater – Fundin og Gnyple – sammen byggede Thyras høj. Altså en af højene i Jelling.
Mjød og flere runesten
Thyras høj blev helt sikkert bygget, inden ‘Galajen’ blev etableret som byens bodega midt på Bækkes hovedgade. Men mon ikke at der var andre steder i byen, hvor man kunne få et krus mjød.
For Bække må have været vikingetidens provins hot spot.
Lidt uden for byen står der nemlig endnu en runesten. Så der har været masser af liv og aktivitet, og måske må de nuværende indbyggerne i Bække bare leve med, at der altså var mere gang i gaden for 1.000 år siden, end der er nu.
Denne anden runesten er opstillet i en skibssætning, der måler imponerende 45 meter i længden. Det er igen ingenting i forhold til den i Jelling, der er godt 360 meter lang. Men skidt med det.
For arkæologerne har fundet ud af, at denne runesten også har Ravnunge-Tue som ophavsmand. Så Bække tager altså stikket med to runesten og en direkte linje til Dronning Thyra i Jelling.
Vi undrede os over, at vi var de eneste besøgende denne lørdag formiddag. Både anlægget og idyllen burde nok kunne tiltrække mange flere turister.
Eftertænksomt gik vi tilbage til motorcyklerne og sadlede op for at køre mod det næste monument fra vikingetiden.
Læborgs stolthed
Jeg kan nemt forestille mig, at Dronning Thyra en dag pegede på endnu en gigantisk sten og sagde: ‘Sæt i gang’. Og det gjorde Ravnunge-Tue så.
Denne gang i byen Læborg cirka 5 kilometer sydpå fra Bække. Den imponerende sten må have været nøje udvalgt, så den udstrålede al den magt og power, som Thyra havde. Og den står her sørme endnu.
På pladsen foran Læborg Kirke pryder den indgangen til det fredfyldte område, og de dybe indgraverede runer står tydelige og markante. Her har Ravnunge-Tue skruet op for ambitionsniveauet, og de to sten i Bække falmer noget i en direkte sammenligning.
Den har dog en skade, for en del af stenen har været faldet af, men er påsat igen med en gang mørtel. Reparationen er mildest talt katastrofal, amatøragtig og elendig.
Stenens fundament ser tilsvarende dårlig ud, og det er som om, at der ikke rigtig har været respekt om det 1.000 år gamle fortidsminde. Dronning Thyra ville blive rasende, hvis hun så det, og hun ville garanteret vække Ravnunge-Tue fra Valhalla og beordre ham til at få det fikset lige med det samme.
Alt andet ved stenen er dog helt perfekt, og det er imponerende at gå rundt om den og stryge hånden mod de dybe runer.
Runestenen i Vestjylland
Runestenene i Jelling, Bække og Læborg har endnu en makker. Den står i Horne i Vestjylland, og den udgør således også et monument i vikingetidens fantastiske hyldest til Dronning Thyra.
Stenen er noget mindre og gør ikke meget væsen af sig. Også den har en skade, for en del af stenen mangler. Runerne er dog flotte og fortæller også her, at ‘Ravnunge-Tue gjorde Thyras høj’.
Nøjagtig som der står skrevet på stenen i Bække.
Runestenen i Horne står fint på kirkegården, og man har forsøgt at skærme og beskytte den ved at placere den under nogle små træer. Lad os håbe, at det er tilstrækkeligt.
Hvis man tager sin motorcykel og kører fra Læborg til Horne, tager det nok omkring 45 minutter. Læg dertil en kort pause undervejs og kører man desuden ad de mindst berejste veje, kommer man nok hurtigt op på én times rejsetid.
Men hvor lang tid tog det lige i vikingetiden? Distancen må have været ganske betydelig, og det gør blot sammenhængen mellem stenene endnu mere imponerende.
Runesten til Dronning Thyra
DR TV har produceret en dokumentar om sammenhængen mellem runestenene, og det er en storslået fortælling. Hvis du ikke allerede har set programmerne, kan du fange dem her.
Historien, der kan konkluderes, er ganske fantastisk, og det er en gåde, hvorfor ikke alle sten opbevares efter samme standard. De to runesten i Jelling står jo trygt i deres glasmontre, men de andre er placeret i det fri og er dermed eksponeret for både vejr og vind – og det, der måtte være værre.
Det ville Dronning Thyra også blive rasende over. Og vikingetidens sejeste kvinde løber man ikke om hjørner med. Det er runestenene og skibssætningerne i det sydjyske tydelige beviser på.
Man kan kun håbe på, at kustoderne hos Nationalmuseet finder en pose penge til formålet. Dronning Thyras runesten skal og må beskyttes, så de kan holde for evigt.
Motorcykelturen rundt til de 1.000 år gamle attraktioner fandt sin afslutning først på eftermiddagen. Det skønne sydjyske landskab udgjorde endnu engang en perfekt kulisse, og vi toppede det hele op med en velfortjent frokost.
Og således overraskede vores lille Danmark endnu engang. Tænk sig, en motorcykelrejse 1.000 år tilbage i tiden. På én lørdag.
Hil Dronning Thyra.
PS: Du kan nemt følge W MOTO på Facebook. Du finder siden her. Du kan også indtaste din email herunder – så kommer der en hilsen, næste gang der er nyt på siden.