Bakketoppen nærmer sig hurtigt. Det bliver et vildt hop. Men jeg holder på, for jeg ved, at jeg ikke må lande maskinen på forhjulet på den anden side. Så vil jeg sandsynligvis tabe kontrollen.
Jeg spænder alle mine muskler, da Super Ténéré’en banker ind i bunden af bakken. Jeg bliver trykket ned mod sædet, men her er jeg altså bare NØDT til at blive stående oppe. Kom nu. Kom nu!!
Det er NU, at alle løbeturene skal betale tilbage i form af gode benmuskler. SIDI støvlerne står solidt plantet i fodhvilerne, og jeg må bare stole på, at remmene kan holde under den kraftige påvirkning.
Ok – så letter jeg. WUUUSHH. Det kraftige bagdæk smider lige den sidste stråle grus bagud, inden hjulet mister kontakten med underlaget. Omdrejningsbegrænseren hugger ind, men det er vel for pokker også derfor, den er der.
Jeg er airborne, og når lige at fornemme lidt kildren i maven. Men så ser jeg, hvad der venter mig. Åhhh – shit. Det efterfølgende sving er jo alt for tæt på. Kom nu ned. Kom nu NED. Jeg skal altså have fat i noget grus – LIGE NU.
Lige inden jeg lander, smider jeg den et par gear ned. Så er der da noget, der kan fungere som anker dernede på gruset, alt imens jeg får travlt med noget helt, helt andet der bag styret. Så som at skifte retning, for eksempel.
Yamaha’en er selvfølgelig i offroad mode, og jeg stoler på, at traction control’en ikke vil spille mig et puds. For elektronisk hjælp er da det allersidste, jeg har brug for lige nu.
BANG. Affjedringen hamrer i bund med en kraft, så jeg har svært ved at holde mit hoved oppe. Touch down – ja, tak for kaffe, siger jeg bare.
Jeg skal bare have den bagende ud NU, for ellers når jeg ikke igennem svinget. Jeg sætter mig lidt op ad tanken, for at få så meget af min vægt som muligt skubbet fremad. Og så læner jeg mig til venstre, mens jeg smadrer håndtaget i bund. Og så skal der eddermame styres kontra.
Det er et vanvittigt drift. Og det er først, da baghjulet får fat i noget mere groft materiale ude i rabatten, at ekvipagen begynder at makke ret.
Momentet rykker forhjulet opad og væk fra gruset, men nu ved jeg, at jeg ER igennem svinget. Så jeg lader den bare danse på baghjulet en 20 meter mere, end det egentlig var nødvendigt.
Og så rolig nu. Yamaha’en får lov til at motorbremse sig halvt ihjel, inden jeg triller ind på en lille udsigtspost, hvorfra jeg kan nyde landskabet. Jeg griner under hjelmen, sveder, og føler mig da en lille smule brugt.
Men jeg ved jo godt, at jeg er klar igen om 10 minutter.
Sæsonens største løgne-historie
Tja, det er jo lige dét, det er. Løgn fra ende til anden.
Det er faktisk ok at påstå, at det er en løgn i samme alvorlige kategori som dengang, Peugeot solgte deres tidlige 307 SW model som værende en 7-personers bil. Du kan også mene, at historien bedst egner sig til nogle grå sider i et dårligt og lukningstruet adventure-magasin.
Men det skal nu ikke afholde mig for at fortælle om, at jeg i efteråret havde en dejlig dag på grusveje i det skønne midtjyske terræn. I et helt andet tempo forstås, men stadig sjov og udfordrende.
Jeg synes, der er mange oplevelser derude på grusvejene, der kommer før udskridninger, hop og hjulspin. Og også før forcering af dybe mudderfyldte vandhuller og tætte underskove.
Nej, jeg tjekker gerne ind på grusvejene af helt andre grunde. For dér er der faktisk garanti for naturoplevelser i form af markante udsigter og specielle landskaber.
Der findes fantastiske grusveje, der f.eks fører dig forbi de mest markante lyng- og hedelandskaber i Danmark. Undervejs vil du næsten altid se steder, som du ikke drømte om eksisterede.
Og netop derfor synes jeg, at grusveje er fede.
Tit og ofte får man næsten det hele for sig selv, og en pause langt derude på en solbeskinnet plet, kan sagtens være livgivende for hele den efterfølgende arbejdsuge.
Morale og gammelmands snusfornuft? I lårfede stråler, endda? Ja, ja – måske. Men jeg mener det faktisk.
Yamaha’en kan mere end mig
Motorcykelproducenternes farvestrålende brochurer levner ingen tvivl. Adventure-maskinerne kan bringe dig lige derhen, hvor du vil. Uden at kny.
Fra de højeste bjerge til de dybeste dale. Fra den golde ørken til junglen. Bare tag afsted på eventyr. Og eventyret starter der, hvor asfalten hører op.
Jeg tror faktisk på det. Og det er min drøm, at det også vil ske for mig en dag.
Men jeg tror altså ikke, at jeg vil forsøge at køre så hurtigt, som jeg overhovedet kan, når jeg engang kommer afsted. Jeg tror med andre ord ikke, at det er udskridninger og hjulspin, der giver de største eventyr på en stenet bjergvej i Tyrkiet.
Men alligevel kan man jo godt øve sig på de hjemlige breddegrader og glæde sig til, at endnu større udfordringer og eventyr bare venter på dig og din adventuremaskine den dag, hvor du for alvor tager på rejse.
Når det så er sagt, er der da heller ikke tvivl hos mig. Grusveje ER da fede. Og sjove.
PS. Du skal da også følge W Moto på Facebook – tjek siden her