Har du nogensinde prøvet at skubbe en overfyldt trillebør på en skrånende og ujævn indkørsel?
Argh, ok – det er nok ikke en helt fair start på denne beskrivelse, men så ved du, hvordan jeg havde det, da jeg stille trillede ud fra forhandleren for at tilbringe en dag i selskab med en 2019 Harley Davidson Road Glide 107ci. Det skulle dog hurtigt vise sig, at den følelse kun var forbigående og – indrømmet – nok også relateret til min let anspændte mentale tilstand.
Jeg sad jo på en maskine der i Danmark koster i omegnen af 500.000 kr, og det kalder altså på de fleste vågne sanser. Også selv om prøveturen foregik i USA. Men det var uden tvivl et par intense første meter på den lækre og let buttede amerikaner.
Den første observation jeg gjorde mig efter at have plantet mig i det brede og behagelige sæde var instrumenteringen og den umiddelbare betjening. Og bag den ikoniske kåbe er der frit udsyn til herlighederne dér laaangt fremme foran styret. Øjet fanger et par klassisk udseende instrumenter, en betjeningsskærm og en del knapper og lidt joy-sticks.
Man kan vel efterhånden ikke købe en motorcykel uden en eller anden form for centralt info- og betjeningsdisplay, og det fornægter sig heller ikke på Harley’en. I midten af kåben er der et touch display hvorfra musik-, navigation- og telefonbetjening kan foretages. Superfint (hvis man er til den slags gadgets…) og sikkert en kærkommen kilde til underholdning, hvis den uendelige og lige Interstate bliver for kedelig på ruten fra coast to coast.
Speedometer og omdrejningstæller er udformet som helt traditionelle runde ure, og her finder øjet hurtigt de nødvendige informationer. Elektronisk visning af tilbageværende mulig distance, triptæller samt gearindikator er også at finde her. I kåben er der udover en let forståelig tankvisning også et voltmeter.
Nej hvor fedt, vil du måske mene – men øhh, det er nu ikke en instrumentvisning man sådan lige stirrer sig blind på i længere tid, synes jeg. Men ok, hvis den ikke kan starte, så er det rimeligt nemt at se, om det er på grund af et fladt batteri…
Alting er jo kun et spørgsmål om tilvænning, men jeg må indrømme, at proceduren for at få startet den store 107ci / 1.750cc V-twin føles lidt bøvlet. Først tænding, så knappen for benzinpumpen og SÅ er det tid ramme startknappen og få liv i de fiskerkutter-store stempler. Og så kommer dét, der for de fleste gør en Harley til en Harley: Lyden.
Selv med de standardmonterede potter dunker der en dyb besnærende basgang, og man behøver ikke et langt skæg og lædervest for følelsesmæssigt at blive ramt lige i solar plexus. Wauw. Fantastisk og så forbandet ikonisk.
Den fede 107ci Milwaukee-Eight motor blev introduceret for et par år siden, og det var en opgradering på flere punkter. Nu med 8 ventiler i alt (deraf navnet) og en generel bedre performance og gangkultur. Men altså uden at gå på kompromis med de karakteristika, som den verdensberømte motor altid har haft. Jeg må dog indrømme, at jeg alligevel blev rystet, da den startede.
For selv om motorophæng og gangkultur skulle være forbedret fra tidligere tider, var det langt fra en stille oplevelse at sidde i sædet i tomgang og mærke de markante vibrationer. Det er faktisk ikke at gå for langt ved at påstå, at den ryster. For det gør den. Det forplanter sig i styret og resten af cyklen, men bare rolig – det forsvinder, når den store amerikaner først er i bevægelse.
Min testcykel havde kun kørt ca 5.000 km, og alting føltes selvfølgelig helt nyt. Også gearkassen. Man er slet, slet ikke i tvivl når tandhjulene finder i hak. Men en silkeblød kobling gør det let at få ekvipagen i fremdrift, og et hurtigt check i sidespejlet bekræftede min sindstilstand. Sjældent har jeg haft et større smil på dèr bag hjelmen – og det ville tage lang tid at tørre af, var jeg sikker på.
Harley’en føles overraskende kvik og medgørlig, størrelsen taget i betragtning. Hele vejen op i 6. gear forløber uendeligt nemt og helt ubesværet, og det sørger det kæmpestore moment selvfølgelig for. Man sidder faktisk bag det brede styr og synes, at der er FOR mange gear at vælge imellem, for der er bare så meget power at tage af. Især fra 2.000 omdr er der en kælder fuld af rå kraft til rådighed, og man vænnes hurtigt til den kørestil, som dette V-twin powerhouse inviterer til.
Et af Trump’s valgløfter var at forbedre de amerikanske veje, men asfaltmaskinerne har endnu ikke nået hele vejen rundt med det udglattende sorte silkelag. I hvert fald ikke på de landeveje i Wisconsin, som Road Glide’ens brede dæk kommer i kontakt med på denne solskins-septemberdag.
Der er med andre ord rig mulighed for at få testet affjedringen, og uden tvivl viser amerikaneren, at den er godmodig på de fleste underlag. Selv de større huller absorberes uden klynk, og man kan ikke betvivle Harley’ens fremragende egenskaber som touringmaskine.
Oplevelsen fra forhandlerens indkørsel sad stadig i mig, da vejene begyndte at dreje. Men som tidligere nævnt, forsvinder alle tankskibs-følelser så snart hjulene snurrer. Den styrer der hen hvor forhjulet peger – neutralt og pålideligt. Du køber selvfølgelig ikke en Road Glide for at sætte ny hastighedsrekord på Trollsstigen i Norge, men alligevel sniger der sig ord som ’agil’ og ’besnærende’ ind i mit ordvalg, da jeg senere genkalder mig denne del af prøveturen.
Det er også i dette miljø at jeg får testet bremseegenskaberne. Èn ting er, at den fint kører ligeud og såmænd også tager svingene med sjæl, men hvor stort et anker skal man egentlig smide, for at få hold på krabaten på mere end 400 kg? Heldigvis er dimensionerne i orden, og både for-og bagbremse gør det fint under normale forhold.
Man føler ikke, at der skal tages specielle hensyn for at få bæstet under kontrol, og mon ikke også kørestilen i langt de fleste tilfælde falder ind under, hvad der er tiltænkt fra fabrikkens – og naturlovenes – side.
Jeg sad ret så dybt i det faconskummede sæde, og det er egentlig meget behageligt. Bredt og tilpas blødt. Men efter nogle timer kom der alligevel en lidt anden følelse i benene end forventet. Mit problem var at den lave siddestilling betød, at mine lår pegede opad.
Jeg måler ca 190 cm, og i dagens anledning havde jeg taget et par cowboysstøvler på (jo jo…), og det gjorde nok ikke knæ-vinklen mindre. Men alligevel. Høje chauffører bør nok overveje muligheden for et højere sæde inden menu’en står på lange dagsture på motorveje på den nyindkøbte maskine.
Og netop motorvejskørsel sluttede dagens tur. I området med ca 110-130 km/t føles den yderst behagelig og fuldstændig uanstrengt. V-twin’en under den næsten 23 liter store tank buldrer glad afsted, og det er som om alting går i ’touring-mode’. Det forholdsvis lave kåbeglas formår dog ikke at lede al fartvind væk fra hjelmen, og ligesom med sædet, bør du nok overveje at kigge udstyrskataloget igennem for at finde et lidt højere glas, inden GPS’en låses fast på den direkte rute til Middelhavskysten.
En Harley Davidson Road Glide er en fantastisk motorcykel. Den kan det hele, og den gør det med stil. Om den er en halv million kroner værd er svært at bedømme. Men når du først har kørt Dankortet igennem, står du med en kæmpestor, pålidelig og samtidig raffineret maskine, der får det bredeste smil frem. Både på dig selv og på alle dem der kigger på.
Yeehaa…
Har lige kørt 5000 km i USA på en, fed maskine.
Ja, jeg er helt enig med dig. Håber du havde en god tur. Tak fordi du læser med her.
Mvh Jakob
Fedt Jacob
Så fik du også den på opleveren
Var svær at overbevise ,at det skulle være HD ,vi skulle køre på da Fink og jeg var på tur over there
Men det var fedt
Den er i sit es der
Dejligt du havde en skøn tur .
Vi ses og vel også til en tur på 2 hjul
Mvh
Erik Madsen
Hej Erik
Yeps – der er noget om snakken. Et stort land, store steaks og store motorcykler. Sådan skal det da vist være.
Tak for din kommentar og fordi du læser med her.
Mvh Jakob