I mange måneder har jeg som en anden elskovshungrende Tinder-desperado bladret alt det billede- og YouTube materiale igennem, som jeg har kunnet finde. Adskillige gange. Og det har altså stået på lige siden frigivelsen af de første fotos af den tiltrækkende italiener.
De fleste tekniske detaljer har jeg da også på nethinden som paratviden, og jo da – jeg har også udset mig en foretrukken farve.
Jamen for pokker, jeg har jo i lang tid været hovedkulds forelsket i den smækre V85 TT. Og desværre indtil videre kun på distancen. Men nu er det lige før vi for alvor sætter hinanden stævne. Jeg glæder mig helt vildt, og demo-modellen har netop den blå farve, som jeg er så vild med.
Endelig afsted
Den rappe tomgangslyd er det første, jeg bemærker. Den lyder altså ret sprød, når den sådan står stille og svajer let i stempelgangens kontrol. Guzzi vuggende, du ved, og som om den lige ryster en kuldegysning af kroppen. Den står på pladsen foran forhandleren og kaster indbydende skygger på fliserne fra den voluminøse og flot svungne benzintank.
Små-forlegent skeler jeg mod min egen Triumph America, der holder lige bagved. Det her er altså noget helt andet, tænker jeg. Forventningsfuld og afklaret. Nu skal det være.
Jeg nyder instinktivt udseendet af cockpittet, mens jeg gør mig klar til at køre. Det ser godt og overskueligt ud, og der er ryddet fint op. TFT skærmen har jeg læst en del om, men den har jeg nu ikke gjort mig tanker om at surfe rundt i. Hastighed, omdrejninger og de andre vigtigste informationer præsenteres knivskarpt, og der er ingen problemer med genskin fra den strålende og klare østjyske sommersol.
Kvik og let på tå tager den mig ud på idylliske småveje. Den drejer fantastisk, og er uendelig letkørt. Der skal ikke tages fat for at få den skønne italiener til at ændre retning i dette terræn, og den lægger næsten selv op til næste sving. Affjedringen føles i den sammenhæng virkelig godt afstemt. Tilpas fast men stadig komfortabel.
Stop n’ go til Guzzi rytmer
Hooold nu fast – hvor kan den da bremse. Brembo-kaliberne tygger om skiverne, så formiddagskaffen skvulper i maven. Bagbremsen er dog noget mere skvatten, men kombinationen mellem for- og bagbremse er selvfølgelig fin og mere end tilstrækkelig. Dog bemærker jeg en enkelt overraskelse: Den dykker.
Klemmer du om håndtaget for at få stoppet ekvipagen relativt hurtigt, stikker den snuden i gulvet. Det er måske blot et spørgsmål om tilvænning, men jeg følte det ret så markant. Især fordi den agile kørestil indbyder til frisk kørsel, og deraf jo også friske nedbremsninger. Men nogen showstopper er det overhovedet ikke, og den bremser jo fænomenalt godt.
Motorens karakteristik modsvarer fint den gode affjedring. Responsen er fin, og selv i landevejs-mode er der et skønt grunt når du drejer håndtaget. Og det ER jo en Guzzi, og nu forstår jeg, hvad det er, man så let kan blive afhængig af. Den gangkultur er bare så skøn. Helt fra tomgang til den anden ende af skalaen.
Jeg smiler bredt og glædes bare over, at motorcykler anno 2020 ikke kun skabes af glasfiberformer og farver, men også af motorprincipper der helt grundlæggende skiller sig markant ud fra hinanden. Halleluja, og tak for den mangfoldighed.
På motorvejen
På vej ned ad tilkørslen til motorvejen kan jeg konstatere, at der er godt med saft og kraft til rådighed. Turen op gennem gearene går ubesværet, og Guzzi’en ligger klippefast på kursen. Det gør sig også gældende ved vognbaneskift med 130 km/t, og i det hele taget kan man godt mærke, at der er styr på stabiliteten.
Jeg bliver dog en kende overrasket, for da jeg passerer 100 – 110 km/t, sker der noget med vibrationsniveauet. Indtil nu har jeg blot kategoriseret de rystelser og vibrationer der har været, som charmerende og responderende fra den ikoniske motor.
Men nu tager det til, synes jeg, og spejlene ryster så meget, at jeg har svært ved at orientere mig bagud. Hmm, så bliver der da lige pludselig langt ned gennem Europa og netop det, er vel en af de ting, som maskinen også er bygget til at gøre godt.
Det skal retfærdigvis siges, at jeg befinder mig på et stykke af Østjyske motorvej, som er møgdårligt. Jeg har ikke mulighed for at finde ud af om det reelt er årsagen, så jeg konstaterer bare, at maskinen igen falder til ro efter et lille bid fra mine fantastiske Brembo kæber ude foran.
Siddeposition
Jeg sidder med et fint udsyn, og er ret vild med det forholdsvis brede styr. Manøvrering på p-pladser og i byen er derfor legende let på den godt 225 kg tunge maskine.
Jeg rejser mig op i fodhvilerne og ingen tvivl om, at du har god kontrol, når du står her. Også hvis du inviterer italieneren med ud på de svenske grusveje.
Vindbeskyttelsen er overraskende god, og man har en fornemmelse af at sidde i læ bag den brede tank og de to cylindre.
Kåbeglasset tager selvfølgelig en del af vindtrykket, men kun fra brystet og ned. Med andre ord er hjelmen stadig eksponeret for fartvinden, men det kan jeg faktisk godt lide. Især når man er helt fri for turbulens, som det er tilfældet på Guzzi’en.
Jeg måler 188 cm, og har derfor nogle forholdsvis lange stænger. Jeg kan sagtens plante begge mine str. 47 solidt på jorden, når jeg holder ved lyskrydsene. Betryggende, også når der måtte sidde en passager bagpå, eller når oppakningen til ferieturen betyder et højere tyngdepunkt end normalt.
Men under kørslen sidder jeg med forholdsvis bøjede knæ og tænker på, om sædehøjden måske kan justeres op. Maskinen er selvfølgelig bygget til en vis gennemsnitshøjde på de chauffører der måtte sig sætte bag styret, men de er nok lidt lavere end mig.
Stadig forelsket
Da jeg igen stiller maskinen på støttebenet, står jeg og betragter den lidt. Det var udseendet jeg faldt for i første omgang, og jeg synes stadig, det rammer lige i plet.
Der ER bare noget over den maskine. Moto Guzzi kalder det et retro-inspireret adventure design, og det afslører måske mere om min alder, end jeg lige bryder mig om. Men skidt med det. Den ser bare godt ud hele vejen rundt.
MotoGuzzi V85 TT er en fed maskine, og den skuffede mig kun en smule på et par enkelte punkter. Den vil dog altid kunne få min puls til at banke, og hvem ved:
Der bliver jo brugte maskiner at få om et par år, og så kunne man jo godt overveje at indgå et mere seriøst forhold. Det vil ubetinget være SÅ meget bedre end blot at kigge på endnu flere af de farvestrålende billeder.
Bella moto…
Tak til Vagn Jensen Motorcykler for prøveturen på den underskønne Moto Guzzi V85 TT.