Det var én af de dage hvor det hele bare passede sammen: Vejret, duften, stemningen og omgivelserne. Jeg smiler stadig bare ved tanken om den septemberdag hvor vi var fem bikere der kørte vestpå til Rømø Motor Festival.
Tidligt op, gang i kaffemaskinen og frem med biken fra garagen. Vejr-check. Olie-check. Kamera-check. Alt klart og så afsted. 30 minutter senere mødtes vi på en tankstation ved Kolding, og det var tid til at hilse på hinanden og få købt den overdimensionerede kanelsnegl, der skulle indtages på vejen derover. Erik kørte forrest på hans Triumph Sprint 1050, og jeg sad bagerst i gruppen og betragtede de andre flotte motorcykler som trillede afsted foran mig.
Der var både en tidlig model af Honda VFR 750, en BMW R1200GS, en Honda CB 1000 og så min Triumph Bonneville America. Jeg tænkte endnu engang på, at det altså ikke er typen af MC der betyder noget – jeg tror vi alle sad og smilede bag hjelmen, og bare nød den følelse som man kun kan opleve, når man kører motorcykel.
Jels Sø var udset som stedet der skulle lægge bord og bænk til vores kaffepause. Af med hjelmen og snakken tog fart. Dén del af bikerfællesskabet nyder jeg rigtig meget, for alle bikere er bare så entusiastiske om det at køre motorcykel. Altså: Prøv lige at gå hen til de nærmeste bilister der også gør holdt, og check om de også snakker om de netop kørte kilometer, sving, dufte og lyde. Så forstår du hvad jeg mener. Den medbragte overlevelsespakke blev fortæret, og snart var vi på plads i gruppen på vej ad de laaaange lige sønderjyske landeveje.
Turen over dæmningen til Rømø er ret facinerende. De ca 10 kilometer er unikke og ét af de eneste steder af sin slags i Danmark. Vi begyndte så småt at få øje på de mere specielle køretøjer i trafikken, og så snart vi kom over på selve øen, begyndte kødannelserne i retning mod Lakolk Strand.
Vi kom jo behændigt forbi på vores motorcykler, og så snart vi kom ned på selve stranden, kunne man fornemme at det var en helt særlig begivenhed. Vi trillede langsomt på det sammenpakkede sand, og man behøvede ikke en adventure bike for at køre med der.
Det havde været en smule diset på vejen derover, men hernede på stranden klarede det op med sol og ingen vind. Der var rigtig mange mennesker, og alle gik rundt med et stort smil og nød omgivelserne. Det var uden tvivl the petrol heads der var på tur i dag.
Det bugnede med alle typer af specielle biler og motorcykler i alle størrelser, typer og farver. Så allerede på parkeringsarealet var der nok at se på, og vi fik kommenteret vidt og bredt på alt vi passerede, som vi bevægede os mod drag race området.
Det historiske race startede i 1919 på Fanø, og det er hele ånden i begivenheden. Det er kun historiske biler og motorcykler der kan deltage, men det fedeste er, at alle deltagere følger datidens dresscode og stil. Der var virkelig gjort noget ud af det, og det var en fornøjelse at betragte. Dermed var det ikke kun køretøjerne der var i fokus – de medvirkende sætter prikken over i’et med deres indlevelse og entusiasme.
Rundt om drag race arealet var der parkeret de skønneste køretøjer, og også deres ejere havde også gjort noget ud af stilen og påklædningen. Det pakkede ligesom hele arrangementet ind og gjorde oplevelsen helt speciel. Og fik jeg nævnt: Det hele var gratis og det understregede bare endnu mere, at alle var samlet med interessen som højeste prioritet – der var ikke nogen der var der for pengenes skyld.
Selve racet er en fed oplevelse at følge. Reglerne er simple. Det gælder om at komme først over stregen i et drag race der starter ca 100 meter tidligere. Der er alle typer af køretøjer. De vilde, de nænsomt restaurerede, de overdimensionerede og de helt klassiske. Èn ting går igen: Deres ejere sparer ikke udstyret, og der bliver givet fuld gas, når starteren flager deltagerne i gang med et højt spring og gestikulerende fagter.
Fra tid til anden lyder der et højt puf der nok betyder flere reparationstimer i garagen derhjemme efterfølgende, men ellers er der fuld knald på og der er konstant action på banen. Man fornemmer på deltagerne at de sætter pris på at være samlet til arrangementet, og mon ikke de hjælper hinanden med småting i løbet af dagen, så flest mulige kan nyde at være med på trods af de mekaniske udfordringer der garanteret opstår.
Det var blevet tid til en pølse og brød fra en af de velbesøgte boder, og så satte vi kursen hjemad. På vejen hjem tænkte jeg på, at det er dage som denne der rigtig tæller i regnskabet. Der er gode dage – og så er der perfekte dage. Denne var helt sikkert i den sidste kategori, og dem skal man huske at sætte ind på kontoen, mens man kan. Jeg synes, du skal sætte et stort kryds i kalenderen for den næste Rømø Motor Festival.