Det var egentligt fair nok, at årets brug havde sat sine spor. For det har ikke været alt for nemt at være min Belstaff motorcykel-jakke i den forgangne sæson.
Den har været udenfor og kørt 10.000 kilometer. I sol og varme, i kulde og regn. Den er blevet taget af og på 100-vis af gange. Og så har den hængt i timevis på bøjlen i den knastørre MC-garage og bare ventet på næste tur.
Så der var nok ikke noget at sige til, at min elskede Belstaff Ariel i farven Racing Red efterhånden så lidt falmet ud. Det var tid til lidt care taking – det var tid til en voksbehandling.
Dertil kan man jo søge professionel hjælp, men man kan jo også tro på egne evner og forsøge selv. Herregud – skulle der komme en ‘helligdag’ eller to, måtte der jo blot et lille genbesøg til.
Jeg fandt remedierne frem, og gjorde klar. Nu skulle det være. Og jeg havde også luret et professionelt trick, som jeg ville give et skud.
Tidligere behandlinger
Jeg købte jakken for et par år siden, og dengang blev den naturligvis leveret i perfekt stand. Ren, lækker og nyvokset.
Selvom jakken har en indbygget vandtæt membran, sørger det yderste vokslag for, at de fleste regndråber blot preller af, når de rammer jakken. Det er med andre ord kun, hvis det virkelig står ned i stænger i lang tid, at membranen kommer i funktion.
I det tilfælde vil stoffet på jakken så også blive vådt, og det vil tage forholdsvis lang tid om at tørre. Voksen hjælper således til, at regnvandet blot løber af jakken, og dermed fungerer den som en ydre membran.
Sidste vinter ville jeg også give jakken lidt vedligehold med en gang ny voks, og det blev gjort hos Belstaff i Tyskland. Dengang var behandlingen besnærende gratis, men det tog tid med forsendelsen og var egentlig lidt bøvlet.
Så nu lagde jeg jakken frem på bryggersbordet, og varmede Barbour-voksen op i et vandbad. Behandlingen kunne begynde.
Knofedt og vedholdenhed
Jeg tog en gammel vaskeklud og begyndte. En sjat voks på kluden, og så var det ellers blot at smøre det grundigt ind i stoffet. Det blev hurtigt synligt, hvor meget jakken egentlig trængte til behandlingen.
Man skal ikke blot smøre det på. Nej, man skal på bedste vis gnide det ind, og det er vigtigt at få alle samlinger og syninger med.
Jeg arbejdede mig gennem forsiden af jakken først, og tog derefter ærmerne. Så fulgte skuldrer, sidestykker og til sidst ryggen.
Min Belstaff Ariel glinsede næsten, og i et øjeblik var jeg i tvivl, om jeg havde overgjort det. Jeg havde nok brugt cirka halvdelen af dåsen, men undervejs havde det føltes som om, at det netop var dét, som jakken havde brug for.
Så jeg tog det roligt og vidste, at behandlingen jo heller ikke var færdig endnu.
Det professionelle trick
Selv om jeg havde gjort mig umage, kunne jeg godt se, at især samlinger og syninger var svære at håndtere. Men der findes et trick.
Jeg hang jakken på bøjle og på et sted, hvor den var frit tilgængelig fra alle vinkler. Og så startede jeg en føntørrer.
Den varme luft opvarmede voksen et par grader eller to, og således blev den mere medgørlig. Jeg kunne se, at voksen smeltede ind i syningerne og fandt vej derind, hvor min manuelle håndtering ikke havde været tilstrækkelig.
Samtidig fornemmede jeg, at voksen fordelte sig helt perfekt i jakkens andre overflader, og 10 minutter senere var jeg færdig. Jakken fik lov til at hænge i det varme bryggers natten over, og kunne dermed tørre i ro og mag.
Nem og hyggelig vinterbeskæftigelse
Næste dag tørrede jeg den over med et stykke køkkenrulle, og jakken var igen helt perfekt. Klar til en ny sæson og til alle de vejrtyper, som jeg nu kan finde til den.
Undervejs i voksbehandlingen blev det rigtig synligt for mig, hvor meget jakken egentlig trængte til vedligeholdelsen. Og derfor har jeg besluttet, at min Belstaff Ariel også fremover skal have et årligt service – nøjagtigt ligesom både Triumph’en og Yamaha’en.
Men modsat med de to motorcykler, bliver det et service på gør-det-selv basis. Eller do-it-yourself, som den engelske jakke nok bedre forstår.
For det er både en nem og hyggelig vinterbeskæftigelse, som det er svært at gøre forkert. Samtidigt får man jakkens performance tilbage i topform og også genskabt det helt rigtige udseende.
Jo, din klassiske og skønne voksbehandlede tekstil-jakke vil simpelthen elske sådan en behandling. Og du vil elske resultatet.
God fornøjelse.
PS: Følger du allerede W Moto på Facebook? Hvis ikke, kan du tjekke siden her