Hvad mon adskiller en rejse fra en tur? Er det længden der definerer det – eller måske destinationen – eller har det noget at gøre med hvad man oplever?
Jeg tror det er en følelse. Sådan var det hvert fald hos mig, og jeg må indrømme, at der kun skulle nogle få kilometer til før min tvivl var væk. Den junimorgen hvor jeg sad på Triumph’en på vej op ad Hovedvej A13 på vej nordpå til færgen i Hirtshals, kunne jeg allerede mærke, at det ville blive noget specielt. En rejse.
Et par måneder tidligere havde jeg rund fødselsdag, og jeg havde i lang tid i forvejen givet mig selv denne tur i gave. Op til Polarcirklen. Alene. Ikke fordi jeg havde brug for tid til refleksion eller det der var værre, men jeg vidste bare, at det jeg gerne ville opleve, bedst kunne opfyldes, hvis jeg var selv afsted. Jeg ville jo gerne kunne stoppe op når det passede mig, og lange dage i sadlen i behersket tempo var også en del af planen.
Afsted, afsted…. Op mod Hirtshals det gik. Den fantastiske sommersol bagte ned på mine skuldre, og Triumph’en spandt som en kat. Endnu engang blev jeg overrasket over, at man altså ikke er i Hirtshals, bare fordi man kører under Limfjorden. Men skidt med det. Jeg havde jo en lang tur foran mig, og jeg var jo selvsagt i ‘rejse-mode’. I færgelejets venteområde var der hektisk aktivitet, men inden længe havde jeg fået parkeret på færgen og med MC’en godt tøjret, var jeg klar til nogle timers afslapning inden ankomsten til Larvik.
Første nat var booket på et lufthavnshotel nord for Oslo, og det var et super godt udgangspunkt for den kommende dags rejse. Forhjulet pegede igen mod nord, og snart skiftede landskabet karakter. Klipper, fjelde og fjorde gjorde med det samme oplevelsen unik, og min begejstring ville ingen ende tage. Målet var Trondheim, hvilket jeg nåede allersidst på eftermiddagen efter ca 500 km i sadlen. En skøn og malerisk by, der som tidligere hovedstad i Norge viser sig som en rigtig storby – endda med en katedral, der med sin imponerende størrelse og udsmykning helt sikkert er et besøg værd.
Næste dag startede med overskyet og diset vejr, og det varede ved, indtil Mo I Rana blev nået sidst på dagen. I regnvejr. Men hvad gør det, når man er så tæt på målet. ‘Polarcirkel-byen’ kalder de sig selv, og det med rette, eftersom der kun er omtrent 60 km op til punktet. Jeg havde heldigvis booket et hotel, så mit grej kunne tørre inden næste dags lange dagsrejse. Gåturen rundt i byen tog mig selvfølgelig ned til vandet og ned til statuen, der er placeret ude i fjorden og skuer ud mod horisonten. Fantastisk og stemningsfuldt.
Så var det tid til Polarcirklen. Vejen derop var præget af vejarbejde, men jeg var tidligt afsted og affandt mig med, at der var et par udfordringer undervejs. Til sidst om jeg op på Saltfjellet, og pludselig tog blæsten og kulden til. Landskabet blev barskt, klippefyldt og råt. Skyerne drev hastigt over den grå himmel, og temperaturen faldt til kun et par grader over frysepunktet. Det var lige som det skulle være, syntes jeg. Og så var jeg der.
Jeg må bare indrømme, at jeg på en eller anden måde blev rørt over at være kommet så langt mod Nord. Omgivelserne var så meget anderledes end jeg nogensinde havde set før, og så var dette jo netop stedet, der var turens mål. Jeg brugte en del tid ved monumentet, og fik taget en masse billeder.
Kaffe i cafeen. Klistermærker i souvenirbutikken. Check-in på Facebook. Jo, det var helt som det skulle være, og jeg skulle lige bruge lidt tid på at få oplevelsen indenbords. Fantastisk.
Så var det sydpå igen, og efter et par dage kom jeg igennem det Norge, som man ellers normalt kun ser på postkort. Trollstigan, Geiranger, fjord og færgefart. I klart, højt og solrigt vejr. Enhver motorcyklist burde få muligheden mindst én gang i livet til at opleve de veje, det landskab og den venlighed man møder overalt.
Jeg kan slet ikke beskrive det, men det var det flotteste og mest imponerende landskab jeg nogensinde havde set. Overnatning i telt gjorde oplevelsen endnu mere intens, og jeg håbede bare, at det aldrig sluttede. Men det gjorde det et par dage senere, hvor jeg nåede færgelejet i Kristianssand.
Det blev således lige så fantastisk og facinerende som jeg havde turde håbet på. Triumph’en kørte fantastisk, og da jeg efter en uge igen rundede Vejles byskilt, og var det med et stort smil på læben. På turen hjemad ad Hovedvej A13 havde jeg nemlig allerede besluttet, at det absolut ikke var sidste gang, at jeg var på rejse med mig selv og min Triumph.
Har du lyst til at se turen i levende billeder, kan du klikke på linket herunder: