På MC tur til Horsens: Forchromet off-road i Sondrup Bakker

Det går sgudda ikke – må man virkelig køre her? Hvor er alle GS og Africa Twin drengene? Hvorfor har jeg ikke været her før?

Ja, der var mange spørgsmål, der trængte sig på derude på grusvejene. Årets første sommerdag havde meldt sin ankomst, og jeg svedte tran.

Støvskyen bag Triumph’ens fede bagdæk så godt ud i sidespejlene, og jeg nød at skulle styre lidt mere end normalt. Her skulle man nok have kørt på en adventure maskine, en flat tracker eller en scrambler, men min engelske cruiser gjorde det nu formidabelt.

’Hold den i gang, hold den i gang’ har altid været et godt råd, når forholdene bliver lidt udfordrende, og det blev da også gentaget et par gange inde bag visiret.

Sondrup Bakker i al sin pragt

10 minutter tidligere havde jeg passeret Fængslet i Horsens, og jeg flygtede derefter ud af byen. Men på den fede måde. Ud på nordkysten af fjorden. Og her gemte der sig et fantastisk landskab, som helt sikkert var et nærmere bekendtskab værd: Sondrup Bakker.

I den lille flække Haldrup fandt jeg en idyllisk grusvej, der førte mig ind i området. Altså én af de veje hvor man forventer, at der er skiltet med ’kørsel forbudt’, ’privat’ og ’hunden bider’ lige rundt om det næste hjørne. Og så var jeg selvfølgelig stoppet og havde respekteret restriktionerne. Men vejen fortsatte bare, og den bød på de smukkeste skovlysninger og spektakulære udsigter over fjorden.

Jeg løftede hånden til hilsen til de mennesker jeg mødte, og jeg tror egentlig de sagtens kunne fornemme, at jeg også nød turen – bare på min måde. Også selv om de havde vandflaske og ris-kiks med i Fjällräven og var ude i naturen i de fodformede. Men der var fint plads til alle, og jeg kørte jo også pænt.

De køremæssige udfordringer tog yderligere til, da jeg lidt senere lod Triumph’en prøve kræfter med grusvejen op til Udsigtshøjene. Højden på 70 meter over havets overflade er vel altid lidt småblæret i vores bette land, og udsigten var uimodståelig.

Man kan godt snøre vandreskoene og begive sig ud på de markerede vandrestier. Men man kan også lade være. For udsigten fra p-pladsen var fænomenal og fuldt ud tilstrækkelig til mig.

Antallet af heste-ejendomme steg markant, og det duftede lidt af penge, da jeg fulgte den bugtede vej videre gennem det skovklædte landskab. Og så ebbede Sondrup Bakker lige så stille ud, og blev til et fladt engområde.

Over dæmningen til Alrø

Alrø ligger i Horsens fjord, og er forbundet til fastlandet med en ca 800 meter lang dæmning. Den blev indviet i 1931 og kostede dengang den nette sum af 195.000 kroner. Ak ja… i dag kan du omtrent få en Triumph 1200 Scrambler for de samme penge.

Jorden til konstruktionen blev gravet ud af det omkringliggende område på fastlandet, og man kan stadig fornemme konjunkturerne fra gravearbejdet i landskabet.

Øen er et yndet udflugtsmål, når solen står højt på himlen. Det væltede over med motorcykler, cyklister og andet godtfolk. Det også selv om der egentlig ikke er så meget at se. Men der er nogle cafeer, skønne Morten Koch huse og venlige mennesker.

Jeg købte en is hvor 3 ældre kvinder spinnede fåreuld på hver deres rokke. De sad i det strålende vejr og havde en lige så god udedag som jeg. De var ikke sene til at foreslå, at vi kunne samles i en ’rocker-klub’, og det var livsbekræftende at se dem more sig.

Horsens Fjord – en overset perle

På vejen hjem kunne jeg ikke lade være med at sende et par venlige tanker til istiden. For det var vel den, der i sin tid skar for med den helt store kniv, og gav os det bakkede landskab langs nordsiden af Horsens Fjord. Her er der ualmindelig skønt og dejligt uspoleret. Jeg kørte i hvert fald rundt med en følelse af at have det meste for mig selv.

Sondrup Bakker er helt sikkert værd at besøge, og mangler du et mål for weekendturen på 2 hjul, er det bare at komme afsted.

Men det kan altså godt støve lidt.