”Hej hej – godmorgen og velkommen. Vi skriver den lige ind, og så går vi i gang med det samme”.
Nogenlunde sådan faldt ordene, da jeg en solbeskinnet mandag morgen trillede op foran værkstedsindgangen hos Bruun Larsen Motorcykler i Odense. Så det var en god start.
Og ganske rigtigt. Da papirarbejdet var overstået, stod Yamaha’en allerede højt på liften. Bundskruen kom ud, og det sorte blod løb ubesværet ned i opsamlingsbakken.
Jeg fik lov til lige at gå et par omgange rundt om motorcyklen, mens aftapningen stod på. Det var første gang, jeg så maskinen fra den vinkel, og det var fedt lige at få snakket lidt samtidigt.
For MC-mekanikeren var bare super kompetent, og han havde jo tidligere set alt, hvad der er værd at se på en XT1200 Super Ténéré. Jeg spurgte, om der var specielle svage punkter eller nogle dårlige erfaringer, som jeg kunne forvente ville dukke op i løbet af de næste 20.000 km.
Svaret kom prompte og var lige, som jeg håbede på:
“Nej”.
Fra top til tå
Et 20.000 km service på en Yamaha XT 1200 Super Ténéré er en forholdsvis omfattende operation. Det tager godt 3 timer og inkluderer det meste, man kan gøre af gode ting for sin motorcykel.
Udskiftning af de fleste væsker og filtre. Nye tændrør. Nye bremsebelægninger. Elektronisk opdatering. Tjek af alle bevægelige dele. Og eftersyn af alt det andet.
Og det fede er, at det hele sker så professionelt.
Alle udskiftningsdele er godkendte og originale, og alle tolerancer og lignende er lige efter bogen. Alle produkter og materialer er korrekte og følger specifikationerne. Ingen genveje der.
Der bliver kun brugt det helt rigtige værktøj, og alting spændes til det korrekte moment. Ikke noget med gefühl, knokle-spænde eller det, der måtte være ind i mellem.
Læg så dertil at mekanikeren er uddannet, erfaren og professionel. Altså én man bare har fuld tillid til ved første øjekast.
SÅ bliver det ikke ret meget bedre.
Dyrt tidsfordriv
Jeg klædte hurtigt om og forlod værkstedet for resten af formiddagen. Rosengaard Centeret lå i nærheden, så jeg fandt et stille hjørne på en kønsløs center-cafe.
Beklagende måtte jeg fortælle den 20-årige ekspedient, at jeg bare skulle have en sort filterkaffe. Ingen flat white i glas med et stænk af kakao og honning til mig. Intet mælkeskum på toppen med et lille hjerte i midten.
Bare en kop kaffe, for pokker da.
Uforstående rullede hun med øjnene og fakturerede mig et beløb, der fuldt ud matchede prisen på en liter avanceret motorolie.
Nå, men omkring frokosttid var jeg tilbage hos Bruun Larsen.
Jeg tog mig god tid til at se de udstillede motorcykler. Nye og brugte, store som små. Men der var ikke nogen fuldvoksen Ténéré til salg. Kun et par 700’ere.
Det varede ikke længe, før min Yamaha XT1200 var klar. Regningen blev grundigt gennemgået i forbindelse med betalingen, og beløbet var helt fair.
Allerede på de første par meter kunne jeg mærke forskellen. Den nyservicerede XT 1200 kørte som en drøm, og jeg smilede stort.
Reelt var køreoplevelsen nok ikke så markant anderledes. Men det føltes sådan – altså sådan rent mentalt. For det var fedt at tænke på alle de gode ting, som maskinen netop havde gennemgået.
Et service på et autoriseret værksted er måske det allerbedste, du kan gøre for både dig og din motorcykel. Fysisk for maskinen – og psykisk for dig selv.
Sådan var det i hvert fald for mig, og nu glæder jeg mig bare endnu mere til de kommende 10.000 km.
Og derefter går turen helt sikkert igen tilbage til et af de autoriserede Yamaha-værksteder.
PS: Hvis du skriver din e-mail i feltet herunder, kommer der en lille hilsen i din indbakke, næste gang der er nyt på W MOTO.
Du kan også besøge W MOTO på Facebook, og du finder siden her.