Så fik du lige købt den motorcykel.
Med et snuptag fik du klaret overførslen mellem de to konti. Med en lettere rystende fingerspids swipede du på skærmen eller trykkede pin-koden. Og vupti: Så blev du lige tusindvis af kroner lettere.
Men ikke nok med det. For lige da du havde trykket på starteren, fundet 1. gear og trillede din nyerhvervelse ud over kantstenen, mistede du så også måske 10% i værditab.
Og allerede på vejen hjemad, startede de første driftsomkostninger. Benzin, dæk, kæde, tandhjul og alt det andet vedligehold.
Det hele suger bare penge ud af din baglomme. Lidt efter lidt. Og det går kun i en retning.
Der er ingen tvivl om, at alle de herlige, fede og dejlige oplevelser på motorcyklen kommer med en pris. Og hvis interessen for den 2-hjulede ligefrem bliver til entusiasme – og måske endda med flere maskiner i garagen – kan det hurtigt blive dyrt. Rigtigt dyrt.
Men kan man vende bøtten om? Mon det kan lade sig gøre at tjene penge på den brændende interesse for motorcykler?
Altså en motorcykel som investering – argh, lyder det ikke for godt til at være sandt?
Hvad man dog læser
Prøv at zoome ind på markedet for klassiske motorcykler. Tjek så lige hvad en Yamaha RD 350 YPVS koster. Eller en tidlig Kawasaki Z 1000. For ikke at tale om en Yamaha XS 650 – og tag bare en Honda CBX 1000 med i samme omgang.
Og det er underordnet, om du kigger på danske eller internationale køb/salg sider. Resultatet er det samme.
For under forudsætning af at motorcyklerne er i original og rimelig velplejet stand, er der kun en retning at kigge efter, hvis du skal spotte prisen. Og det er opad.
Jeg så for nylig, at der i Wolverhampton i England stod en flot årgang 1978 Kawasaki Z 1000 til salg. Pris: 12.000 pund eller små 110.000 danske kroner.
Vi er helt enige om, at det er rigtig mange penge for en motorcykel fra sidst i 1970’erne. Men den koster det jo kun fordi, der er købere rundt i verden, der kan se et yderligere potentiale i Kawasaki’en. Altså en yderligere prisstigning i løbet af de kommende år.
Ok, så: Det gælder om at eje en fed motorcykel, der bare bliver mere og mere værd. Jamen, det er da lige noget for mig.
Men hvordan pokker kan det så komme til at ske?
Hallo Jakob – glem det, glem det
I første omgang skal jeg selvfølgelig finde en egnet motorcykel. Altså morgendagens klassiker. Hvilken model er endnu ikke blevet ‘opdaget’ og dermed realistisk at købe?
Og netop der rammer vi et ømt punkt. For jeg har jo ikke rigtig nogle penge at smide efter investeringen. Så jeg skal ind i bunden af markedet og finde noget helt ukendt og unikt før alle eksperterne.
Men min viden om klassiske motorcykler er reelt lig nul. Jeg ved da ikke noget om, hvad der rører sig på den internationale klassiker-scene, og jeg kan ikke min motorcykelhistorie godt nok til at vide, hvilke modelår der har specielle kendetegn i forhold til andre.
Læg dertil at jeg ikke kan skrue selv. Restaureringsprojekter er slet ikke mig, og jeg har på ingen måde teknisk snilde eller interesse i at skille ting ad og samle dem igen. Jeg er mest til en klud med Autosol.
Nej, jeg kan udelukkende bidrage med en ægte motorcykelglæde og -entusiasme. Så jeg vil egentlig helst bare stå og se på en prægtig maskine, der lige så stille ældes med ynde.
Og nå ja – og se den stige i værdi, forstås.
Hmm – det projekt lyder vist ikke særligt realistisk.
Mine egne drømmemaskiner
Men hov. Nu hvor jeg tænker over det, er flere af de maskiner, som jeg som knægt syntes var de fedeste jo nutidens klassikere.
Så måske er det ikke sværere?
Og hvis jeg skriver en liste over de motorcykler, som jeg selv har haft, får jeg et sug i maven. For dem skulle jeg måske aldrig have solgt.
Min Yamaha XT 550 eller min Yamaha FJ 900 og ikke mindst den dejlige Honda 500 Four. Jamen, de kryber jo alle op i pris som tiden går, og er allerede halvdyre. Og finder man de allerflotteste, koster de rigtig mange penge.
Så måske skal jeg bare tage udgangspunkt i min egen mening om skønne motorcykler. Og så finde en, der er til at komme til.
Jeg kunne fristes af en Triumph Daytona T595, en Yamaha FJ 1200 eller en Yamaha XZ 550. Eller måske står der en Kawasaki GPz 1100 et sted derude, som jeg lige burde se.
Er der guld i garagen?
Men belært af mine tidligere fejl med at sælge min egne maskiner, kunne jeg jo starte med at kigge ud i MC garagen. For hvad holder der dér?
Jamen, den skønneste Triumph Bonneville America fra 2008. Modellen produceres ikke længere, og den kunne da måske godt have lidt klassiker-potentiale om 20 – 25 år. Jeg synes i hvert fald, den er både ikonisk og rigtig fed.
Og hvad med min nye 2021 Yamaha XT 1200 Super Ténéré? Den er jo også ude af markedet nu, og min er heldigt nok fra det allersidste salgsår. Så måske er den også på vej til legende-status, hvis jeg bare venter længe nok?
Jeg tror, det bliver min taktik. Jeg beholder simpelthen mine to maskiner, og så bliver de mine egne klassikere. Og meget belejligt skal jeg så heller ikke ud at købe noget.
Triumph’en og Yamaha’en kommer nok til salg, når jeg bliver 80 år gammel. Det bliver i år 2048.
Så kan man købe dem. Men ikke før.
Og forhåbentlig skal man have RIGTIG mange penge med.
PS: Du kan nemt følge W Moto på Facebook – tjek siden her