Behovet for ekstraudstyr kom ligesom snigende. Ja, næsten som en hånd under bordet til et gruppemøde hos Radikale Venstre.
Men fakta var, at min skønne Triumph Bonneville America efterhånden var overlæsset med ekstraudstyr. Vindskærm, vind-deflectors, gel-sæde, sidetasker, dæmpede udstødningsrør og bagsæde med ryglæn. Komfort-gejl, med andre ord.
Men der havde været mening med galskaben. For ekvipagen tog mig både til Polarcirklen i nord, på togt i England og rundt i Nordtyskland. Og det gjorde den lige så godt, som jeg kunne ønske mig.
Da min nye Yamaha XT1200 Super Ténéré trillede ind i MC garagen, var det dog tid til et rolleskifte. Den højbenede japaner ville selvfølgelig nu blive den foretrukne rejsekammerat.
Så jeg tog hånden af låret på den engelske lady. Det påtagede wanna-be tour-cruiser image skulle væk. For nu skulle Triumph’en altså være det stik modsatte af Yamaha’en.
Det var tid til lidt engelsk striptease.
Vind på snuden
Det første der kom af, var vindskærmen og de vind-deflectors, som jeg tidligere møjsommeligt havde monteret. For nu ville jeg altså sidde udenfor. Jeg savnede fluerne på visiret.
De-montagen tog måske 5 minutter. Men hold da op en synlig forskel det gav – allerede indenfor dér i garagen. Væk var associationerne til italienske scootere og pakke-bude.
Forlygten og tågelygterne var nu i fri dressur, og de strålede nypudsede i loftslampens skær. Jeg satte mig bag styret og forstillede mig allerede, hvor fedt det ville blive igen at mærke fartvinden.
Ingen forstyrrende turbulens omkring hovedet. Vindpres på brystet. Lange arme efter 50 kilometer i modvind. Åhh, hvor jeg glædede mig til at komme afsted igen.
Af med kasserne
Indrømmet. De fede læderbetrukne glasfiber sidetasker fra amerikanske Vikingbags havde kun siddet på Triumph’en et par sæsoner. De var super gode, og levede fuldt ud op til mine krav.
Vandtætte, top-betjente og ikke mindst: Good looking. De matchede Triumph’en i både størrelse og udseende, og jeg tog dem endda personligt med til Danmark fra USA i et par store kufferter.
Så de betød noget. Både for Triumph’en og mig.
Men nu skulle de af igen. Det gjaldt både selve taskerne og de forkromede monteringsrammer på motorcyklen. Og da baghjulet igen var fuldt eksponeret, var min mulige tvivl gjort til skamme:
Striptease handler nok om at tage visse dele af i et vist tempo. Men af skal de.
En ad gangen
Jeg besluttede mig for, at Triumph’en fremover skulle være så ego-centreret som muligt. Den skulle ikke være som alle andre, og den skulle være kun for mig.
Så passagersædet måtte af. Og ryglænet også. Mean n’ lean.
Bagskærmen under puden kom pludselig til syne og viste med al tydelighed, at delene vist havde gnubbet sig lidt op ad hinanden.
Der var lidt skrammer, mærker og ridser. Noget kunne pudses væk, andet måtte lige have et W Moto klistermærke over i første omgang.
Men jeg ved jo godt, at en omlakering nok bliver nødvendig en gang. Og det er ok.
Planen er dog at finde en original forchromet bagagebærer, der passer ind i de beslag, hvor bagsædet var monteret. Ikke fordi der er noget bagage, der skal spændes fast.
Næ – det er kun fordi, det vil se godt ud.
Ingen striptease uden musik
Jeg har tidligere kloget mig på larmende udstødningsrør. Og jeg står stadig ved, hvad jeg tidligere skrev. I langt de fleste tilfælde, er jeg tilhænger af den fredfyldte fremfærd.
Meeen. Jeg kunne simpelthen ikke dy mig. For bagerst i MC garagen hang de rør, som jeg udemærket godt vidste, var de helt rigtige.
Og jeg kunne jo godt huske basgangen i de næsten-lovlige skråtskårne potter. Hvordan de gerne kvitterer med hule drøn, når der kommer lidt uforbrændt benzin derud under motorbremsninger.
Samtidig ser de bare fantastisk godt ud. Og det talte også. I hvert fald i denne øvelse.
Har du lyst til at høre forvandlingen, kommer her lidt guf til øregangen: her kan du høre Triumph’en som backroad hooligan, og her kan du høre den som symaskine.
Mangfoldigheden leve
Den anden dag trillede jeg begge motorcykler ud på fliserne. Ud i solskinnet. Rene og nypudsede stod de til skue på hver deres stolte støttefod.
Yamaha’en med dens robuste og bundsolide opbygning ventede egentlig bare på den næste lange og udfordrende tur. Jeg ved, jeg kan byde den næsten hvad som helst, og alligevel vil den levere.
Men Triumph’en er nu blevet nøjagtig den utvetydige kontrast, som jeg så gerne ville have. Den er skarpt skåret, oser af retro-classic og er samtidig en pålidelig og velkørende ego-maskine.
Den er med andre ord alt det, som Yamaha’en ikke er. Og dét er det fede.
Genopfunden forelskelse
Jeg slukkede maskinen igen, og musikken fra potterne døde ud. Stripteasen var slut, og der var heller ikke mere at tage af.
Men jeg kunne ikke rigtigt slippe hende af syne, og jeg syntes, hun så fantastisk godt ud, hende den lettere løsslupne engelske hooligan.
Så jeg tror faktisk, at jeg inviterer hende ud igen næste weekend.
PS: Du skal da også følge W Moto på Facebook – tjek siden her