Den blåklædte japaner snerrer, og leverer et cirkelspark lige mod min solar plexus. Jeg er uforberedt og bliver fanget med paraderne nede. Så jeg tager det kraftige karatespark lige i maven, og jeg kan mærke, det snører sig sammen.
Og så griner jeg, gudhjælpemig.
Jeg kigger lige ned på motoren endnu engang. Som man jo gør, hvis man ikke helt forstår. Ikke at den giver noget svar. Men jeg glor derned. For det er da RET vildt det her.
Hør, jeg triller ud af byen og overholder de tilladte 60 km/t. I 5. gear, vel at mærke. Ubesværet. På den rigtige side af byskiltet, drejer jeg så håndtaget. Og så sker det. PANG – hvor den sparker!!
Den har 115 HK, men det er jo som om, den leverer 180 HK. Imponerende. Det 3-cylindrede kraftværk er uden tvivl en japansk perle.
Blå og lækker fra Special MC Aalborg
Marius er indehaver af Special Motorcykler i Aalborg, og han triller den næsten spritnye Tracer 900 GT ud af udstillingen og ønsker mig god tur. Jeg synes, det er en drømmemaskine, og den står fantastisk flot i den blå farve.
Maskinen udstråler SÅ meget sports touring, og allerede inden jeg sætter mig op, bemærker jeg nogle fede detaljer. Det ultrakorte udstødningsrør, hand-guards, TFT-skærm og fartpilot blot for at nævne nogle få stykker.
Der er med andre ord drysset med både sportslige og komfortmæssige ingredienser, der tilsammen giver en velstøbt helhed. Yamaha Tracer 900 GT kunne sagtens stå fadder til sports touring segmentet – alene på grund af udstyret.
Opstart og afsted
Et drej og et tryk, og så springer den i gang. Og jeg springer op. Eller på. For det føles, som om alting bare passer sammen. Som fod i hose. Som hånd i handske. Som yin og yang. Eller som mig på en Tracer 900 GT.
Jeg triller stille ud fra p-pladsen og bemærker, at manøvreringen her og gennem de første sving foregår nemt og med en god balance.
Jeg sidder i en behagelig kørestilling, der både er sportslig og komfortabel. Med andre ord bemærker jeg ikke, at jeg har en smule vægt fremme på hænderne, og benstillingen er også ok.
Jeg måler 188 cm og kan selvfølgelig sagtens nå jorden med begge ben, og når maskinen først triller, er mine ben heldigvis ikke alt for bøjede.
Sædet føles tilpas polstret, og jeg er overbevist om, at det også vil give den nødvendige komfort til en lang dagsrejse ned gennem Europa. Der er plads til at rykke lidt rundt, og det bidrager helt sikkert positivt efter nogle timer på motorvejen.
Kør, brems, drej
Alt hvad den skal kunne gøre, gør den formidabelt. I hvert fald til mit behov og til mit niveau som chauffør. Den førnævnte trækkraft betyder, at man aldrig vil mangle kræfter fra det 3-cylindrede power house, og jeg kan forestille mig, at det også vil være tilfældet, hvis du kører med en passager.
Tanken rummer 18 liter, og dermed vil man have en aktionsradius, der fint matcher de touringsmæssige egenskaber. TFT-skærmen giver alle de informationer som man måtte ønske, og angivelserne vises klart og skarpt.
Den både bremser og svinger formidabelt, og jeg sidder og tænker på den oplevelse, som det må være at slippe maskinen fri i Alperne. Svingene på Grønlandskajen i Aalborg klarer den uden at kny, men dem kunne man nok også forcere i fin stil på min mors SCO cykel.
Opskrift på en stensikker succes
Min lille tur i det nordjyske kan jo slet ikke retfærdiggøre Tracer’ens sande potentiale, men den kompakte og agile motorcykel kan sagtens imponere mig alligevel.
Du får nok mere touring end sport, hvis du køber en Yamaha Tracer 900 GT. Men alligevel står jeg tilbage med en følelse af, at denne MC kan det meste – og samtidig gøre det godt. Også når det skal gå lidt tjept.
Jeg synes, at maskinen er en skøn sammensat pakke, der endda er prissat til et fornuftigt niveau. Dermed er den opskriften på en stensikker succes. Yamaha har ramt plet med Tracer 900 GT, og her går du ikke fejl af value for money eller quality by design.
Yamaha Tracer 900 GT er en lækker maskine, og superlativerne står i kø bag visiret, da jeg igen triller ind på p-pladsen. Jeg tænker på de netop tilbagelagte kilometer, men jeg kan simpelthen ikke finde noget negativt.
Marius får nøglerne tilbage, og han må lægge øre til mine kommentarer.
Sikkert de samme som han har hørt mange gange tidligere. Men han smiler bare og siger, at han faktisk også har maskinen til salg, hvis det kunne friste.
Han synes dog, at jeg lige burde prøve en Yamaha XT 1200 Z Super Teneré først. Og det er faktisk helt ok med mig, men det må blive en anden god gang.
For lige nu vil jeg bare nyde at tænke tilbage på den skønne halve time, som jeg netop har haft i selskab med Tracer’en.
Tak til Special Motorcykler Aalborg for prøveturen på den lækre Yamaha Tracer 900 GT.
2 thoughts on “Prøvekørsel: Yamaha Tracer 900 GT”