En håbløs træf-novice.
Sådan kunne man egentlig godt stemple mig.
For lad mig bare være ærlig: Jeg er en af de u-indviede. Jeg er altså en af dem, der bare aldrig rigtig har fået løst billet til fællesskabet på en træfplads fyldt med glade motorcyklister.
Og jeg ved godt, at jeg derfor er gået glip af mange sjove og herlige oplevelser. Fællesture, fester og sammenhold. Gode grin, pølser og sømblok. Bål, solstik og telt. Og et par øl.
Men det går jo ikke. For fortællingerne fra diverse træf er altså bare så gode, at man ikke kan sidde det hele overhørigt.
Ok – måske er nogle beretninger nok blevet pyntet vel rigeligt gennem tiden, men herregud – nogle ting har jo bedst af at blive fortalt et par gange.
Så jeg måtte ligesom finde en måde at komme i gang.
Jeg besluttede mig for, at jeg ville starte lidt forsigtigt ud. Ingen overnatning. Ingen fællestur. Men masser af dejlige mennesker, flotte maskiner og godt humør.
Så jeg tog til Egeskov Træf. Sammen med tusindvis af andre motorcyklister. Og jeg følte mig en del af fællesskabet lige med det samme.
Men det skal være usagt, om bikeren på den fede gule Zero havde samme umiddelbare fællesskabs-følelse. Der syntes i hvert fald lidt ensomt der ved stikkontakten.
Bulder og hvin på en septemberdag
Vi var et par stykker, der mødtes tæt ved Lillebæltsbroen. Ideen var at følge den fynske kyst forbi Assens og Fåborg, og derfra videre til Egeskov Slot.
Den stensikre fynske idyl fornægtede sig ikke, og det var fedt at følge vejen gennem det flotte landskab. Men det var ikke æggekage, stokroser eller fynsk rygeost, det duftede af langs vejkanten.
Nej, det var den sanselige lugt af udstødningsgasser fra massevis af motorcyklister, der var på vej i samme retning. Og lydene var umiskendelige. Fra det dybe drøn til det hysteriske hvinen.
De fleste tog det afslappet og nød turen. Andre piskede forbi i en lettere sindssyg Isle Of Man stil. Men ok: Fyn er jo også en ø.
Sikkert var det dog, at der var motorcyklister i tusindtal på vej til Egeskov Slot, og det var fedt at møde dem på vejen allerede langt derfra.
Indkørslen til pladsen fungerede som en effektiv flaskehals, og her var der i hvert fald ingen, der kunne kandidere til et TT-trofæ. Det var bare at finde sin plads samt nyde øjeblikket og de hamrende varme motorer.
Ild i øjnene
Måske var det på grund af, at det igen var muligt for en masse mennesker at mødes udenfor. Det kunne selvfølgelig også skyldes det forholdsvis gode vejr. Men sikkert var det, at alle var i et super godt humør.
Lynhurtigt faldt man i snak med de flinkeste mennesker overalt på pladsen. Snakken udviklede sig måske lidt mere i retning af sultne dyriske lyde, imens de grillede pølser røg indenbords. Men hyggeligt var det.
Vi fulgte strømmen af mennesker og besluttede, at vi som de fleste andre gæster også lige skulle vende motorcykeludstillingen. Min viden om veteranmaskiner er reelt lig nul, men det var både interessant og spændende.
Jeg tænkte tilbage på mit besøg på Danmarks Motorcykelmuseum i Stubbekøbing. Der mødte jeg også kun passionerede og entusiastiske mennesker, der havde den samme ild i øjnene. Så historiske maskiner og deres fans – de kan altså bare noget.
Antenne-skov på Sydfyn
Indrømmet: Det fantastiske slot og alle de flotte detaljer i parken blev ikke lige dagens fokus. Istedet sparkede vi dæk på det enorme parkeringsareal.
Endnu en gang blev jeg bekræftet i, at det ikke betyder noget, hvad vi kører på. Nej, vi er alle bare motorcyklister uanset maskinens alder, mærke, størrelse og udseende.
Og side om side stod modellerne til skue. Fra de vildeste ombygningsprojekter overhældt med chrom til godt slidte hverdagsmaskiner. Spritnye touring-cykler holdt parkeret ved siden afdankede sportsbikes. Åhh, hvor herligt.
Der var ingen tvivl om, at der også var et par mærke-klubber, der var på fællestur til Egeskov Slot denne dag. Honda Goldwings i hobetal var linet op til skue, og antallet af antenner ville garanteret have imponeret enhver efterretningschef. Altså, engang tilbage i -90’erne.
Hvor var teltet?
Så skulle vi hjem igen. Og øv, hvor var det kedeligt.
For det var jo lige der, at vi skulle have gået i baren, snakket, hamret søm, hørt musik og mødt nogle nye venner. Og mange, mange timer senere ville det have været tid at vælte ind i teltet, og så først forlade pladsen den efterfølgende formiddag.
Men træffet ved Egeskov Slot er jo bare noget andet, og det er helt fint. Men tanken strejfede mig, at det kunne have været sjovt med yderligere 24 timer i selskab med alle de andre gæve motorcyklister.
Så jeg tror, jeg er ved at være klar.
Træf-klar.
PS: Du kan nemt følge W Moto på Facebook – tjek siden her