Hvordan mon du kommer gennem vinter-sæsonen?
Måske spiser du D-vitaminer eller flyver en tur sydpå til solskin og varme. Det kan også være, at du bare tager et smut til Silkeborg, smider tøjet og hopper i søen med de andre splitternøgne vinterbadere.
Men mon det ikke gælder for os alle, at vi får en del tid til at gå med at drømme lidt på GoogleMaps, booking.com og YouTube. Det er helt sikkert terapeutisk lindring for de fleste indespærrede MC-entusiaster.
Noget positivt må der jo ske. For der er altså ikke noget at sige til, at vi alle trænger til et humør-boost, når januar måned ALTID byder på 6 – 7 ugers slud, sne og mørke.
Nu banker den nye sæson heldigvis på døren, og denne vintersæson har jeg forsøgt at holde humøret oppe ved at købe lidt ind. Og nu kan jeg næsten ikke vente længere med at få testet, om indkøbene kan indfri mine forventninger.
Litelok One Moto lås
Sidste års tur til England var fantastisk. Super skønne veje i fremragende landskaber skabte rammen for en skøn tur, der også bød på alt fra oste-smagninger til et besøg på Triumph fabrikken.
Allerede inden jeg tog afsted, havde jeg besluttet mig for, at jeg ville købe en Litelok One Moto lås. Jeg havde læst et par tests på nettet, og jeg var overbevist om, at det lige ville være noget for mig.
På min vej tværs over landet, passerede jeg byen Reading, hvor jeg fandt den lokale Superbikeshop. Det var en fed butik med et kæmpe udvalg, fin betjening og netop også forhandling af Litelok One Moto låsene.
Jeg fik en i hånden og var ikke længere i tvivl. Den var dejlig fleksibel, og med en vægt på ca 1.4 kg, var den super nem at håndtere, og ville passe fint ned i topboksen på mine kommende MC rejser. Desuden havde den en vaskbar neopren-beklædning, så mærkerne fra et møgbeskidt baghjul nemt kunne fjernes.
Haps – den knaldrøde Litelok One Moto lås blev min, og skal nu stå sin prøve i den kommende sæson.
Jetboil til kaffe og frokost
Indrømmet: Jeg er altså ikke den store campist. Telt, Trangria og liggeunderlag er ikke lige mig.
Men jeg synes godt om at leve lidt simpelt og minimalistisk, når jeg er på motorcykeltur. Det passer mig fint at være på touring, når der ikke er dug på bordet eller bestik ved siden af tallerkenen til hvert eneste måltid.
Og derfor bryder jeg mig heller ikke om at skulle købe alle måltider på restaurant eller cafe, når jeg er på farten. Men alligevel sætter jeg pris på at få noget sundt og mættende at spise.
Så har jeg købt en Jetboil. Den fylder så godt som ingenting, koger vand i løbet af ingen tid, og så virker den altid.
Ideen er, at jeg på den måde kan lave mig egen frokost lige nøjagtigt hvor og hvornår, det måtte passe mig. Nemt, enkelt og ligetil.
Lige min stil.
6L crash bar tasker fra Bagtecs
En parkeret motorcykel kan blive udsat for lidt af hvert. I den fredelige ende finder vi duelort og møgvejr. I den anden end af skalaen er der pilfingre og misundelige blikke.
Derfor har jeg altid et cover med til motorcyklen, når jeg er på tur. Så i løbet af 20 sekunder forvandles min Yamaha Super Ténéré til en kedelig sort og neutral skygge, der ikke påkalder sig meget opmærksomhed.
Men hvor er det træls at stoppe et vådt og klamt cover ned i en topboks, hvor det så kan ligge og ulme hele dagen. Og i øvrigt gælder det samme gælder for et par våde regnbukser eller -jakke.
Det problem har jeg forhåbentlig løst ved at købe par crash bar tasker. Det er et par 6 liters størrelser fra Bagtecs. De er robuste, vandtætte og med et utal af monteringsmuligheder, og de sidder super godt på Yamaha’ens crach bar fra GIVI.
Tank pad i eget design
En ting er funktion. Noget andet er udseende. Men kan man få de to ting kombineret, er der potentiale til meget.
Det gælder også for motorcykler.
Og funktionen af min fede big bore Super Ténéré, kan der ikke udsættes noget på. Den maskine kan klare hvad som helst.
Men den må gerne have sit eget præg. Sin egen stil. Det gør slet ikke noget, hvis man kan se, at den er lidt for sig selv.
Og der er ingen tvivl om, at EKSPEDITION KEFIR står højt på min ønskeliste, og det vil jeg også gerne skilte lidt med. Det giver mig nemlig et smil på læben blot at tænke på de kommende ture.
Så der er kommet et nyt klistermærke på tanken. Det har erstattet den traditionelle tank pad, som ledte tankerne hen mod afrikanske beduiner i Ténéré ørkenen.
Nu bliver jeg mindet om alle de fede ture, der venter på mig, hver gang jeg sætter mig op på maskinen. Og dét er lige, hvad det hele handler om.
Touratech komfortsæde
Jeg er normalt ikke bleg til at rose min Yamaha Super Ténéré til skyerne, men jeg har en indrømmelse. Det originale sæde dur ikke rigtig til længere ture.
Bevars, det rækker til langt de fleste ture på et par timer eller så, men på lange dagsture får man ondt i bagdelen. Jeg gør i hvert fald.
Jeg har tidligere fået ompolstret sædet på min Triumph Bonneville America, og det kan du læse mere om her. Jeg overvejede, om jeg skulle gentage succesen hos Ry Autopolstring endnu engang, men så fik jeg øje på en anden løsning.
For omtrent samme pris som en ompolstring ville koste mig, kunne jeg købe et komplet nyt komfortsæde fra Touratech. Ikke noget med at omforandre det originale sæde – nej, det var simpelthen en direkte 1-til-1 udskiftning.
Med den løsning ville jeg stadig have det originale sæde intakt. Og hvis jeg blev træt at det alternative, kunne jeg jo altid skifte tilbage.
Som tænkt – så gjort. Jeg valgte at købe et højt sæde, og dermed har jeg fået mulighed for at få en endnu større distance mellem sædet og forhvilerne. Det passede perfekt, og det bliver spændende at teste på brandvarme sommerdage ned gennem Europa.
Vi skal bare lige helt igennem vinteren. Og den må altså gerne snart slutte.
For nu jeg er løbet tør for lommepenge, og jeg vil altså IKKE vinterbade i Silkeborg…
PS: Skriv din email i feltet herunder – så får du automatisk en mail næste gang, der er nyt på W MOTO.